1Herren sagde til Moses:2„Giv Israels folk denne besked fra mig: Når folket engang kommer ind i det land, jeg vil give dem,3-5og de ønsker at glæde mig med et ildoffer, hvad enten det er et brændoffer eller et slagtoffer, skal de udvælge offerdyret blandt deres småkvæg eller hornkvæg. Hvert eneste offer—hvad enten det drejer sig om et almindeligt offer, et løfteoffer, et frivilligt offer eller et særligt offer i forbindelse med de årlige festdage—skal bringes sammen med et afgrødeoffer. Hvis det er et lam, de ofrer, skal afgrødeofferet bestå af to liter fint mel blandet med en liter olivenolie. Desuden skal der ofres et drikoffer bestående af en liter vin.6Hvis de ofrer en vædder, skal det medfølgende afgrødeoffer bestå af fire liter fint mel blandet med godt en liter olivenolie7og drikofferet skal bestå af godt en liter vin. Duften af dette offer vil glæde mig.8-9Hvis de ofrer en ung tyr, skal det medfølgende afgrødeoffer bestå af seks liter fint mel blandet med to liter olivenolie,10og drikofferet skal bestå af to liter vin. Duften af dette offer vil glæde mig.11-12Det er reglerne for de ofre, der skal følge med, hvad enten offerdyret er en tyr, en vædder, et lam eller et gedekid—13-14og reglerne er de samme for israelitter som for de fremmede, der bor iblandt dem.15-16Denne lov skal gælde fremover fra slægt til slægt. Samme lov skal gælde for alle.”17Herren sagde også dette til Moses:18„Sig til Israels folk: Når I kommer ind i det land, jeg vil give jer,19-21skal I ofre en smagsprøve af landets første høst til mig ved at tage noget korn fra tærskepladsen og bage et grovbrød af det. Loven om et offer fra den første høst skal gælde fremover fra slægt til slægt.22-24Hvis I eller jeres efterkommere som folk betragtet uforvarende kommer til at overtræde de love, som jeg har givet jer gennem Moses indtil nu, skal hele folket, så snart fejltagelsen er opdaget, ofre en ung tyr som brændoffer. Da vil jeg anerkende duften af brændofferet som et lifligt offer, når det ofres sammen med det sædvanlige afgrødeoffer og drikoffer samt et syndoffer bestående af en gedebuk.25Præsten skal på den måde skaffe soning for hele folket, og da skal de blive tilgivet, fordi der var tale om en fejltagelse, som er rettet, efter at der er ofret et brændoffer og et syndoffer.26Da skal hele folket få tilgivelse, også de fremmede, der bor iblandt jer, fordi der var tale om uforvarende, kollektiv synd.27Hvis en enkeltperson uforvarende kommer til at overtræde lovene, skal han ofre en etårs hun-ged som syndoffer;28og præsten skal skaffe ham soning, hvorefter han er tilgivet.29Denne lov gælder også de fremmede, der bor iblandt jer.30-31Men enhver der synder forsætligt—hvad enten han er indfødt israelit eller fremmed—skal udryddes, fordi han har vist ringeagt for mig og mine bud og med vilje overtrådt min lov. Derfor skal han bære sin straf.”
Straffen for at bryde sabbatsloven
32En sabbatsdag, da Israels folk opholdt sig i ørkenen, blev en mand taget på fersk gerning i at gå og samle brænde.33Manden blev ført til Moses og Aron og de øvrige ledere,34som fængslede ham, indtil de kunne få en afgørelse fra Herren angående mandens forseelse.35Da sagde Herren til Moses: „Manden skal føres uden for lejren og stenes til døde af hele folket.”36Så førte man ham uden for lejren og henrettede ham, som Herren havde befalet.
Om kvaster på kappen
37Herren sagde til Moses:38„Sig til Israels folk, at de fremover fra slægt til slægt skal gøre det til en vane at sætte kvaster i hjørnerne af deres kapper; kvasterne skal sys i med purpurtråd.39Hensigten med denne ordning er at minde jer selv om at følge mine befalinger. Hver gang I får øje på kvasten, skal I tænke på at adlyde mig i stedet for at adlyde jeres egne lyster og indskydelser, som I har så let ved at gøre.40Når I ser kvasten, skal I rette jeres indre blik på mig, så I kommer til at ligne mig i hellighed;41for jeg er Herren, jeres Gud, der førte jer ud af Egyptens land—ja, jeg er Herren, jeres Gud.”
