4. Mosebog 32

Bibelen på hverdagsdansk

fra Biblica
1 Rubens og Gads stammer havde masser af kvæg, og da de opdagede, hvor velegnet Jazers og Gileads land var til kvægavl, 2 henvendte deres ledere sig til Moses og præsten Eleazar og de øvrige stammeledere og sagde: 3-4 „Herren har hjulpet sit folk med at erobre hele området omkring byerne Atarot, Dibon, Jazer, Nimra, Heshbon, Elale, Sebam, Nebo og Beon. Dette område er særdeles velegnet til kvægavl. 5 Derfor vi vil gerne bede om at få tildelt det område som vores ejendom, så vi kan slå os ned her frem for at tage over på den anden side af Jordanfloden.” 6 „Skal de andre stammer så gå i krig alene?” spurgte Moses. 7 „Det vil tage modet fra resten af folket, så vi risikerer, at de går glip af det land, Herren har lovet dem. 8 Var det ikke netop det, der skete for jeres fædre, dengang jeg sendte spioner fra Kadesh-Barnea ind i landet? 9 Kom spionerne ikke tilbage fra Eshkoldalen og tog modet fra folket, så de ikke nåede ind i det land, Herren havde lovet dem? 10-11 Ved den lejlighed blev Herren så vred over deres vantro, at han svor på, at ikke en eneste over 20 år af alle dem, der havde været med fra begyndelsen, da de forlod Egypten, skulle få det land at se, han havde lovet Abraham, Isak og Jakob. 12 Kun Kaleb og Josva var undtaget, for de havde fuld tillid til Herren, og de opfordrede folket til at gå ind og tage landet i besiddelse. 13 Efter den episode lod Herren os strejfe omkring i ørkenen i 40 år, indtil den oprørske generation var uddød i ørkenen som følge af deres synd. 14 Og nu kommer I og vil gøre det samme igen. Hvis I nu også nægter at adlyde Herren, vil han i sin vrede straffe Israels folk endnu værre. 15 Hvis I svigter, vil folket få forlænget opholdet i ørkenen, og på den måde bringer I ulykke over hele folket.” 16 „Nej, nej,” svarede de, „vi har kun tænkt os at lave indhegninger og bygge byer, så vi kan efterlade vores kvæg og vores familier her, 17 mens vi selv ruster os til krig og går i spidsen for Israels folk ind i landet, så vi kan sikre os, at de når deres bestemmelsessted, hvor de kan slå sig ned i fred og ro. Men forinden må vi bygge befæstede byer til vores familier for at sikre os, at de ikke bliver udplyndret af de øvrige indbyggere i området. 18 Når det er gjort, vil vi følge med folket og ikke vende tilbage, før alle Israels stammer har taget deres land i besiddelse. 19 Det eneste, vi siger, er, at vi vil foretrække at bo på den østlige side af Jordanfloden i stedet for på den vestlige side.” 20 „Godt,” svarede Moses, „hvis I vil holde jeres ord og ruste jer til krig, 21-22 kan I overtage området øst for Jordanfloden på den betingelse, at I ikke vender tilbage, før Herren har jaget fjenderne bort, og folket har indtaget landet. Først da har I opfyldt jeres forpligtelser over for Herren og folket, så Herren kan give jer det område, I er interesseret i. 23 Men hvis I løber fra jeres ord, har I syndet imod Herren selv—og da skal I få konsekvensen af jeres synd at mærke. 24 Gå bare i gang med at lave indhegninger til jeres kvæg og bygge byer til jeres familier, sådan som I foreslår.” 25 „Vi vil gøre nøjagtig, som du siger,” svarede Gads og Rubens stammeledere. 26 „Vi vil efterlade vores børn, koner, kvæg og øvrige husdyr i byerne her i Gilead, 27 men alle våbenføre mænd iblandt os følger med over på den anden side af Jordanfloden for at kæmpe i krigen for Herren, sådan som du har befalet.” 28 Moses bekendtgjorde denne afgørelse for Eleazar, Josva og stammelederne. 29 „Hvis alle våbenføre mænd fra Gads og Rubens stammer hjælper med til at erobre landet på den anden side af Jordanfloden,” sagde han, „skal Gileads land bagefter tilfalde dem. 30 Men hvis de kryber udenom, skal de have jord side om side med de øvrige stammer i Kana’an.” 31 Gads og Rubens stammeledere bekræftede Moses’ ord. „Vi vil gøre, som Herren har befalet,” erklærede de. 32 „Alle våbenføre mænd følger med til Kana’an og deltager i krigen for Herren, og vi overtager så ejendomsretten til området øst for Jordanfloden.” 33 Derpå overdrog Moses officielt amoritterkongen Sihons område og kong Og af Bashans område med de tilhørende byer til Gads, Rubens og det halve af Manasses stammer. 34 Gads stamme genopbyggede følgende byer: Dibon, Atarot, Aroer, 35 Atarot-Shofan, Jazer, Jogbeha, 36 Bet-Nimra og Bet-Haran. De var alle befæstede byer med indhegnede græsgange udenom. 37 Rubens stamme genopbyggede følgende byer: Heshbon, Elale, Kirjatajim, 38 Nebo, Ba’al-Meon og Sibma. De gav mange af byerne nye navne. 39 Makirs slægt af Manasses stamme tog op til Gilead, erobrede landet og jog amoritterne bort. 40 Derfor gav Moses Gilead til makiritterne, som bosatte sig der. 41 Jair-slægten fra Manasses stamme erobrede en lang række byer i Gilead, hvorefter de gav området navneforandring til Jairs landsbyer. 42 En mand ved navn Noba erobrede med sin hærstyrke byen Kenat og de omkringliggende landsbyer og opkaldte området efter sig selv. 

