1Da David og hans mænd to dage senere ankom til deres hjemby, Ziklag, fandt de, at amalekitterne på et af deres plyndringstogter i sydlandet havde indtaget byen og brændt den ned til grunden.2De havde ikke slået indbyggerne ihjel, men taget dem med sig som krigsfanger, inklusive kvinder og børn.3Da David og hans mænd så ud over de nedbrændte ruiner, og det gik op for dem, hvad der var sket med deres familier,4græd de, til de ikke havde en tåre tilbage.5Også Davids to koner, Ahinoam og Abigajil, var bortført.6Det var et hårdt slag for David, og hans egen situation forværredes ved, at hans mænd, der var knust og forbitrede over den skæbne, der var overgået deres børn, gav ham skylden og begyndte at tale om at stene ham. Men David søgte styrke hos Herren.7Så sagde han til præsten Ebjatar: „Tag den hellige efod frem!” Ebjatar hentede så efoden, som man brugte for at få et svar fra Herren.8„Skal jeg følge efter den røverbande?” spurgte David Herren. „Kan jeg nå at indhente dem?” „Ja,” svarede Herren, „følg efter dem og befri alle fangerne.”9Så optog David og hans 600 mænd straks forfølgelsen af amalekitterne. Da de kom til Besorbækken, besluttede de at lade deres forsyninger og nogle af mændene blive der.10200 af de mest udmattede blev så ved bækken for at hvile sig og passe på forsyningerne, mens resten fortsatte forfølgelsen.11-12Undervejs fandt mændene en egyptisk slave, og ham førte de til David. Manden havde ikke fået noget at spise eller drikke i to døgn,[1] så de gav ham nogle brød, en figenkage, to rosinkager og noget vand. Da han var kommet til kræfter, spurgte David ham:13„Hvem er din herre, og hvor kommer du fra?” „Jeg er egypter og slave hos en amalekit,” svarede han. „Min herre efterlod mig her for to dage siden, fordi jeg blev syg.14Vi var på vej hjem efter at have været på forskellige plyndringstogter i den sydlige del af filistrenes[2] land, Judas land og Kalebs land. Undervejs brændte vi Ziklag ned til grunden.”15„Kan du vise os vej til de slyngler?” spurgte David. Egypteren svarede: „Hvis du ved Guds navn vil sværge på, at du ikke vil slå mig ihjel eller udlevere mig til min herre, lover jeg at føre jer til dem.”16Så førte han dem lige til amalekitternes lejr. De havde spredt sig ud over sletten, hvor de var i færd med at spise og drikke og danse af lystighed over det store krigsbytte, de havde taget fra filistrene og fra Judas folk.17Så snart det blev lyst, stormede David og hans mænd frem og dræbte amalekitterne fra tidlig morgen til sen aften. De eneste, der undslap, var 400 unge mænd, der flygtede på deres kameler.18-19David tog alt krigsbyttet tilbage, og han befriede alle krigsfangerne—også sine egne to koner.20Hans mænd samlede kvæget, gederne og fårene og førte dem til David. „Det er din personlige belønning,” sagde mændene til ham.21Da de nåede tilbage til Besorbækken og til de 200 mænd, som havde været for udmattede til at fortsætte forfølgelsen og derfor var blevet efterladt for at passe på forsyningerne, hilste David på dem med glæde.22Men nogle onde og selviske mænd blandt Davids krigere sagde: „De folk har ikke været med os i kampen. Derfor skal de heller ikke have del i krigsbyttet. Hvis de får deres koner og børn, må det være nok.”23-24Men David brød ind: „Nej, vær ikke så nærige med det, Herren har givet os. Det er jo Herren, som har hjulpet os med at besejre fjenden. Derfor deler vi byttet ligeligt imellem os, både mellem dem, der deltog i kampen, og dem, der blev tilbage og passede på forsyningerne.”25Fra da af har princippet om ligelig fordeling været som en lov i Israel, og det gælder den dag i dag.26Da David kom tilbage til Ziklag, sendte han noget af krigsbyttet til sine venner blandt Judas ledere sammen med følgende hilsen: „Det her er en gave til jer. Jeg har taget den fra Herrens fjender.”27-31Han sendte en sådan gave til lederne i de byer, hvor han og hans mænd havde været. Det var blandt andet Bet Zur,[3] Ramot i Negev, byerne Jattir, Aroer, Sifmot, Eshtemoa og Karmel,[4] jerahme’elitternes og kenitternes byer, og byerne Horma, Bor-Ashan, Atak og Hebron. (Josva 15,58; Josva 19,4)
