1Endnu en gang blev Herren vred på Israel. Han fik David til at bringe Israels folk i ulykke ved at give ham den tanke at optælle Judas og Nordrigets samlede hærstyrke.[1] (1.Krøn 21,1; Job 1,6; Matt 4,1)2Kongen sagde derfor til Joab og de øvrige officerer: „Rejs rundt blandt alle Israels stammer fra Dan i nord til Be’ersheba i syd og optæl alle de våbenføre mænd, så jeg kan vide, hvor mange jeg råder over.”3Men Joab svarede: „Gud give, at din hær må vokse til 100 gange af, hvad den er nu—og at du må leve så længe, at du oplever det! Hvorfor vil min herre, kongen, begå en sådan synd?”4Men trods deres protester måtte Joab og officererne bøje sig for kongens ord. Joab og hans officerer drog altså af sted for at begynde optællingen.5De krydsede Jordanfloden og slog lejr ved Aroer midt i kløften syd for byen.[2] Derefter gik de nordpå gennem Gads område og slog lejr ved Jazer.6Derfra tog de videre til Gilead og hittitternes område.[3] Efter at have været i Dan satte de kursen mod Sidon.7Senere kom de til fæstningen i Tyrus og til hivvitternes og kana’anæernes mange byer, inden de nåede til landets sydligste punkt, Be’ersheba i Juda.8Efter denne rundrejse, som varede ni måneder og 20 dage, vendte Joab tilbage til Jerusalem9og meddelte kongen det samlede tal på landets våbenføre mænd, 800.000 mand i Nordriget og 500.000 mand i Juda.10Men da mønstringen var overstået, fik David dårlig samvittighed og sagde til Herren: „Jeg har begået en stor synd! Det var tåbeligt af mig at gøre sådan noget. Tilgiv mig, Herre!”11Da David stod op næste morgen, havde profeten Gad, som var i Davids tjeneste, allerede fået følgende budskab fra Herren:12„Gå hen og sig til David: Jeg, Herren, giver dig tre muligheder for straf, og du må selv vælge, hvilken en af dem det skal være.”13Gad gik derefter hen til David og forelagde ham de tre muligheder: „Skal der komme tre[4] års hungersnød i hele dit land? Vil du være på flugt for dine fjender i tre måneder? Eller skal Herren sende pest over landet i tre dage? Tænk dig nu godt om og lad mig vide, hvad jeg skal svare Herren, som har sendt mig.” (1.Krøn 21,12)14„Det er et frygteligt valg,” sukkede David. „Men det er bedre for os at være prisgivet Herren, for hans nåde er stor. Lad mig ikke være prisgivet mennesker.”15Straks den samme morgen sendte Herren så pest over hele Israel fra Dan i nord til Be’ersheba i syd. Pesten varede i tre dage, og 70.000 mænd døde.16Da dødsenglen var parat til at ramme Jerusalem, blev Herren bedrøvet over den store ulykke, der var ved at ske. „Stop!” sagde han til englen. „Nu kan det være nok!” Englen stod da ved jebusitten Aravnas tærskeplads.17Da David så englen, som slog folket med pest, sagde han til Herren: „Det er mig, der har syndet! Alle disse mennesker er som uskyldige får. Så er det bedre, at du rammer mig og min familie.”18-19Samme dag kom Gad til David med følgende besked fra Herren: „Gå hen og byg et alter for Herren på jebusitten Aravnas tærskeplads!” David gik straks derop, som Herren havde befalet.20Da Aravna fik øje på kongen og hans mænd, der styrede lige hen imod ham, gik han dem i møde og kastede sig på knæ med ansigtet mod jorden foran kongen.21„Herre, hvad er grunden til dit besøg?” spurgte han David. David svarede: „Jeg vil købe din tærskeplads, så jeg kan bygge et alter for Herren og få pesten til at standse.”22„Min herre og konge, tag hvad du vil have,” svarede Aravna. „Udfør alle de ofre, du vil! Her er mine okser til brændofferet, og du må gerne bruge tærskeslæderne og åget til offerbrænde.23Herre konge, jeg giver det alt sammen til dig. Må Gud Herren vise dig nåde!”24„Nej,” svarede kongen, „jeg vil betale dig for det, for jeg vil ikke bringe Herren, min Gud, et offer, som ikke har kostet mig noget.” Så købte David tærskepladsen og han gav 50 sølvstykker for okserne,25hvorefter han byggede et alter for Herren og ofrede brændofre og takofre. Da forbarmede Herren sig over landet og Israels folk og standsede pesten.
