1En visdomssang af Asaf. Mit folk, lyt til min belæring, hør nøje efter, hvad jeg siger.2Jeg vil tale i billeder, fortælle om det, der har været skjult fra verdens begyndelse.3Det er vore forfædres historier, som er fortalt gennem mange generationer.4Vi vil fortælle dem til vore børn, som igen skal give dem videre til nye generationer. De skal også høre om Herrens magt, om de forunderlige ting, han har gjort.5Han gav sine love til Jakobs slægt, åbenbarede sin vilje for sit folk, Israel. Han befalede vore forfædre at undervise deres børn derom,6så den næste generation ville vide besked, så selv de børn, som endnu ikke var født, til sin tid kunne belære deres børn,7for at hvert slægtled må have tillid til Gud, huske hans vældige gerninger og adlyde hans befalinger,8så de ikke bliver som deres forfædre, der var stædige og oprørske, som ikke vendte deres hjerte til Gud, men var troløse og ulydige mod ham.9Efraims krigere var udrustet med buer, men flygtede alligevel i kampens hede.10De overholdt ikke pagten med Gud, og de nægtede at følge hans lov.11De glemte, hvad Gud havde gjort, alle de store undere, han havde udført.12Han gjorde mirakler for deres forfædre, da de kom fra Zoans slette i Egypten.13Han delte havet og førte dem igennem, vandet stod som en vold på begge sider.14Om dagen ledte han dem ved en sky, om natten var der en søjle af ild.15Han kløvede ørkenens klipper og skaffede masser af vand.16En kilde sprang frem fra klippen, så vandet flød som en flod.17Men de fortsatte deres oprør mod Gud, de vakte den Almægtiges vrede i ørkenen.18De provokerede Gud med vilje, forlangte deres egyptiske livretter.19De fornærmede Gud ved at sige: „Kan Gud dække bord i ørkenen?20Han slog ganske vist på klippen, så vandet strømmede ud. Men kan han give os brød? Kan han skaffe kød til sit folk?”21Da Gud hørte det, blev han vred. Hans vrede blussede op imod Israel,22for de havde ikke tillid til deres Gud. De troede ikke på, at han kunne tage sig af dem.23Men han gav befaling til skyerne og åbnede himlens sluser.24Han lod det regne ned over dem med manna, han gav dem brød fra himlen at spise.25Han gav dem englemad, så de havde rigeligt at spise.26Han lod østenvinden fare hen over himlen, styrede søndenvinden med sin mægtige hånd,27lod kød hagle ned over dem, fugle så talrige som sandkornene på stranden.28Han lod dem falde ned midt i lejren, de lå rundt omkring imellem teltene.29Folket spiste sig overmætte, Gud tilfredsstillede deres grådighed.30Men mens de endnu havde munden fuld, blev deres grådighed straffet.31De blev ramt af Herrens vrede, han dræbte deres stærkeste mænd, gjorde det af med de bedste krigere.32Alligevel blev de ved med at synde, til trods for hans mægtige undere.33Derfor dræbte han folk i deres bedste alder, de blev alle grebet af rædsel.34Når han dræbte en stor del af dem, søgte resten tilbage til ham. De angrede og vendte sig igen til Gud.35Så huskede de, at Gud var deres redning, den almægtige Gud var deres befrier.36Men de dyrkede kun Gud med deres ord, deres lovprisning var ikke andet end løgn.37Deres hjerter var langt fra Gud, de holdt ikke fast ved hans pagt.38Alligevel var Gud barmhjertig, han tilgav deres synd og udslettede dem ikke. Ofte