1Joash var syv år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 40 år. Hans mor hed Zibja og var fra Be’ersheba. (2.Kong 12,1)2Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, så længe præsten Jojada levede og kunne rådgive ham.3Jojada udvalgte to koner til kongen, og de fødte ham sønner og døtre.4Nogen tid senere besluttede Joash at sætte Herrens hus i stand,5og derfor sammenkaldte han præsterne og levitterne og sagde til dem: „Tag rundt til alle Judas byer for at indsamle den årlige tempelskat fra alle israelitter, så jeres Guds hus kan blive restaureret. Skynd jer af sted!” Men levitterne skyndte sig overhovedet ikke.6Senere kaldte han ypperstepræsten Jojada til sig og spurgte: „Hvorfor sørger du ikke for, at levitterne opkræver den tempelskat i Jerusalem og Judas byer, som Herrens tjener Moses bestemte skulle indsamles hvert år til åbenbaringsteltet?”7Den onde Ataljas folk var nemlig brudt ind i Guds hus og havde stjålet de hellige redskaber for at bruge dem til deres afgudsdyrkelse.8Men nu befalede kongen, at levitterne skulle lave en stor indsamlingskiste og anbringe den uden for porten ind til Herrens hus.9Derpå sendte han en ordre ud i hele landet, om at folk skulle komme med den skat til Herren, som Guds tjener Moses i sin tid i ørkenen havde forordnet skulle betales hvert år.10Alle lederne og folket syntes godt om forslaget, og de kom og lagde deres guld- og sølvstykker i kisten.11Hver aften bar levitterne kisten indenfor, og den blev bevogtet af kongens mænd. Når kisten var fuld, kom statssekretæren og ypperstepræstens repræsentant og tømte kisten for penge, hvorefter den blev bragt tilbage på sin plads. På den måde blev der indsamlet en stor sum penge.12Kongen og Jojada gav pengene videre til arbejdsformændene, som udbetalte løn til stenhuggerne, tømrerne og metalarbejderne, der udførte restaureringsarbejdet.13Alle sled hårdt i det, og snart var restaureringen fuldført.14Efter at alle udgifter var betalt, blev de tiloversblevne guld- og sølvstykker overgivet til kongen og Jojada, som besluttede at smelte dem om til skåle og diverse redskaber af guld og sølv til brug under offerhandlingerne i Herrens hus. Så længe Jojada levede, gennemførte man de regelmæssige ofre i templet.15Han blev meget gammel—130 år—før han døde.16På grund af sin store indsats for Israels folk, for Gud og for templet fik han en ærefuld begravelse i det kongelige gravsted i Davidsbyen.
Resten af Joash’ tid som konge i Juda
17-18Men efter Jojadas død kom Judas ledere til kong Joash og overtalte ham til at opgive deres forfædres Guds tempel og dyrke afgudsbilleder og Asherapæle i stedet. Derfor ramte Guds vrede Juda og Jerusalem igen. (2.Kong 12,17)19Men først sendte han sine profeter for at advare folket og få dem til at adlyde ham, men ingen ville høre på dem.20Da kom Guds Ånd over Zekarja, Jojadas søn, og han stillede sig op i forgården til templet og talte til folket: „Gud siger: Hvorfor overtræder I Herrens befalinger? Det fører kun ulykke med sig. I har vendt jer fra ham, og derfor vender han sig fra jer!”21Lederne stiftede derpå en sammensværgelse for at skaffe Zekarja af vejen, og det lykkedes dem at overtale kongen til at udtale en dødsdom over Zekarja, så han blev stenet til døde i forgården til templet.22Det var den måde, kong Joash gengældte Jojada for hans troskab—ved at dræbe hans søn! Zekarjas sidste ord lød: „Må Herren se det og straffe dem!”23Ved årsskiftet gik den aramæiske hær til angreb på Juda og Jerusalem. Efter at have dræbt alle lederne sendte de et mægtigt krigsbytte tilbage til deres konge i Damaskus.24Selv om aramæerne kom med en lille hær, lykkedes det dem at besejre den langt større judæiske hær, for det var Herren, der gav dem sejren. Judæerne havde jo vendt sig fra deres forfædres Gud. På den måde brugte Gud aramæerne til at straffe Joash.25Da aramæerne trak sig tilbage, efterlod de Joash alvorligt såret. Da besluttede nogle af hans embedsmænd at slå ham ihjel som straf, fordi han havde dræbt ypperstepræsten Jojadas søn. De snigmyrdede ham i hans seng, hvorefter han blev begravet i Davidsbyen, men ikke i det kongelige gravsted.26Attentatmændene var Zabad,[1] søn af Shimat fra Ammon, og Jozabad, søn af Shimrit fra Moab. (2.Kong 12,22)27Beretningen om Joash’ sønner, de mange profetier imod ham og yderligere detaljer om templets restaurering er nedskrevet i kommentaren til Kongernes Bog. Hans søn Amatzja efterfulgte ham på tronen.
