1Jesus fortsatte med at tale til farisæerne: „Det siger jeg jer: Enhver, som ikke går ind ad døren til fårefolden, men sniger sig ind på anden måde, er en tyv eller røver.2Fårenes rigtige hyrde kommer altid hen til døren,3og det er ham, dørvogteren lukker op for. Fårene kender hans stemme. Han kalder sine får ved navn og fører dem ud på græs.4Når han har lukket alle sine får ud, går han foran dem, og fårene følger ham, fordi de kender hans stemme.5Men de vil ikke følge efter en fremmed. Tværtimod, de vil flygte fra ham, fordi de ikke kender hans stemme.”6Jesus brugte det billede på farisæerne, men de forstod ikke, hvad han mente.7Derfor prøvede han at forklare det nærmere: „Det siger jeg jer: Jeg er døren til fårefolden.8Fårene har ikke lyttet til de ‚hyrder’, som er kommet før mig, for de er tyve og røvere.9Jeg er døren. De, der kommer ind i folden gennem mig, skal få det evige liv. De vil gå ud for at finde føde, og de vil komme hjem igen.10Tyven kommer kun for at stjæle, slagte og ødelægge, men jeg er kommet, for at de skal have liv, ja overflod af liv.”
Den gode hyrde ofrer sit liv for fårene
11Jesus fortsatte: „Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde vover sit liv for at redde fårene.12-13Men en, som er ansat til at vogte får, og altså ikke er fårenes ejer, han er ligeglad med, hvordan det går med fårene, for han tænker kun på at hytte sit eget skind. Når han ser ulven nærme sig, lader han fårene i stikken og flygter. Så går ulven til angreb og spreder fårene for alle vinde.14Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og de kender mig,15ligesom Faderen kender mig, og jeg kender ham. Og jeg vil ofre mit liv for at redde fårene.16Jeg har andre får, som ikke hører til i denne fold. Dem skal jeg også være hyrde for, og de vil adlyde mig. Alle fårene skal samles, så der bliver én hjord og én hyrde.17-18Faderen elsker mig, fordi jeg adlyder den befaling, han har givet mig: at jeg skal ofre mit liv og siden få det igen. Ingen kan tage mit liv, men jeg ofrer det af egen fri vilje. Jeg har autoritet til at ofre mit liv, og jeg har autoritet til at tage det tilbage.”19Disse ord førte igen til uenighed blandt de jødiske ledere.20Mange sagde: „Han er besat, han er gal! Hvorfor hører I på ham?”21Andre sagde: „Sådan taler en besat ikke. Kan onde ånder give blinde deres syn igen?”
De jødiske ledere forkaster Jesus som Messias
22-23Det blev vinter, og Jesus var igen på besøg i Jerusalem, denne gang under Hanukka[1] festen. Han gik omkring i den del af templet, som kaldes Salomons søjlegang.24De jødiske ledere omringede ham og spurgte: „Hvor længe vil du holde os hen i uvished? Er du Messias, så sig det ligeud!”25Jesus svarede: „Det har jeg allerede gjort, men I ville ikke tro mig. De undere, jeg gør i min Fars navn, er bevis nok.26Men I tror mig ikke, fordi I ikke hører til blandt mine får.27Mine får adlyder min stemme. Jeg kender dem, og de følger mig.28Jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig gå fortabt. Ingen kan rive dem ud af min hånd.29Min Far, som har givet mig dem, har større magt end nogen anden, og ingen kan rive dem ud af min Fars hånd.30Jeg og Faderen, vi er ét.”31Da begyndte de igen at samle sten op for at slå ham ihjel.32Men han sagde: „Jeg har udført mange gode gerninger, som min Far har bedt mig om at gøre. Hvilken af dem er det, I vil stene mig for?”33„Du skal ikke stenes for nogen god gerning,” svarede de. „Men du skal dø, fordi du håner Gud. Du er kun et menneske, men du gør dig til ét med Gud!”34„Står der ikke i Skriften: ‚Jeg har kaldt jer guder’?[2]” spurgte Jesus. (Salm 82,6)35„Hvis altså Skriften, som ikke kan annulleres, kalder de mennesker ‚guder’, som Gud havde indsat til at gøre hans vilje,36hvordan kan I så anklage mig, som Faderen har indsat og sendt til verden, og sige, at jeg håner Gud, fordi jeg siger, at jeg er Guds Søn?37Hvis det ikke var min Fars gerninger, jeg gjorde, så skulle I ikke tro mig.38Men når jeg nu gør hans gerninger, så tro i det mindste for gerningernes skyld, så I må kunne forstå og komme til den erkendelse, at Faderen er i mig og jeg er i ham.”39De forsøgte derefter at fange ham, men han slap fra dem.
Mange almindelige mennesker kommer til tro på Jesus som Messias
40Jesus tog nu igen over til området øst for Jordanfloden, til det sted, hvor Johannes tidligere havde døbt. Der opholdt han sig et godt stykke tid,41og mange mennesker flokkedes om ham. De sagde til hinanden: „Johannes udførte ganske vist ingen undere, men alt, hvad han sagde om denne mand, var sandt.”42Og mange af dem kom til tro på Jesus.