holdt han sin vrede tilbage, lod ikke sit raseri få frit løb.39Han vidste jo, at de kun var mennesker, de var som et vindpust, der farer forbi.40Hvor ofte gjorde de ikke oprør i ørkenen? De vakte hans vrede og voldte ham sorg.41De provokerede deres Gud gang på gang, de var ulydige mod Israels Herre.42De glemte hans underfulde kraft, som befriede dem fra fjendens tyranni.43De glemte, hvordan han sendte plager over egypterne, gjorde mægtige undere på Zoans slette.44Han forvandlede floderne til blod, så vandet ikke kunne drikkes.45Han sendte insekter, som stak dem, et mylder af frøer, som ødelagde deres land.46Han gav deres afgrøde til græshopperne, hele deres høst blev ædt op.47Han ødelagde deres vinstokke med hagl, deres figentræer med den iskolde regn.48Deres kvæg bukkede under for haglene, deres får blev ramt af lynene.49Han udøste sin vrede over dem, sendte ødelæggelsen ind over dem.50Han gav sin vrede frit løb og sparede ikke egypternes liv, men gjorde dem til ofre for de mange plager.51Han dræbte alle Egyptens førstefødte, symbolet på hver eneste families frugtbarhed.52Men han førte sit eget folk i frihed, ledte dem som en fåreflok gennem ørkenen.53Han ledte dem frem i sikkerhed, mens deres fjender blev begravet i havet.54Han førte dem til det forjættede land, det bjergland, han havde lovet at give dem.55Han drev folkeslag bort foran dem, han uddelte landet til dem ved lodkastning, så Israels stammer kunne bosætte sig der.56Men de trodsede igen den almægtige Gud, de adlød ikke hans befalinger.57De var troløse som deres forfædre og vendte sig bort, de svigtede deres Gud som en bue, der er skæv.58De krænkede ham med deres afgudsbilleder, æggede ham med deres offerhøje.59Gud så deres opførsel og blev meget vred, han følte en stærk lede ved sit folk.60Han forlod sin helligdom i Shilo, hvor han havde lovet at bo blandt sit folk.61Han tillod, at arken blev taget som bytte, overgav symbolet på sin herlighed til fjenden.62Han lod mange blive dræbt i krig, for han var vred på sit udvalgte folk.63De tapre krigere døde i deres ungdom, de unge piger havde ingen at gifte sig med.64Præsterne blev myrdet af fjendens soldater, enkerne fik ikke lov at synge klagesange.65Da rejste Herren sig som af søvne, som en rasende kriger, der har fået for meget at drikke.66Han drev fjenderne på flugt, voldte dem et nederlag, der aldrig blev glemt.67Men han forkastede Efraims krigere, de der var efterkommere af Josef.68I stedet valgte han Judas stamme, og besluttede sig for Zions bjerg.69Dér byggede han sin prægtige helligdom på et fundament, som varer til evig tid.70Han udvalgte sin tjener David, som ikke var andet end en fårehyrde.71Han fjernede ham fra faderens får og gjorde ham til konge i Israel, til hyrde for sit udvalgte folk.72David blev en god og retfærdig konge, han ledte folket med kyndig hånd.