1RAB İsrail halkına yine öfkelendi. Davut'u onlara karşı kışkırtarak, ‹‹Git, İsrail ve Yahuda halkını say›› dedi. (1.Krøn 21,1)2Kral, yanında bulunan ordu komutanı Yoav'a şu buyruğu verdi: ‹‹Dan'dan Beer-Şeva'ya dek İsrail'in bütün oymaklarına gidip halkı sayın ki, halkın sayısını bileyim.››3Ama Yoav, ‹‹RAB Tanrın halkını yüz kat daha çoğaltsın, efendim kralım da bunu görsün!›› diye karşılık verdi, ‹‹Ancak, efendim kralım neden bunu istiyor?››4Gelgelelim kralın sözü Yoav'la birlik komutanlarının sözünden baskın çıktı. Böylece kralın yanından ayrılıp İsrail'de sayım yapmaya gittiler.5-6Şeria Irmağı'ndan geçerek Aroer yakınında, vadinin ortasındaki kentin güneyinde konakladılar. Oradan Gat'ı, Yazer'i, Gilat'ı, Tahtim-Hodşi topraklarını, Dan-Yaan'ı geçip Sayda'ya vardılar.7Sonra Sur Kalesi'ne, Hivliler'le Kenanlılar'ın bütün kentlerine uğradılar. Sonunda Yahuda ülkesinin Negev bölgesindeki Beer-Şeva'ya ulaştılar.8Dokuz ay yirmi gün ülkeyi baştan başa dolaştıktan sonra Yeruşalim'e döndüler.9Yoav sayımın sonucunu krala bildirdi: İsrail'de kılıç kuşanabilen sekiz yüz bin, Yahuda'daysa beş yüz bin kişi vardı.10Davut sayım yaptıktan sonra kendisini suçlu buldu ve RAB'be, ‹‹Bunu yapmakla büyük günah işledim!›› dedi, ‹‹Ya RAB, lütfen kulunun suçunu bağışla. Çünkü çok akılsızca davrandım.››11-12Ertesi sabah Davut uyandığında, RAB Davut'un bilicisi Peygamber Gad'a şöyle dedi: ‹‹Gidip Davut'a de ki, ‹RAB şöyle diyor: Önüne üç seçenek koyuyorum. Bunlardan birini seç de sana onu yapayım.› ››13Gad Davut'a gidip durumu anlattı ve şöyle dedi: ‹‹Ülkende yedi yıl kıtlık mı olsun? Yoksa seni kovalayan düşmanlarının önünden üç ay kaçmak mı istersin? Ya da ülkende üç gün salgın hastalık mı olsun? Beni gönderene ne yanıt vereyim, şimdi iyice düşün.››14Davut, ‹‹Sıkıntım büyük›› diye yanıtladı, ‹‹İnsan eline düşmektense, RAB'bin eline düşelim. Çünkü O'nun acıması büyüktür.››15Bunun üzerine RAB o sabahtan belirlenen zamana dek İsrail ülkesine salgın hastalık gönderdi. Dan'dan Beer-Şeva'ya dek halktan yetmiş bin kişi öldü.16Melek Yeruşalim'i yok etmek için elini uzatınca, RAB göndereceği yıkımdan vazgeçti. Halkı yok eden meleğe, ‹‹Yeter artık! Elini çek›› dedi. RAB'bin meleği Yevuslu Aravna'nın harman yerinde duruyordu.17Davut, halkı öldüren meleği görünce, RAB'be, ‹‹Günah işleyen benim, ben suç işledim›› dedi, ‹‹Bu koyunlar ne yaptı ki? Ne olur beni ve babamın soyunu cezalandır.››18O gün Gad Davut'a gitti. Ona, ‹‹Gidip Yevuslu Aravna'nın harman yerinde RAB'be bir sunak kur›› dedi.19Davut Gad'ın sözü uyarınca RAB'bin buyurduğu gibi gitti.20Aravna bakınca kralla görevlilerinin kendisine doğru yaklaştıklarını gördü. Varıp kralın önünde yüzüstü yere kapandı.21Sonra, ‹‹Efendim kral niçin kulunun yanına geldi?›› diye sordu. Davut, ‹‹RAB'be bir sunak kurmak üzere harman yerini senden satın almak için›› diye yanıtladı, ‹‹Öyle ki, salgın hastalık halkın üzerinden kalksın.››22Aravna, ‹‹Efendim kral uygun gördüğünü alıp RAB'be sunsun›› dedi, ‹‹İşte yakmalık sunu için öküzler ve odun için dövenlerle öküzlerin takımları!23Ey kral, Aravna bütün bunları sana veriyor.›› Sonra ekledi: ‹‹RAB Tanrın senden hoşnut olsun!››24Ne var ki kral, ‹‹Olmaz!›› dedi, ‹‹Senden malını kesinlikle bir ücret karşılığında satın alacağım. Çünkü Tanrım RAB'be karşılığını ödemeden yakmalık sunular sunmam.›› Böylece Davut harman yerini ve öküzleri elli şekel[1] gümüş karşılığında satın aldı.25Davut orada RAB'be bir sunak kurup yakmalık sunuları ve esenlik sunularını sundu. RAB de ülkeyle ilgili yakarıyı yanıtladı ve salgın hastalık İsrail'den kaldırıldı.