1I mellemtiden havde Herren ordnet det sådan, at en stor fisk slugte Jonas. Jonas var inde i fisken i tre dage,[1]2og fra fiskens indre bad han til Gud:3„I min nød vendte jeg mig til dig, Herre, og du greb ind! Jeg råbte om hjælp fra dødens forgård, og du bønhørte mig!” Han fortsatte:4„Du kastede mig i havet, og jeg sank ned i dybet. Jeg blev slugt af det store ocean, og bølgerne rasede oven over mig.5Jeg troede, du havde forkastet mig, og at jeg aldrig mere skulle se dit hellige tempel.6-7Vandmasserne lukkede sig omkring mig, havets dyb omsluttede mig. Vandplanterne viklede sig om hovedet på mig, og jeg sank ned mod bjergenes rødder. Jeg var på vej gennem dødsrigets port, som ville blive smækket i efter mig for evigt. Men Herre, du hørte min bøn og rev mig ud af dødens gab.8Da alt håb var ude, vendte jeg mig til dig, Herre, og fra dit hellige tempel hørte du min bøn.9De, som holder sig til falske guder, oplever ikke din trofasthed og nåde.10Men det har jeg nu oplevet, og jeg vil takke dig med lovsang og ofre. Jeg vil indfri mine løfter til dig,[2] for det er dig, Herre, der har magt til at redde.”11Derefter sørgede Herren for, at fisken spyttede Jonas ud på strandbredden.
1Yunus balığın karnından Tanrısı RAB'be şöyle dua etti:2‹‹Ya RAB, sıkıntı içinde sana yakardım, Yanıtladın beni. Yardım istedim ölüler diyarının bağrından, Kulak verdin sesime.3Beni engine, denizin ta dibine fırlattın. Sular sardı çevremi. Azgın dalgalar geçti üzerimden.4‹Huzurundan kovuldum› dedim, ‹Yine de göreceğim kutsal tapınağını[1].›5Sular boğacak kadar kuşattı beni, Çevremi enginler sardı, Yosunlar dolaştı başıma.6Dağların köklerine kadar battım, Dünya sonsuza dek sürgülendi arkamdan; Ama, ya RAB, Tanrım, Canımı sen kurtardın çukurdan.7Soluğum tükenince seni andım, ya RAB, Duam sana, kutsal tapınağına erişti.8Değersiz putlara tapanlar, Vefasızlık etmiş olurlar.9Ama şükranla kurban sunacağım sana, Adağımı yerine getireceğim. Kurtuluş senden gelir, ya RAB!››10RAB balığa buyruk verdi ve balık Yunus'u karaya kustu.