4. Mosebog 32

Neue Genfer Übersetzung

fra Genfer Bibelgesellschaft
1 Die Stämme Ruben und Gad besaßen große Viehherden. Als sie sahen, dass das Gebiet um die Stadt Jaser und das Land Gilead gutes Weideland war, 2 gingen sie zu Mose, zum Priester Eleasar und zu den Stammesoberhäuptern und sagten: 3 » ´Das Land um die Städte` Atarot, Dibon, Jaser, Nimra, Heschbon, Elale, Sibma, Nebo und Beon, 4 das der HERR für sein Volk erobert hat, ist gutes Weideland. Und wir[1] haben ´große` Viehherden. 5 Wenn ihr uns wohlgesinnt seid«, baten sie, »dann erlaubt uns, dass wir uns hier ansiedeln und nicht mit über den Jordan ziehen.« 6 Mose entgegnete den Gaditern und den Rubenitern: »Wollt ihr etwa eure Bruderstämme ´allein` in den Kampf ziehen lassen, während ihr euch hier niederlasst? 7 Ihr nehmt damit den Israeliten den Mut[2], über ´den Jordan` in das Land zu ziehen, das der HERR ihnen geben will. 8 Ihr benehmt euch wie eure Vorfahren: Als ich sie von Kadesch-Barnea losschickte, um das ´versprochene` Land auszukundschaften, 9 stießen sie bis ins Eschkol-Tal vor und erkundeten das Land. Doch ´mit ihrem Bericht` nahmen sie den Israeliten jeden Mut, sodass diese nicht in das Land zu ziehen wagten, das der HERR ihnen geben wollte. 10 Damals wurde der HERR zornig und schwor: 11 ›Keiner aus der Generation, die beim Auszug aus Ägypten dabei war, keiner, der heute zwanzig Jahre oder älter ist, wird das Land sehen, das ich Abraham, Isaak und Jakob mit einem Eid versprochen habe. Denn sie haben mir nicht vertraut und wollten mir nicht gehorchen.[3] 12 Nur Kaleb, der Sohn Jefunnes aus der Sippe Kenas, und Josua, der Sohn Nuns, ´werden hineinkommen`. Sie haben mir vertraut und mir gehorcht.[4]‹ 13 So traf der Zorn des HERRN die Israeliten, und er ließ sie vierzig Jahre lang in der Wüste umherirren – bis die ganze Generation nicht mehr lebte, die sich geweigert hatte, in das verheißene Land zu ziehen[5]. 14 Und nun folgt ihr dem schlechten Beispiel eurer Vorfahren. Ihr seid wahrhaftig die Kinder eurer rebellischen Eltern![6] So schürt ihr noch den Zorn des HERRN gegen Israel. 15 Wenn ihr euch von ihm abwendet, dann lässt er das ganze Volk noch länger in der Wüste bleiben, bis alle tot sind – und ihr seid schuld daran[7]!« 16 Doch die Männer der Stämme Ruben und Gad ließen sich nicht abweisen.[8] Sie sagten: »Wir möchten doch nur Pferche für unsere Schaf- und Ziegenherden errichten und die ´eroberten` Städte für unsere ´Frauen und` Kinder bewohnbar machen. 17 Dann aber werden wir Männer uns sofort zum Krieg rüsten und an der Spitze der Israeliten in den Kampf ziehen, bis wir ihnen ´allen` zu ihrem Land verholfen haben. Unsere Familien jedoch wollen wir in befestigten Städten zurücklassen, ´damit sie sicher sind` vor den Bewohnern des Landes. 18 Wir Männer werden nicht eher zu unseren Familien zurückkehren, bis jeder Israelit seinen Erbbesitz zugeteilt bekommen hat. 19 Wir beanspruchen kein Land auf der anderen Seite des Jordans bei den anderen Stämmen oder über ihr Gebiet hinaus, denn wir haben unseren Erbbesitz dann ja schon auf dieser Seite, östlich des Jordans, erhalten.