1Derefter indsatte folket hans søn Joahaz som konge i Jerusalem. (2.Kong 23,30)2Han var 23 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i tre måneder.3Kong Neko af Egypten afsatte ham og forlangte en årlig skat af Juda på 3 tons sølv og 30 kilo guld.[1]4Samtidig indsatte egypterkongen hans bror Eljakim som konge over Juda og Jerusalem og ændrede hans navn til Jojakim. Joahaz tog han med sig til Egypten.
Kong Jojakim af Juda
5Jojakim var 25 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 11 år. Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne. (2.Kong 23,36)6Kong Nebukadnezar af Babylonien invaderede Juda og lod Jojakim lægge i bronzelænker for at tage ham med som fange til Babylon.7Ved den lejlighed tog Nebukadnezar mange kostbarheder i templet og anbragte dem i sit eget palads i Babylon.8Jojakims øvrige liv og virke, inklusive alle hans ugerninger og forbrydelser, er beskrevet i Israels og Judas kongers krønikebog. Hans søn Jojakin blev konge efter ham.
Kong Jojakin af Juda
9Jojakin var 18 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i tre måneder og ti dage. Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne. (2.Kong 24,8)10Ved nytårstid sendte Nebukadnezar sine folk ned for at tage ham til fange og deportere ham til Babylon, og mange af tempelskattene blevet taget med. Derefter udnævnte Nebukadnezar Jojakins farbror Zidkija til konge over Juda og Jerusalem.
Kong Zidkija af Juda
11Zidkija var 21 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 11 år. (2.Kong 24,18; Jer 52,1)12Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og nægtede at lytte til Herrens advarsler gennem profeten Jeremias.13På trods af sin troskabsed til Nebukadnezar gjorde han alligevel oprør imod ham. Han var en hårdnakket og stædig mand, der nægtede at vende om til Herren, Israels Gud.14De ledende præster og alle andre af folkets ledere blev mere og mere utro mod Herren. De overtog igen nabofolkenes afskyelige afgudsdyrkelse og vanhelligede Herrens tempel i Jerusalem.15Gang på gang sendte Herren, deres fædres Gud, sine profeter for at advare dem, for han havde medlidenhed med sit folk og ville værne om sit tempel.16Men folket hånede Guds profeter og nægtede at lytte til deres budskab. Til sidst var Herren nødt til at straffe dem.
Jerusalems fald, templets ødelæggelse og Juda i eksil
17Derfor sendte Herren den babyloniske konge imod dem. Hans soldater dræbte alle de unge mænd og forfulgte dem helt ind i templet. De viste ingen nåde, men dræbte også kvinderne og de gamle, gråhårede mænd, for Herren udleverede dem alle. (2.Kong 25,1; Jer 52,4)18Alt det værdifulde inventar i templet og alle de skatte, de fandt i templet, i paladset og hos landets ledende mænd, tog den babyloniske konge med sig,19hvorpå hans soldater satte ild til templet og byens paladser og rev bymuren ned. Alt af værdi blev ødelagt.20De overlevende blev ført til Babylonien, hvor de måtte leve som slaver, indtil Babylonien blev erobret af perserne.21Dermed gik den profeti af Jeremias i opfyldelse, som sagde, at landet skulle ligge øde og uopdyrket hen i 70 år. På den måde fik landet sin sabbatshvile.
Kyros sender judæerne hjem for at genopbygge templet
22I det første år Kyros var konge i Persien, opfyldte Herren det løfte, han havde givet sit folk gennem profeten Jeremias. Han talte til Kyros, som derefter udsendte en skriftlig meddelelse, der skulle læses op i hele hans rige: (Ez 1,1)23Kyros, konge af Persien, bekendtgør herved, at Himlens Gud, som har givet mig herredømmet over alle jordens riger, nu har pålagt mig at bygge ham et tempel i Jerusalem i Judas land. De af jer, der hører til Herrens folk, kan frit vende tilbage. Må Herren, jeres Gud, være med jer!
1Das Volk ernannte Joschijas Sohn Joahas zum König und setzte ihn in Jerusalem als Nachfolger seines Vaters ein.2Joahas war dreiundzwanzig Jahre alt, als er König wurde. Er regierte drei Monate in Jerusalem.3Dann setzte der König von Ägypten ihn ab. Das Land Juda musste ´den Ägyptern` siebzig Zentner[1] Silber und fünfunddreißig Kilogramm[2] Gold als Tribut zahlen.