1Joasch war sieben Jahre alt, als er König wurde. Er regierte vierzig Jahre in Jerusalem. Seine Mutter hieß Zibja und stammte aus Beerscheba.2Joasch tat, was dem HERRN gefiel, solange der Priester Jojada lebte.3Jojada wählte zwei Frauen für ihn aus, und Joasch bekam mehrere Söhne und Töchter.4Nach einiger Zeit fasste Joasch den Entschluss, den Tempel des HERRN instand zu setzen.5Er ließ die Priester und Leviten zu sich kommen und befahl ihnen: »Geht in die Städte Judas und sammelt von allen Israeliten Geld ein! Dann könnt ihr jedes Jahr die nötigen Reparaturen am Tempel eures Gottes bezahlen. Macht euch unverzüglich auf den Weg!« Aber die Leviten ließen sich Zeit.6Da rief Joasch den Hohenpriester Jojada zu sich und stellte ihn zur Rede: »Warum verlangst du von den Leviten nicht, in Juda und Jerusalem die Abgaben einzuziehen, die schon Mose, der Diener des HERRN, den Israeliten für das heilige Zelt[1] auferlegt hat?7Atalja, diese gottlose Frau, und ihre Anhänger haben den Tempel verfallen lassen. Sie haben die Gaben, die für das Haus des HERRN bestimmt waren, für die Verehrung ihrer Baals-Götzen verwendet.«8Auf Befehl des Königs wurde ein ´hölzerner` Kasten angefertigt und beim Tor des Tempelbereichs aufgestellt.9In ganz Juda und in Jerusalem rief man das Volk auf, für den HERRN die Abgabe zu entrichten, die Mose, der Diener Gottes, damals in der Wüste den Israeliten auferlegt hatte.10Dies wurde von den führenden Männern und dem ganzen Volk mit Freude aufgenommen. Sie brachten ihre Gaben und warfen sie in den ´hölzernen` Kasten, bis er voll war.11Wenn die Leviten sahen, dass viel Geld zusammengekommen war, trug man den Kasten zur königlichen Verwaltung. Dort[2] leerte der Schreiber des Königs gemeinsam mit dem Beauftragten des Hohenpriesters seinen Inhalt aus. Dann brachte man den Kasten wieder zurück an seinen Platz. Das geschah täglich[3] und brachte sehr viel Geld ein.12König Joasch und der Hohepriester Jojada händigten es den Bauführern aus, die für die Instandsetzung des Tempels verantwortlich waren. Sie bezahlten damit die Steinmetze und Zimmerleute sowie die Eisen- und Bronzeschmiede.13Die beauftragten Männer machten sich ans Werk. Sie kamen gut voran und besserten alle Schäden am Tempel Gottes aus, bis er wieder in seinem ursprünglichen Zustand war.14Als die Arbeiten abgeschlossen waren, brachten die Bauführer das übrig gebliebene Geld zu König Joasch und zum Hohenpriester Jojada. Der König ließ davon Schalen sowie andere goldene und silberne Gefäße herstellen, die man im Gottesdienst und bei den Opfern benötigte. Solange Jojada lebte, wurden im Tempel des HERRN regelmäßig Brandopfer dargebracht.15Jojada wurde sehr alt und hatte ein erfülltes Leben. Er starb mit hundertdreißig Jahren.16Er wurde an der Seite der Könige in der Davidsstadt beigesetzt, denn er hatte für das Volk Israel, für Gott und für den Tempel viel Gutes getan.
Joasch wendet sich von Gott ab
17Nach Jojadas Tod kamen die führenden Männer Judas zu König Joasch und bekundeten ihm ihre Ergebenheit. ´Von da an` ließ er sich von ihnen beraten.18Die Leute von Juda hörten auf, in den Tempel zu gehen und den HERRN, den Gott ihrer Vorfahren, zu verehren.[4] Stattdessen beteten sie ´wieder` die geweihten Pfähle und die Götzenbilder an. So luden sie Schuld auf sich, und Gott wurde zornig auf Juda und Jerusalem.19Er schickte ihnen Propheten, um sie zurückzugewinnen. Die Propheten warnten das Volk, aber niemand hörte auf sie.20Da nahm der Geist Gottes Besitz von Secharja, dem Sohn des Hohenpriesters Jojada. Er trat vor das Volk und rief: »So spricht Gott, der HERR: ›Warum übertretet ihr meine Gebote? Damit schadet ihr euch selbst![5] Ihr habt euch von mir abgewendet, daher wende auch ich mich von euch ab!‹«21Darauf verschworen sich Secharjas Feinde gegen ihn, und auf Befehl von König Joasch wurde er im Vorhof des Tempels gesteinigt.22Joasch dachte nicht mehr daran, wie viel er Secharjas Vater Jojada zu verdanken hatte. Er ließ Secharja umbringen, der noch im Sterben rief: »Der HERR sieht es und wird Rechenschaft fordern!«23Am Anfang des nächsten Jahres rückten die Aramäer mit einem Heer gegen Joasch heran. Sie fielen in Juda und Jerusalem ein und brachten alle führenden Männer um. Die Beute schickten sie nach Damaskus zu ihrem König.24Obwohl die Aramäer nur mit einem kleinen Heer gekommen waren, hatte der HERR ihnen den Sieg über das weitaus größere Heer von Juda geschenkt. Denn die Judäer hatten sich von ihm, dem Gott ihrer Vorfahren, abgewandt. So vollstreckten die Aramäer ´Gottes` Strafgericht an Joasch.25Als die Aramäer abzogen, blieb Joasch schwer verwundet zurück. Seine eigenen Hofleute verschworen sich gegen ihn, weil er den Sohn des Hohenpriesters Jojada umgebracht hatte. Sie töteten ihn auf seinem Krankenlager. Er wurde in der Davidsstadt beigesetzt, aber nicht in den Königsgräbern.26Die ´beiden Anführer der` Verschwörung waren Sabad, der Sohn der Ammoniterin Schimat, und Josabad, der Sohn der Moabiterin Schimrit.27Die Namen der Söhne Joaschs[6], die vielen Prophetenworte gegen ihn[7] und ´der Bericht über` die Instandsetzung des Tempels stehen in den Erläuterungen zum »Buch der Könige«. Joaschs Sohn Amazja folgte ihm auf den Königsthron.