1Der HERR sagte zu Mose:2»Richte den Israeliten Folgendes aus: ›Wenn ihr einmal in dem Land wohnt, das ich euch geben werde,3und ihr dem HERRN ein Brand- oder Gemeinschaftsopfer von euren Rindern, Schafen oder Ziegen darbringen möchtet – sei es zum Erfüllen eines Gelübdes, als freiwillige Gabe oder zu einem Fest, um den HERRN mit dem Geruch gnädig zu stimmen –,4dann müsst ihr ´in jedem Fall` ein Speiseopfer dazugeben. Es soll aus einem Kilogramm[1] Weizenmehl bestehen, das mit einem Liter[2] Öl vermengt wird.5Dazu kommt ein Trankopfer von einem Liter[3] Wein, wenn ihr ein Lamm opfert.6Bei einem Schafbock kommen als Speiseopfer zwei Kilogramm[4] Weizenmehl dazu, vermengt mit eineinviertel Liter[5] Öl,7dazu als Trankopfer eineinviertel Liter[6] Wein. Der Geruch dieses Opfers wird den HERRN gnädig stimmen.8Wenn jemand dem HERRN ein junges Rind darbringt – sei es als Brandopfer oder um ein Gelübde zu erfüllen oder als Gemeinschaftsopfer –,9dann kommen zu dem Rind drei Kilogramm[7] Weizenmehl als Speiseopfer dazu, vermengt mit zwei Litern[8] Öl,10und zwei Liter[9] Wein als Trankopfer. Der Geruch dieses Opfers wird den HERRN gnädig stimmen.11Diese Anweisungen sollt ihr jedes Mal befolgen, wenn ihr einen Stier, einen Schafbock oder ein Jungtier von Schaf oder Ziege opfert.12Opfert ihr mehrere Tiere, dann müsst ihr die entsprechende Menge ´an Speise- und Trankopfern` darbringen.13Jeder Israelit soll sich daran halten, wenn er eine Opfergabe auf dem Altar darbringt, deren Geruch den HERRN gnädig stimmen soll.14Auch die Ausländer, die unter euch leben oder bei euch zu Gast sind, sollen sich an diese Anweisungen halten, wenn sie mit ihren Opfern den HERRN gnädig stimmen wollen. Das gilt für alle künftigen Generationen.15Für alle, die in eurem Land leben[10] – Einheimische wie Ausländer –, soll ein und dieselbe Ordnung gelten. Dies gilt auch für alle kommenden Generationen. Vor dem HERRN gibt es keinen Unterschied zwischen einem Israeliten und einem Ausländer.16Ein und dasselbe Gesetz und die gleichen Bestimmungen gelten für euch und für die Ausländer, die bei euch leben.‹«
Abgaben von der neuen Ernte
17Weiter sagte der HERR zu Mose:18»Richte den Israeliten Folgendes aus: Wenn ihr in das Land kommt, in das ich euch bringen werde,19und ihr dort vom neuen Getreide Brot backt[11], müsst ihr dem HERRN einen Anteil davon abgeben.20Vom ersten Mehl, das ihr mahlt[12], bringt ein Ringbrot als heilige Gabe, genauso wie ihr eine Abgabe vom ersten Getreide bringt, das auf dem Dreschplatz gedroschen wird.21Alle kommenden Generationen sollen dem HERRN einen Teil vom ersten Mehl geben.
Opfer für unabsichtliche Verfehlungen
22Angenommen, ihr verstoßt unabsichtlich gegen eines der Gebote, die der HERR euch durch Mose gegeben hat, und beachtet nicht alles,23was der HERR von Anfang an für euch und eure Nachkommen befohlen hat.24Wenn es sich um einen unabsichtlichen, unbewussten Verstoß der ganzen Gemeinschaft handelt[13], dann soll sie einen jungen Stier als Brandopfer darbringen, um den HERRN gnädig zu stimmen. Dazu kommen die vorgeschriebenen Speise- und Trankopfer sowie ein Ziegenbock als Sündopfer.25Der Priester soll damit Sühne für die ganze Gemeinschaft der Israeliten erwirken, und der HERR wird ihnen vergeben. Denn es handelt sich um ein unabsichtliches Vergehen, für das sie dem HERRN ein Brand- und ein Sündopfer dargebracht haben.26Der ganzen Gemeinschaft des Volkes einschließlich der Ausländer, die unter ihnen leben, wird vergeben. Denn auch der Verstoß betraf alle.27Wenn ein Einzelner unabsichtlich eine Sünde begeht, dann soll er eine einjährige Ziege als Sündopfer darbringen.28Der Priester erwirkt Sühne für den, der unabsichtlich gesündigt hat, und der HERR wird ihm vergeben.29Für Israeliten wie für Ausländer gilt ein und dasselbe Gesetz bei unabsichtlichen Vergehen.30Wer jedoch in voller Absicht gegen ein Gebot verstößt – sei es ein Einheimischer oder ein Ausländer –, der beleidigt den HERRN. Er muss aus dem Volk verstoßen werden und sterben.31Er hat das Wort des HERRN verachtet und sein Gebot ´bewusst` gebrochen. Darum muss er die Folgen seiner Schuld tragen. Er muss aus dem Volk verstoßen werden und sterben.«
Strafe für Missachtung des Sabbats
32Während die Israeliten sich in der Wüste aufhielten, wurde ein Mann dabei ertappt, wie er am Sabbat Holz sammelte.33Die Leute, die ihn gesehen hatten, brachten ihn vor Mose und Aaron und das versammelte Volk.34Weil noch nicht entschieden war, was ´in einem solchen Fall` geschehen sollte, hielt man den Mann zunächst in Gewahrsam.35Der HERR sagte zu Mose: »Der Mann muss mit dem Tod bestraft werden! Die ganze Gemeinschaft soll ihn draußen vor dem Lager steinigen.«36Das ganze Volk führte den Mann vor das Lager und steinigte ihn zu Tode, wie der HERR es Mose aufgetragen hatte.
Erinnerungszeichen an der Kleidung
37Weiter sagte der HERR zu Mose:38»Befiehl den Israeliten, an den ´vier` Zipfeln ihres Obergewandes Quasten anzubringen, in die blaue Fäden eingearbeitet sind[14]. Dies gilt für alle kommenden Generationen.39Die Quasten sollen euch zur Erinnerung dienen. Immer, wenn ihr sie anschaut, sollt ihr an alle meine Gebote denken und sie befolgen. So könnt ihr der Versuchung durch Blicke und Gedanken widerstehen, die euch zur Untreue gegen mich verführen wollen.[15]40´Die Quasten sollen euch daran erinnern`, dass ihr euch meine Gebote vor Augen führt und sie befolgt. Ihr sollt ein heiliges Volk sein, das mir ganz gehört.[16]41Ich bin der HERR, euer Gott, der euch aus dem Land Ägypten geführt hat, um euer Gott zu sein. Ich bin der HERR, euer Gott.«