1Manasse var 12 år gammel, da han blev konge i Juda, og han regerede i Jerusalem i 55 år. (2.Kong 21,1; 2.Kong 21,17)2Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, for han dyrkede afguderne på samme afskyelige måde, som de folk Herren i sin tid jog ud af landet for at skaffe plads til sit folk.3Han genopbyggede de offersteder rundt omkring på højene, som hans far, Hizkija, havde revet ned. Han opførte altre for Ba’al og frugtbarhedssymboler for gudinden Ashera, og han tilbad stjernerne.4-5Selv på tempelpladsen i Jerusalem—det sted, som Herren havde sagt, han for altid ville være knyttet til—opførte han altre til ære for solen, månen og stjernerne, både i den indre og ydre forgård.6Ja, Manasse gik så vidt, at han brændte sine egne børn på alteret i Hinnoms dal som offer til afguderne. Han var stærkt engageret i okkultisme, sort magi og spådomskunst, og han søgte kontakt med ånderne ved hjælp af medier og spiritisme. Han gjorde en masse ting, som fremkaldte Herrens vrede.7Det udskårne frugtbarhedssymbol, som Manasse lod fremstille, blev rejst i Guds hus, det sted, om hvilket Gud havde sagt til David og Salomon: „Jeg vil altid være knyttet til dette hus og denne by, Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle andre byer i landet.[1]8Hvis Israels folk blot omhyggeligt vil følge de love og forskrifter, jeg gav dem gennem Moses, vil jeg ikke jage dem ud af det land, jeg gav deres forfædre.”9Men Manasse lokkede Judas og Jerusalems folk til at begå endnu værre synder end de ugudelige folk, der havde boet i landet før dem.10Herren advarede Manasse og folket gennem sine profeter, men de ville ikke høre.11Derfor sendte Herren den assyriske hær ind i landet. Manasse blev behandlet som en vild tyr, man sætter en krog i næsen på. Han blev lagt i bronzelænker og deporteret til Babylon.12Da ydmygede han sig over for sine forfædres Gud, og i sin store nød bad han Herren, sin Gud, om hjælp.13Herren var barmhjertig og hørte hans bøn, så han fik lov til at vende tilbage til kongemagten i Jerusalem. Da indså Manasse langt om længe, at Herren er den sande Gud.14Efter at kong Manasse var kommet hjem igen, udbyggede og forhøjede han ydermuren omkring Davidsbyen, fra vest for Gihondalen til Fiskeporten og rundt om hele Ofelhøjen. Desuden udstationerede han officerer og hærafdelinger i alle Judas befæstede byer.15Dernæst fjernede han afgudsbillederne fra Herrens hus og nedrev afgudsaltrene både på tempelhøjen og i resten af Jerusalem. Det hele blev smidt ud på lossepladsen uden for byen.16I stedet genopbyggede han Herrens brændofferalter og ofrede takofre og lovprisningsofre, og han opfordrede hele Judas folk til nu at tilbede Herren, Israels Gud.17Det gjorde de, men de brugte de gamle afgudsaltre til det.18Resten af kong Manasses liv og virke—også hans bøn til Gud og Herrens svar gennem profeterne—er nedskrevet i Israels kongers krønikebog.[2]19I profeternes bog står hans bøn også optegnet, foruden Herrens svar, hans synder fra tiden før han vendte sig til Herren, hans ondskab og navnene på de steder, hvor han byggede afgudsaltre og rejste Asherapæle.20Da han døde, blev han begravet på paladsets område. Hans søn Amon blev konge efter ham.
Kong Amon af Juda
21Amon var 22 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i to år. (2.Kong 21,19)22Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne ligesom sin far, Manasse, for han ofrede til de afgudsbilleder, hans far havde fremstillet.23Men i modsætning til sin far vendte han ikke senere tilbage til Herren.24Hans egne embedsmænd lavede en sammensværgelse imod ham og myrdede ham i hans eget palads,25men en gruppe borgere dræbte attentatmændene og udråbte Amons søn Josias til konge.