1Eine Unterweisung Asafs. Höre, mein Volk, meine Unterweisung, neiget eure Ohren zu der Rede meines Mundes! (Salm 106,1)2Ich will meinen Mund auftun zu einem Spruch und Geschichten verkünden aus alter Zeit. (Matt 13,35)3Was wir gehört haben und wissen und unsre Väter uns erzählt haben, (2.Mos 13,14; 5.Mos 4,9)4das wollen wir nicht verschweigen ihren Kindern; wir verkündigen dem kommenden Geschlecht den Ruhm des HERRN und seine Macht und seine Wunder, die er getan hat.5Er richtete ein Zeugnis auf in Jakob und gab ein Gesetz in Israel und gebot unsern Vätern, es ihre Kinder zu lehren,6auf dass es die Nachkommen lernten, die Kinder, die noch geboren würden; die sollten aufstehen und es auch ihren Kindern verkündigen,7dass sie setzten auf Gott ihre Hoffnung / und nicht vergäßen die Taten Gottes, sondern seine Gebote hielten8und nicht würden wie ihre Väter, ein abtrünniges und ungehorsames Geschlecht, dessen Herz nicht fest war und dessen Geist sich nicht treu an Gott hielt, (5.Mos 32,5)9wie die Söhne Ephraim, wohl gerüstete Bogenschützen, abfielen zur Zeit des Streits; (Dom 2,11)10sie hielten den Bund Gottes nicht und wollten nicht in seinem Gesetz wandeln11und vergaßen seine Taten und seine Wunder, die er sie hatte sehen lassen.12Vor ihren Vätern tat er Wunder in Ägyptenland, im Gefilde von Zoan.13Er zerteilte das Meer und führte sie hindurch und ließ das Wasser stehen wie eine Mauer. (2.Mos 14,21)14Er leitete sie bei Tage mit einer Wolke und die ganze Nacht mit einem hellen Feuer. (2.Mos 13,21)15Er spaltete die Felsen in der Wüste und tränkte sie reichlich wie mit Fluten; (2.Mos 17,6; 4.Mos 20,7; 5.Mos 32,18)16er ließ Bäche aus den Felsen hervorbrechen und Wasser hinabfließen wie Ströme.17Dennoch sündigten sie weiter wider ihn und empörten sich in der Wüste gegen den Höchsten;18sie versuchten Gott in ihrem Herzen, als sie Speise forderten für ihre Seelen, (2.Mos 16,3; 4.Mos 11,4)19und redeten wider Gott und sprachen: Kann Gott wohl einen Tisch bereiten in der Wüste? (Salm 23,5)20Siehe, er hat wohl den Felsen geschlagen, dass Wasser strömten und Bäche sich ergossen; kann er aber auch Brot geben und seinem Volk Fleisch verschaffen?21Da das der HERR hörte, entbrannte er im Grimm, und Feuer brach aus in Jakob, und Zorn kam über Israel, (4.Mos 11,1)22weil sie nicht glaubten an Gott und nicht hofften auf seine Hilfe.23Und er gebot den Wolken droben und tat auf die Türen des Himmels24und ließ Manna auf sie regnen zur Speise und gab ihnen Himmelsbrot. (2.Mos 16,4; 2.Mos 16,14)25Brot der Engel aßen sie alle, er sandte ihnen Speise in Fülle.26Er ließ wehen den Ostwind unter dem Himmel und erregte durch seine Stärke den Südwind (4.Mos 11,31)27und ließ Fleisch auf sie regnen wie Staub und Vögel wie Sand am Meer;28mitten in sein Lager ließ er sie fallen, rings um seine Wohnung her.29Da aßen sie und wurden sehr satt; und was sie verlangten, gewährte er ihnen.30Sie hatten ihr Verlangen noch nicht gestillt, ihre Speise war noch in ihrem Munde,31da kam der Zorn Gottes über sie / und brachte ihre Vornehmsten um und schlug nieder die Besten in Israel.32Bei dem allen sündigten sie noch mehr und glaubten nicht an seine Wunder.33Darum ließ er ihre Tage dahinschwinden ins Nichts und ihre Jahre in Schrecken. (4.Mos 14,22; 1.Kor 10,5)34Wenn er den Tod unter sie brachte, suchten sie ihn und fragten wieder nach Gott35und dachten daran, dass Gott ihr Hort ist und Gott, der Höchste, ihr Erlöser.36Doch sie betrogen ihn mit ihrem Munde und belogen ihn mit ihrer Zunge.37Ihr Herz hing nicht fest an ihm, und sie hielten nicht treu an seinem Bunde.38Er aber