1Til korlederen: En sang af David, dengang han flygtede fra Saul ind i en hule.2Åh, min Gud, vær mig nådig og barmhjertig, for jeg tyer til dig i min nød. Jeg søger ly under dine vinger, indtil stormen er drevet over.3Jeg råber til den almægtige Gud, for han fører mig igennem til sejr.4Han sender mig hjælp fra Himlen, han frelser mig fra alle mine fjender. Han er trofast og god imod mig.5Jeg er omringet af blodtørstige løver, de er klar til at springe på mig. Deres tænder er spyd og pile, deres tunge er et skarpt sværd.6Herre, lad din storhed fylde himmelrummet, lad din herlighed komme over hele jorden.7Mine fjender satte en fælde for mig, derfor er jeg dybt bekymret. De gravede en faldgrube på min vej, men de kommer selv til at falde i den.8Jeg er fuld af tillid til dig, Gud, jeg vil synge og spille til din ære.9Jeg vil gribe min harpe og lyre, når befrielsens sol står op.[1]10Jeg vil takke dig, Herre, blandt folkeslagene, jeg vil synge din pris for de fremmede.11Din trofasthed fylder universet, din godhed når til skyerne.12Herre, lad din storhed fylde himmelrummet, lad din herlighed komme over hele jorden.
1Ein güldenes Kleinod Davids, vorzusingen, nach der Weise »Vertilge nicht«, als er vor Saul in die Höhle floh. (1.Sam 22,1)2Sei mir gnädig, Gott, sei mir gnädig! Denn auf dich traut meine Seele, und unter dem Schatten deiner Flügel habe ich Zuflucht, bis das Unglück vorübergehe. (Salm 17,8; Salm 91,1)3Ich rufe zu Gott, dem Allerhöchsten, zu Gott, der meine Sache zum guten Ende führt.4Er sende vom Himmel und helfe mir / von der Schmähung dessen, der mir nachstellt. Sela. Gott sende seine Güte und Treue.5Ich liege mitten unter Löwen; verzehrende Flammen sind die Menschen, ihre Zähne sind Spieße und Pfeile und ihre Zungen scharfe Schwerter.6Erhebe dich, Gott, über den Himmel und deine Ehre über alle Welt!7Sie haben meinen Schritten ein Netz gestellt und meine Seele gebeugt; sie haben vor mir eine Grube gegraben – und fallen doch selbst hinein. Sela.8Mein Herz ist bereit, Gott, mein Herz ist bereit, dass ich singe und lobe. (Salm 108,2)9Wach auf, meine Ehre[1], wach auf, Psalter und Harfe, ich will das Morgenrot wecken!10Herr, ich will dir danken unter den Völkern, ich will dir lobsingen unter den Leuten.11Denn deine Güte reicht, so weit der Himmel ist, und deine Wahrheit, so weit die Wolken gehen.12Erhebe dich, Gott, über den Himmel und deine Ehre über alle Welt!