1En bøn af Guds tjener Moses. Herre, du er vores tilflugt, du har hjulpet os fra slægt til slægt.2Du var til, før bjergene blev skabt, du levede, før jorden blev dannet. Din eksistens har ingen begyndelse og kommer aldrig til en afslutning.3Men menneskers liv får ende, på din befaling bliver de til støv.4Tusinde år er for dig som en enkelt dag er for os, den varer nogle timer, og så er den forbi.5Du gør ende på menneskers liv, og de sover ind. Om morgenen er græsset grønt og frisk,6det glinser og er fuldt af liv. Men om aftenen er det tørret ind og vissent.7Vi sygner hen under din fortærende vrede, vi skælver under din voldsomme harme.8Du ser vore skjulte synder, vore fejl ligger udbredt for dine øjne.9Vi mærker din vrede hver dag, vi ender vores liv med et suk.10Vi kan forvente at leve, til vi er halvfjerds, måske nogle kan nå at blive firs. Selv vore bedste år har nok af problemer, men tiden flyver af sted, snart er alt forbi.11Hvem kender styrken af din vrede? Din harme fylder os med ærefrygt.12Hjælp os til at huske, at livet er kort, så vi kan vokse i visdom.13Åh, Herre, se i nåde til os! Hvor længe skal vi lide under din straf? Vær barmhjertig imod dit eget folk.14Mæt os hver morgen med din kærlighed, så vi oplever glæde dag efter dag.15Vi har været ulykkelige i umindelige tider. Giv os nu lige så mange lykkelige år.16Lad dit folk igen opleve dine undere, lad vore børn få din herlighed at se.17Vis os din nåde, Herre, vor Gud, giv os gode tider og fremgang.
1Ein Gebet des Mose, des Mannes Gottes. Herr, du bist unsre Zuflucht für und für. /2Ehe denn die Berge wurden und die Erde und die Welt geschaffen wurden, bist du, Gott, von Ewigkeit zu Ewigkeit.3Der du die Menschen lässest sterben und sprichst: Kommt wieder, Menschenkinder! (Salm 146,4; Præd 1,4)4Denn tausend Jahre sind vor dir / wie der Tag, der gestern vergangen ist, und wie eine Nachtwache. (2.Pet 3,8)5Du lässest sie dahinfahren wie einen Strom, / sie sind wie ein Schlaf, wie ein Gras, das am Morgen noch sprosst, (Job 14,2; Salm 102,12; Salm 103,15; Es 40,6; 1.Pet 1,24)6das am Morgen blüht und sprosst und des Abends welkt und verdorrt.7Das macht dein Zorn, dass wir so vergehen, und dein Grimm, dass wir so plötzlich dahinmüssen.8Denn unsre Missetaten stellst du vor dich, unsre unerkannte Sünde ins Licht vor deinem Angesicht.9Darum fahren alle unsre Tage dahin durch deinen Zorn, wir bringen unsre Jahre zu wie ein Geschwätz.10Unser Leben währet siebzig Jahre, und wenn’s hoch kommt, so sind’s achtzig Jahre, und was daran köstlich scheint, ist doch nur vergebliche Mühe;[1] denn es fähret schnell dahin, als flögen wir davon. (Præd 1,3)11Wer glaubt’s aber, dass du so sehr zürnest, und wer fürchtet sich vor dir in deinem Grimm?12Lehre uns bedenken, dass wir sterben müssen, auf dass wir klug werden. (Salm 39,5)13HERR, kehre dich doch endlich wieder zu uns und sei deinen Knechten gnädig!14Fülle uns frühe mit deiner Gnade, so wollen wir rühmen und fröhlich sein unser Leben lang.15Erfreue uns nun wieder, nachdem du uns so lange plagest, nachdem wir so lange Unglück leiden.16Zeige deinen Knechten deine Werke und deine Herrlichkeit ihren Kindern. (Es 5,12)17Und der Herr, unser Gott, sei uns freundlich / und fördere das Werk unsrer Hände bei uns. Ja, das Werk unsrer Hände wollest du fördern!