Salme 20

Bibelen på hverdagsdansk

fra Biblica
1 Til korlederen: En sang af[1] David. 2 Må Herren svare på din bøn, når du er i nød, må Jakobs Gud bevare dig fra alt ondt. 3 Må han sende dig hjælp fra sin helligdom, styrke dig fra sin bolig på Zion. 4 Må han mindes alle dine gaver og acceptere dine brændofre. 5 Må han opfylde dit hjertes længsler og lade dine planer lykkes. 6 Må vi få anledning til at råbe af glæde, når vi hører om dine sejre. Må vi få anledning til at lovsynge vor Gud. Må Herren svare på alle dine bønner. 7 Jeg er sikker på, at Herren vil hjælpe sin udvalgte konge. Han svarer mig fra sin himmelske bolig, hjælper mig med sin mægtige styrke. 8 Nogle stoler på vogne og ryttere, men vi stoler på Herren, vor Gud. 9 De skal falde og gå til grunde, men vi rejser os og står fast. 10 Giv mig sejren, Herre! Hør os, når vi beder dig om hjælp!