1‹‹Size doğrusunu söyleyeyim, koyun ağılına kapıdan girmeyip başka yoldan giren kişi hırsız ve hayduttur.2Kapıdan giren ise koyunların çobanıdır.3Kapıyı bekleyen ona kapıyı açar. Koyunlar çobanın sesini işitirler, o da kendi koyunlarını adlarıyla çağırır ve onları dışarı götürür.4Kendi koyunlarının hepsini dışarı çıkarınca önlerinden gider, koyunlar da onu izler. Çünkü onun sesini tanırlar.5Bir yabancının peşinden gitmezler, ondan kaçarlar. Çünkü yabancıların sesini tanımazlar.››6İsa onlara bu örneği anlattıysa da, ne demek istediğini anlamadılar.7Bunun için İsa yine, ‹‹Size doğrusunu söyleyeyim›› dedi, ‹‹Ben koyunların kapısıyım.8Benden önce gelenlerin hepsi hırsız ve hayduttu, ama koyunlar onları dinlemedi.9Kapı Ben'im. Bir kimse benim aracılığımla içeri girerse kurtulur. Girer, çıkar ve otlak bulur.10Hırsız ancak çalıp öldürmek ve yok etmek için gelir. Bense insanlar yaşama, bol yaşama sahip olsunlar diye geldim.11Ben iyi çobanım. İyi çoban koyunları uğruna canını verir.12Koyunların çobanı ve sahibi olmayan ücretli adam, kurdun geldiğini görünce koyunları bırakıp kaçar. Kurt da onları kapar ve dağıtır.13Adam kaçar. Çünkü ücretlidir ve koyunlar için kaygı duymaz.14-15Ben iyi çobanım. Benimkileri tanırım. Baba beni tanıdığı, ben de Baba'yı tanıdığım gibi, benimkiler de beni tanır. Ben koyunlarımın uğruna canımı veririm.16Bu ağıldan olmayan başka koyunlarım var. Onları da getirmeliyim. Benim sesimi işitecekler ve tek sürü, tek çoban olacak.17Canımı, tekrar geri almak üzere veririm. Bunun için Baba beni sever.18Canımı kimse benden alamaz; ben onu kendiliğimden veririm. Onu vermeye de tekrar geri almaya da yetkim var. Bu buyruğu Babam'dan aldım.››19Bu sözlerden dolayı Yahudiler arasında yine ayrılık doğdu.20Birçoğu, ‹‹O'nu cin çarpmış, delidir. Niçin O'nu dinliyorsunuz?›› diyordu.21Başkaları ise, ‹‹Bunlar, cin çarpmış bir adamın sözleri değil›› dediler. ‹‹Cin, körlerin gözlerini açabilir mi?››
İsa'ya Karşı Tepkiler Büyüyor
22O sırada Yeruşalim'de Tapınağın Açılışını Anma Bayramı kutlanıyordu. Mevsim kıştı.23İsa tapınağın avlusunda, Süleyman'ın Eyvanı'nda yürüyordu.24Yahudi yetkililer O'nun çevresini sararak, ‹‹Bizi daha ne kadar zaman kuşkuda bırakacaksın?›› dediler. ‹‹Eğer Mesih isen, bize açıkça söyle.››25İsa onlara şu karşılığı verdi: ‹‹Size söyledim, ama iman etmiyorsunuz. Babam'ın adıyla yaptığım işler bana tanıklık ediyor.26Ama siz iman etmiyorsunuz. Çünkü benim koyunlarımdan değilsiniz.27Koyunlarım sesimi işitir. Ben onları tanırım, onlar da beni izler.28Onlara sonsuz yaşam veririm; asla mahvolmayacaklar. Onları hiç kimse elimden kapamaz.29Onları bana veren Babam her şeyden üstündür. Onları Baba'nın elinden kapmaya kimsenin gücü yetmez.30Ben ve Baba biriz.››31Yahudi yetkililer O'nu taşlamak için yerden yine taş aldılar.32İsa onlara, ‹‹Size Baba'dan kaynaklanan birçok iyi işler gösterdim›› dedi. ‹‹Bu işlerden hangisi için beni taşlıyorsunuz?››33Şöyle yanıt verdiler: ‹‹Seni iyi işlerden ötürü değil, küfür ettiğin için taşlıyoruz. İnsan olduğun halde Tanrı olduğunu ileri sürüyorsun.››34İsa şu karşılığı verdi: ‹‹Yasanızda, ‹Siz ilahlarsınız, dedim› diye yazılı değil mi?35Tanrı, kendilerine sözünü gönderdiği kimseleri ilahlar diye adlandırır. Kutsal Yazı da geçerliliğini yitirmez.36Baba beni kendine ayırıp dünyaya gönderdi. Öyleyse ‹Tanrı'nın Oğlu'yum› dediğim için bana nasıl ‹Küfür ediyorsun› dersiniz?37Eğer Babam'ın işlerini yapmıyorsam, bana iman etmeyin.38Ama yapıyorsam, bana iman etmeseniz bile, yaptığım işlere iman edin. Öyle ki, Baba'nın bende, benim de Baba'da olduğumu bilesiniz ve anlayasınız.››39O'nu yine yakalamaya çalıştılarsa da, ellerinden sıyrılıp kurtuldu.40Tekrar Şeria Irmağı'nın karşı yakasına, Yahya'nın başlangıçta vaftiz ettiği yere gitti ve orada kaldı.41Birçokları, ‹‹Yahya hiç mucize yapmadı, ama bu adam için söylediklerinin hepsi doğru çıktı›› diyerek İsa'ya geldiler.42Ve orada birçokları O'na iman etti.