1Til korlederen Jedutun: En sang af David.2Jeg havde besluttet ikke at gøre noget forkert, og jeg ville ikke sige noget overilet. Jeg havde valgt at holde munden lukket, når der var gudløse mennesker til stede.3-4Derfor tav jeg og sagde ikke et ord, men det hjalp bare ikke. Uroen brændte i mit indre, og min frustration voksede. Jo mere jeg tænkte, jo værre blev det, til sidst var jeg nødt til at tale:5„Herre, hjælp mig at indse, at livet er kort, dagene synes at flyve af sted.6Mit liv er kort ud fra dit perspektiv, et menneskes liv er flygtigt som et vindpust.7Vi er som skygger, der farer forbi. Man slider for at samle sig rigdom, men ved ikke, hvem der får glæde af det.8Herre, hvad kan jeg forvente af livet? Du er mit eneste håb.9Red mig ud af syndens sump, så ikke tåberne skal hovere over mig.10Herre, jeg har intet at sige til mit forsvar, for det er jo dig, som straffer mig.11Men Herre, jeg kan ikke holde det ud længere, jeg ligger knust under din hånd.12Når du straffer folk for deres synder, bliver de mast som møl. Mennesket er jo flygtigt som et åndepust.13Hør min bøn, Herre, lyt til mit råb! Luk ikke ørerne for min gråd. Jeg er jo blot en fremmed på jorden, en gæst på gennemrejse som mine forfædre.14Vend din vrede fra mig, Herre, så jeg kan opleve glæden igen, før jeg skal herfra.”
1Ein Psalm Davids, vorzusingen, für Jedutun. (1.Krøn 25,1; 1.Krøn 25,3)2Ich habe mir vorgenommen: Ich will mich hüten, dass ich nicht sündige mit meiner Zunge; ich will meinem Mund einen Zaum anlegen, solange ich den Frevler vor mir sehen muss.3Ich bin verstummt und still und schweige fern der Freude und muss mein Leid in mich fressen. (Salm 38,14)4Mein Herz ist entbrannt in meinem Leibe; / wenn ich seufze, brennt es wie Feuer. So rede ich mit meiner Zunge:5»HERR, lehre doch mich, / dass es ein Ende mit mir haben muss und mein Leben ein Ziel hat und ich davon muss. (Job 14,5; Salm 90,12)6Siehe, meine Tage sind eine Handbreit bei dir, und mein Leben ist wie nichts vor dir. Ach, wie gar nichts sind alle Menschen, die doch so sicher leben! Sela. (Salm 90,5)7Sie gehen daher wie ein Schatten / und machen sich viel vergebliche Unruhe; sie sammeln und wissen nicht, wer es kriegen wird.« (Salm 49,17; Præd 2,18; Præd 2,21; Luk 12,15)8Nun, Herr, wes soll ich mich trösten? Ich hoffe auf dich.9Errette mich von aller meiner Sünde und lass mich nicht den Narren zum Spott werden.10Ich will schweigen und meinen Mund nicht auftun; denn du hast es getan.11Wende deine Plage von mir; ich vergehe, weil deine Hand nach mir greift.12Wenn du den Menschen züchtigst um der Sünde willen, / so verzehrst du seine Schönheit wie Motten ein Kleid. Ach, wie gar nichts sind doch alle Menschen. Sela.13Höre mein Gebet, HERR, und vernimm mein Schreien, schweige nicht zu meinen Tränen; denn ich bin ein Gast bei dir, ein Fremdling wie alle meine Väter. (3.Mos 25,23; Salm 119,19; Heb 11,13; 1.Pet 2,11)14Lass ab von mir, dass ich mich erquicke, ehe ich dahinfahre und nicht mehr bin.