1Manasse war zwölf Jahre alt, als er König wurde, und regierte fünfundfünzig Jahre in Jerusalem.2Er tat, was dem HERRN missfiel, und folgte den abscheulichen Bräuchen der Völker, die der HERR aus dem Land vertrieben hatte.3Er baute die Opferstätten wieder auf, die sein Vater Hiskija zerstört hatte, errichtete Altäre für den ´Gott` Baal und ließ ´Bilder der Göttin` Aschera aufstellen. Auch die Sternengötter betete er an und verehrte sie.[1]4Im Tempel des HERRN stellte er Altäre ´für fremde Götter` auf, obwohl der HERR gesagt hatte: » ´Diese Stätte in` Jerusalem habe ich mir als Wohnstätte erwählt.«5In den beiden Vorhöfen des Tempels errichtete er Altäre für die Sternengötter[2].6Er verbrannte seine Söhne im Hinnom-Tal als Opfer[3], trieb Zauberei, Wahrsagerei und Magie und befragte Totenbeschwörer und Hellseher. So tat er vieles, was der HERR verabscheute, und forderte seinen Zorn heraus.7Manasse ließ sogar eine Götzenstatue anfertigen, die er im Tempel aufstellte. Dabei hatte Gott einst zu David und zu dessen Sohn Salomo gesagt: »In diesem Tempel und in der Stadt Jerusalem, die ich aus allen Stämmen Israels erwählt habe, will ich für immer wohnen.8Ich will die Israeliten nicht mehr aus dem Land vertreiben, das ich ihren Vorfahren gegeben habe, wenn sie diese Bedingung erfüllen: Sie sollen mir gehorchen und alle Ordnungen und Rechtsbestimmungen des Gesetzes befolgen, das ich ihnen durch Mose gegeben habe.«9Doch Manasse verführte die Leute von Jerusalem und von ganz Juda ´zum Bösen`. Sie taten noch Schlimmeres als die Völker, die der HERR ausgerottet hatte, um das Land den Israeliten zu geben.10Der HERR warnte Manasse und sein Volk, aber sie hörten nicht auf ihn.11Darum ließ er die Heerführer des assyrischen Königs in Juda einmarschieren. Sie nahmen Manasse gefangen, schlugen einen Haken durch seine Nase[4], legten ihm bronzene Ketten an und brachten ihn nach Babylon.
Manasse demütigt sich vor Gott
12In dieser aussichtslosen Lage suchte Manasse Hilfe beim HERRN, seinem Gott und dem Gott seiner Vorfahren. Von ganzem Herzen demütigte er sich vor ihm13und bat ihn ´um Gnade`. Der HERR ließ sich erweichen und erhörte Manasses Gebet. Er sorgte dafür, dass Manasse nach Jerusalem zurückkehren konnte und wieder als König eingesetzt wurde. Da erkannte Manasse, dass der HERR allein Gott ist.14Nach seiner Rückkehr ließ Manasse an der Davidsstadt eine sehr hohe Mauer bauen[5]. Sie führte an ´der Quelle` Gihon vorbei ´den Abhang des` Kidrontals entlang bis zum Fischtor und um den ´Hügel` Ofel herum.[6] In allen befestigten Städten Judas setzte er Befehlshaber ein.15Manasse entfernte alle Götzenbilder, auch die Statue, die er im Tempel aufgestellt hatte. Alle Altäre, die er auf dem Tempelberg und in der Stadt Jerusalem errichtet hatte, ´riss er nieder` und warf alles vor die Stadt hinaus.16Er setzte den Altar des HERRN wieder instand und brachte darauf Gemeinschaftsopfer und Dankopfer dar. Den Leuten von Juda befahl er, ´nur noch` den HERRN, den Gott Israels, zu verehren.17Zwar brachten die Leute von Juda ihre Opfer nach wie vor an den Opferstätten im ganzen Land dar, aber sie opferten nun ausschließlich dem HERRN, ihrem Gott.
Manasses Tod
18Was es sonst noch von Manasse zu berichten gibt, von seinem Gebet zu Gott und von den Worten, die die Propheten ihm im Auftrag des HERRN, des Gottes Israels, verkündeten, ist in der amtlichen Chronik der Könige von Juda verzeichnet.19Manasses Gebet und wie Gott es erhörte, aber auch seine Sünden und seine Untreue gegen Gott sowie die Orte, an denen er Aschera-Pfähle und andere Götzenbilder aufstellen ließ – das alles ist in den Schriften Hosais[7] festgehalten.20Als Manasse starb, bestattete man ihn bei seinem Palast. Sein Sohn Amon folgte ihm auf den Thron.
Südreich Juda: König Amon
21Amon war zweiundzwanzig Jahre alt, als er König wurde. Er regierte zwei Jahre in Jerusalem.22Wie sein Vater Manasse tat Amon, was dem HERRN missfiel. Er opferte all den Götzenbildern, die sein Vater hergestellt hatte, und verehrte sie.23Doch anders als sein Vater demütigte er sich nicht vor dem HERRN, sondern lud immer weiter Schuld auf sich.24Einige Hofleute Amons verschworen sich gegen ihn und ermordeten ihn in seinem Palast.25Die Männer von Juda aber brachten alle um, die an der Verschwörung beteiligt waren, und machten Amons Sohn Joschija zum König.