« 20 Mose antwortete: » ´Ich bin einverstanden`, wenn ihr euer Versprechen haltet. Ihr müsst euch mit allem Nötigen für diesen Feldzug ausrüsten. Ihr führt ihn im Namen des HERRN![9] 21 All eure Kämpfer müssen den Jordan überschreiten[10] ´und so lange eure Bruderstämme unterstützen`, bis der HERR seine Feinde vertrieben 22 und das Land vollständig unterworfen hat. Erst dann habt ihr eure Verpflichtung gegenüber dem HERRN und ´dem Volk` Israel erfüllt und dürft wieder hierher zurückkehren. Dann könnt ihr euer eigenes Gebiet mit dem Segen des HERRN[11] in Besitz nehmen. 23 Haltet ihr aber euer Versprechen nicht ein, dann sündigt ihr gegen den HERRN, und seid gewiss: Die Folgen eurer Sünde werden euch einholen! 24 So macht nun die Städte für eure Familien bewohnbar und errichtet Pferche für eure Herden. Aber dann tut auch, was ihr versprochen habt!« 25 Die Gaditer und die Rubeniter antworteten Mose: »Wir sind deine Diener, und wir werden tun, was ´du`, unser Herr, befiehlst! 26 Unsere Frauen und Kinder, unsere Herden und alle Nutztiere bleiben hier in den Städten von Gilead. 27 Wir Männer aber werden uns für den Feldzug rüsten und den Jordan überqueren, um im Namen des HERRN[12] in den Kampf zu ziehen. Denn so hast du, Herr, es angeordnet.« 28 Daraufhin gab Mose dem Priester Eleasar, Josua und den israelitischen Stammesoberhäuptern die Anweisung: 29 »Wenn die Männer von Gad und Ruben vollzählig mit euch den Jordan überschreiten und im Namen des HERRN ´so lange an eurer Seite kämpfen`, bis das ganze Land in eurer Hand ist, dann gebt ihnen das Gebiet von Gilead zum Eigentum. 30 Ziehen sie jedoch nicht mit euch in den Kampf, dann müssen sie sich mit einem Gebiet mitten unter den anderen Stämmen im Land Kanaan begnügen.« 31 Die Männer von Gad und Ruben bekräftigten: »Wir, deine Diener, werden tun, was der HERR uns befohlen hat. 32 Wir werden uns für den Feldzug rüsten und mit euch in das Land Kanaan ziehen, um im Namen des HERRN zu kämpfen. Denn wir wollen das Land auf dieser Seite des Jordans als Erbbesitz behalten.« 33 So wies Mose dem Stamm Gad, dem Stamm Ruben und dem halben Stamm Manasse[13] das Gebiet des Amoriterkönigs Sihon und das Gebiet des Königs Og von Baschan zu. Das ganze Land mit seinen Städten und den dazugehörigen Ländereien ´wurde ihnen zugeteilt`. 34 Die Gaditer bauten die befestigten Städte[14] Dibon, Atarot, Aroër, 35 Atrot-Schofan, Jaser, Jogboha, 36 Bet-Nimra und Bet-Haran wieder auf und errichteten Pferche für ihre Schaf- und Ziegenherden. 37 Die Rubeniter bauten Heschbon, Elale, Kirjatajim und 38 Sibma ´wieder auf`, ebenso die Städte Nebo und Baal-Meon, denen sie neue Namen gaben[15]. Auch bei ´einigen anderen` Städten, die sie wieder aufbauten, änderten sie die Namen[16]. 39 Die Männer der Sippe Machir vom Stamm Manasse eroberten das Land Gilead und vertrieben die Amoriter, die dort lebten. 40 Mose überließ ihnen dieses Gebiet als Besitz, und sie siedelten sich dort an. 41 Auch Jaïr, ein ´weiterer` Nachkomme Manasses, eroberte einige Dörfer der Amoriter und gab ihnen den Namen »Dörfer Jaïrs«. 42 ´Ein Mann namens` Nobach nahm die Stadt Kenat mit den umliegenden Orten ein. Er benannte sie nach seinem eigenen Namen Nobach.