1Davut'la adamları üçüncü gün Ziklak Kenti'ne vardılar. Bu arada Amalekliler Negev bölgesiyle Ziklak'a baskın yapmış, Ziklak Kenti'ni yakıp yıkmışlardı.2Kimseyi öldürmemişlerdi, ama kadınlarla orada yaşayan genç, yaşlı herkesi tutsak etmişlerdi. Sonra onları da yanlarına alıp yollarına gitmişlerdi.3Davut'la adamları oraya varınca kentin ateşe verildiğini, karılarının, oğullarının, kızlarının tutsak alındığını anladılar.4Güçleri tükeninceye dek hıçkıra hıçkıra ağladılar.5Davut'un iki karısı, Yizreelli Ahinoam ile Karmelli Naval'ın dulu Avigayil de tutsak edilmişti.6Davut büyük sıkıntı içindeydi. Çünkü herkes oğulları, kızları için acı çekiyor ve, ‹‹Davut'u taşlayalım›› diyordu. Ama Davut, Tanrısı RAB'de güç bularak,7Ahimelek oğlu Kâhin Aviyatar'a, ‹‹Bana efodu getir›› dedi. Aviyatar efodu getirdi.8Davut RAB'be danışarak, ‹‹Bu akıncıların ardına düşersem, onlara yetişir miyim?›› diye sordu. RAB, ‹‹Artlarına düş, kesinlikle onlara yetişip tutsakları kurtaracaksın›› diye yanıtladı.9-10Bunun üzerine Davut yanındaki altı yüz kişiyle yola çıktı. Besor Vadisi'ne geldiler. Vadiyi geçemeyecek kadar bitkin düşen iki yüz kişi orada kaldı. Davut dört yüz kişiyle akıncıları kovalamayı sürdürdü.11Kırda bir Mısırlı bulup Davut'a getirdiler. Yiyip içmesi için ona yiyecek, içecek verdiler.12Bir parça incir pestili ile iki salkım kuru üzüm de verdiler. Adam yiyince canlandı. Üç gün üç gecedir yiyip içmemişti.13Davut ona, ‹‹Kime bağlısın? Nerelisin?›› diye sordu. Genç adam, ‹‹Mısırlı'yım, bir Amalekli'nin kölesiyim›› diye yanıtladı, ‹‹Üç gün önce hastalanınca, efendim beni bıraktı.14Keretliler'in güney sınırlarına, Yahuda topraklarına, Kalev'in güneyine baskınlar düzenlemiş, Ziklak Kenti'ni de ateşe vermiştik.››15Davut, ‹‹Beni bu akıncılara götürebilir misin?›› diye sordu. Mısırlı genç, ‹‹Beni öldürmeyeceğine ya da efendimin eline teslim etmeyeceğine dair Tanrı'nın önünde ant içersen, seni akıncıların olduğu yere götürürüm›› diye karşılık verdi.16Böylece Mısırlı Davut'u götürdü. Akıncılar dört bir yana dağılmışlardı. Filist ve Yahuda topraklarından topladıkları büyük yağmadan yiyip içiyor, eğlenip oynuyorlardı.17Davut ertesi gün tan vaktinden akşama dek onları öldürdü. Develere binip kaçan dört yüz genç dışında içlerinden kurtulan olmadı.18Davut Amalekliler'in ele geçirdiği her şeyi, bu arada da iki karısını kurtardı.19Gençler, yaşlılar, oğullar, kızlar, yağmalanan mallar, kısacası Amalekliler'in aldıklarından hiçbir şey eksik kalmadı. Davut tümünü geri aldı.20Bütün koyunlarla sığırları da aldı. Adamları, bunları öbür hayvanların önünden sürerek, ‹‹Bunlar Davut'un yağmaladıkları›› diyorlardı.21Bundan sonra Davut, daha ileriye gidemeyecek kadar bitkin düşüp Besor Vadisi'nde kalan iki yüz kişinin bulunduğu yere vardı. Onlar da Davut'la yanındakileri karşılamaya çıktılar. Davut yaklaşınca onlara esenlik diledi.22Ama Davut'la giden adamlardan kötü ve değersiz olanların tümü, ‹‹Madem bizimle birlikte gitmediler, geri aldığımız yağmadan onlara hiçbir pay vermeyeceğiz›› dediler, ‹‹Her biri yalnız karısıyla çocuklarını alıp gitsin.››23Ama Davut, ‹‹Hayır, kardeşlerim!›› dedi, ‹‹RAB'bin bize verdikleri konusunda böyle davranamayız! O bizi korudu ve bize saldıran akıncıları elimize teslim etti.24Sizin bu söylediklerinizi kim kabul eder? Savaşa gidenle eşyanın yanında kalanın payı aynıdır. Her şey eşit paylaşılacak!››25O günden sonra Davut bunu İsrail için bugüne dek geçerli bir kural ve ilke haline getirdi.26Davut Ziklak'a dönünce, dostları olan Yahuda ileri gelenlerine yağma mallardan göndererek, ‹‹İşte RAB'bin düşmanlarından yağmalanan mallardan size bir armağan›› dedi.27Sonra Beytel, Negev'deki Ramot, Yattir,28Aroer, Sifmot, Eştemoa,29Rakal, Yerahmeelliler'in, Kenliler'in kentlerinde,30Horma, Bor-Aşan, Atak,31Hevron'da oturanlara ve adamlarıyla birlikte sık sık uğradığı yerlerin tümüne yağmalanan mallardan gönderdi.