war barmherzig und vergab die Schuld und vertilgte sie nicht und wandte oft seinen Zorn ab und ließ nicht seinen ganzen Grimm an ihnen aus.39Denn er dachte daran, dass sie Fleisch sind, ein Hauch, der dahinfährt und nicht wiederkommt. (Salm 103,14)40Wie oft trotzten sie ihm in der Wüste und betrübten ihn in der Einöde!41Sie versuchten Gott immer wieder und kränkten den Heiligen Israels.42Sie dachten nicht an seine Hand, an den Tag, da er sie erlöste von den Feinden,43wie er seine Zeichen in Ägypten getan hatte und seine Wunder im Lande Zoan.44Er verwandelte ihre Ströme in Blut, dass sie aus ihren Flüssen nicht trinken konnten. (2.Mos 7,19)45Er schickte Ungeziefer unter sie, das sie fraß, und Frösche, die ihnen Verderben brachten, (2.Mos 8,2; 2.Mos 8,20)46und gab ihr Gewächs den Raupen und ihre Saat den Heuschrecken. (2.Mos 10,13)47Er schlug ihre Weinstöcke mit Hagel und ihre Maulbeerbäume mit Schloßen. (2.Mos 9,25)48Er gab ihr Vieh dem Hagel preis und ihre Herden dem Wetterstrahl.49Er sandte die Glut seines Zorns unter sie, Grimm und Wut und Drangsal, eine Schar Verderben bringender Engel.50Er ließ seinem Zorn freien Lauf / und bewahrte ihre Seele nicht vor dem Tode und gab ihr Leben der Pest preis. (2.Mos 9,8)51Er schlug alle Erstgeburt in Ägypten, die Erstlinge ihrer Kraft in den Zelten Hams. (2.Mos 12,29)52Er ließ sein Volk ausziehen wie Schafe und führte sie wie eine Herde in der Wüste; (Salm 77,21)53und er leitete sie sicher, / dass sie sich nicht fürchteten; aber ihre Feinde bedeckte das Meer. (2.Mos 14,27)54Er brachte sie in sein heiliges Land, zu dem Berg, den seine Rechte erworben hat, (2.Mos 15,17)55und vertrieb vor ihnen her die Völker / und verteilte ihr Land als Erbe und ließ in ihren Zelten die Stämme Israels wohnen.56Aber sie versuchten Gott und trotzten dem Höchsten und hielten seine Gebote nicht;57sie fielen ab und waren treulos wie ihre Väter und versagten wie ein schlaffer Bogen;58sie erzürnten ihn mit ihren Höhen und reizten ihn zum Zorn mit ihren Götzen. (5.Mos 32,21)59Da Gott das hörte, entbrannte sein Grimm, und er verwarf Israel ganz.60Er gab seine Wohnung in Silo dahin, das Zelt, in dem er unter Menschen wohnte. (1.Sam 1,3; Jer 7,12)61Er gab seine Macht in Gefangenschaft und seine Herrlichkeit in die Hand des Feindes.[1] (1.Sam 4,22; Salm 132,8)62Er übergab sein Volk dem Schwert und ergrimmte über sein Erbe.63Ihre junge Mannschaft fraß das Feuer, und ihre Jungfrauen mussten ungefreit bleiben.64Ihre Priester fielen durchs Schwert, und die Witwen konnten die Toten nicht beweinen. (1.Sam 4,17)65Da erwachte der Herr wie aus dem Schlaf, wie ein Starker, der vom Wein fröhlich ist,66und schlug seine Feinde zurück und hängte ihnen ewige Schande an. (1.Sam 5,6)67Er verwarf das Zelt Josefs und erwählte nicht den Stamm Ephraim,68sondern erwählte den Stamm Juda, den Berg Zion, den er liebt. (2.Krøn 6,6)69Er baute sein Heiligtum wie Himmelshöhen, wie die Erde, die er gegründet hat für immer,70und erwählte seinen Knecht David und nahm ihn von den Schafhürden; (1.Sam 16,11; 2.Sam 7,8)71von den säugenden Schafen holte er ihn, dass er sein Volk Jakob weide und sein Erbe Israel.72Und er weidete sie mit aller Treue und leitete sie mit kluger Hand.