Südreich Juda: König Jojakim
4Als neuen König von Juda und Jerusalem setzte der Pharao Eljakim, den Bruder von Joahas, ein und änderte seinen Namen in Jojakim. Joahas nahm er ´als Gefangenen` mit nach Ägypten.5Jojakim war fünfundzwanzig Jahre alt, als er König wurde. Er regierte elf Jahre in Jerusalem und tat, was dem HERRN, seinem Gott, missfiel.6König Nebukadnezzar von Babylonien marschierte in Juda ein und nahm ihn gefangen. ´Er legte ihn` in Ketten und brachte ihn nach Babylon.7Nebukadnezzar nahm auch einen Teil der kostbaren Gegenstände aus dem Tempel des HERRN mit und stellte sie im Tempel seines Gottes[3] in Babylon auf.8Was es sonst noch von Jojakim zu berichten gibt, von seinen abscheulichen Taten und von allem anderen, was man ihm vorwarf[4], ist in der amtlichen Chronik der Könige von Israel und Juda verzeichnet. Sein Sohn Jojachin folgte ihm auf den Thron.
Südreich Juda: König Jojachin
9Jojachin war achtzehn Jahre alt, als er König wurde. Er regierte drei Monate und zehn Tage in Jerusalem und tat, was dem HERRN missfiel.10Um die Jahreswende ließ Nebukadnezzar ihn ´gefangen nehmen und` nach Babylon bringen. Die Babylonier nahmen auch einen weiteren Teil der kostbaren Gegenstände aus dem Tempel mit. Als König über Jerusalem und Juda setzte Nebukadnezzar Jojachins Verwandten[5] Zedekia ein. (2.Kong 24,17)
Südreich Juda: König Zedekia und die Zerstörung Jerusalems
11Zedekia war einundzwanzig Jahre alt, als er König wurde. Er regierte elf Jahre in Jerusalem12und tat, was dem HERRN, seinem Gott, missfiel. Der Prophet Jeremia warnte ihn im Auftrag des HERRN, doch Zedekia zeigte keinerlei Einsicht[6].13Er lehnte sich gegen Nebukadnezzar auf, obwohl er ihm im Namen Gottes einen Treueeid geschworen hatte. In seinem Eigensinn weigerte er sich hartnäckig, zum HERRN, dem Gott Israels, umzukehren.14Auch die leitenden Priester und die führenden Männer des Volkes trieben es mit ihrer Untreue ´gegenüber dem HERRN` immer schlimmer. Sie übernahmen die abscheulichen Bräuche der anderen Völker und entweihten den Tempel, den der HERR doch zu seinem Eigentum erklärt hatte.15Wieder und wieder ließ der HERR, der Gott ihrer Vorfahren, sie durch seine Boten warnen, denn er wollte sein Volk und seinen Tempel vor Unheil bewahren.16Doch sie lachten über seine Boten, missachteten seine Warnungen und verspotteten seine Propheten. Schließlich wurde der HERR so zornig auf sein Volk, dass er nicht mehr zu besänftigen war.17Er sorgte dafür, dass ´Nebukadnezzar`, der König der Chaldäer[7], ´das Land Juda` angriff und alle wehrfähigen Männer abschlachtete, selbst diejenigen, die im Heiligtum Zuflucht gesucht hatten. Nebukadnezzar verschonte niemand, weder junge Männer und Frauen noch Alte und Schwache. Der HERR gab sie alle in die Gewalt ihrer Feinde.18Nebukadnezzar nahm auch noch die letzten ´heiligen` Gegenstände aus dem Tempel mit nach Babylon, dazu den gesamten Tempelschatz sowie die Schätze des Königs und der führenden Männer.19Seine Soldaten brannten den Tempel nieder und rissen die Mauern Jerusalems ein. Sie steckten alle Gebäude der Stadt in Brand und vernichteten alle wertvollen Gegenstände, die noch übrig waren.20Die wenigen Judäer, die das alles überlebt hatten, führte Nebukadnezzar nach Babylonien in die Verbannung. Dort mussten sie ihm und seinen Nachkommen dienen, bis die Perser die Herrschaft übernahmen.21So ging in Erfüllung, was der HERR durch ´den Propheten` Jeremia angekündigt hatte: Das Land lag siebzig Jahre lang verwüstet da und ruhte sich aus. Es holte all die Sabbatjahre nach, die man ihm nicht gewährt hatte.[8] (3.Mos 25,1; 3.Mos 26,34)
König Kyrus von Persien erlaubt die Rückkehr der Verschleppten
22Im ersten Regierungsjahr des persischen Königs Kyrus[9] ließ der HERR in Erfüllung gehen, was er durch den Propheten Jeremia angekündigt hatte: Er bewegte Kyrus dazu[10], in seinem ganzen Reich mündlich und schriftlich Folgendes bekannt zu geben:23»So spricht König Kyrus von Persien: ›Der HERR, der Gott des Himmels, hat alle Königreiche der Welt in meine Gewalt gegeben. Er hat mich beauftragt, ihm in ´der Stadt` Jerusalem in ´der Provinz` Judäa einen Tempel zu bauen. Jeder, der zu seinem Volk gehört, möge unter dem Schutz und Segen des HERRN dorthin zurückkehren![11]‹«