1Min sjæl, pris Herren. Min Gud, du er vidunderlig stor. Du udstråler kongelig værdighed,2du er omgivet af et strålende lys. Du udspændte himlen som en teltdug3og byggede din bolig på hvælvingens bue. Du bruger en tordensky som stridsvogn og farer af sted på vindens vinger.4Du bruger stormvinde som dine sendebud og gør lynene til dine tjenere.5Du grundfæstede jorden, den står urokkeligt fast.6Havets vandmasser dækkede den som en klædning og gik hen over bjergenes tinder.7Ved din befaling kom vandene i bevægelse, de styrtede væk ved din tordenrøst,8de strømmede over bjerge og gennem dale, for at komme til det sted, du havde beredt for dem.9Havene fik en grænse at holde sig bagved, så de aldrig skulle dække hele jorden igen.10Du lod kilder risle frem i dalene og bække bane sig vej mellem bjergene,11så dyrene kan få vand at drikke, vildæslerne slukke deres tørst.12Ved bredden bygger fuglene rede, fra trækronerne høres deres sang.13Fra himlen sender du regn over bjergene, du velsigner jorden med væde.14Du får græs til at spire frem som føde for kvæget, du gør det muligt for mennesker at dyrke deres afgrøder.15Vin, som giver os glæde, olivenolie, som får vore ansigter til at stråle, brød, som giver os styrke og helse.16Herren passer de træer, han har plantet, Libanons cedre får rigeligt med regn.17Fuglene bygger rede i træernes grene, storkene bor i fyrretræernes toppe.18Højt på bjerget holder stenbukken til, mellem klipper er grævlingens skjul.19Du skabte månen til at markere årets gang, solen står op og går ned på den fastsatte tid.20Du skabte nattens mørke, hvor de vilde dyr kommer frem.21De unge løver brøler efter bytte, fanger de dyr, Gud har givet dem til føde.22De trækker sig tilbage, når solen står op, går hjem til deres huler og lægger sig.23Da begynder mennesket sin daglige dont, bliver ved med at arbejde, til dagen er forbi.24Oh, Gud, hvor er din visdom stor! Jorden er fuld af dine skabninger. Hvilken mangfoldighed du har skabt.25Foran mig ligger det mægtige hav, det vrimler af liv i alle former og farver.26Skibene pløjer sig gennem de store have, Livjatan, som du skabte, boltrer sig i bølgerne.27Hele skabningen er afhængig af dig, du giver dem føde i rette tid.28Du giver, og de tager imod, når du åbner din hånd, bliver de mætte.29Men vender du ryggen til dem, bliver de skrækslagne. Tager du deres livsånde bort, dør de og bliver til støv.30Din livgivende Ånd har skabende kraft, du fornyer alt liv på jorden.31Gid Herrens herlighed må vare for evigt! Gid han altid må glæde sig over sit skaberværk!32Når han ser på jorden, skælver den. Når han rører ved bjergene, bryder de i brand.33Jeg vil synge for Herren, så længe jeg lever, prise Gud til mit sidste åndedrag.34Må han finde behag i min lovsang, for han er kilden til al min glæde.35Gid der ingen syndere var tilbage, ingen gudløse på hele jorden. Min sjæl, pris Herren! Halleluja!
1Lobe den HERRN, meine Seele! HERR, mein Gott, du bist sehr groß; in Hoheit und Pracht bist du gekleidet.2Licht ist dein Kleid, das du anhast. Du breitest den Himmel aus wie ein Zelt;3du baust deine Gemächer über den Wassern. Du fährst auf den Wolken wie auf einem Wagen und kommst daher auf den Fittichen des Windes, (1.Mos 1,6; Salm 18,10)4der du machst Winde zu deinen Boten und Feuerflammen zu deinen Dienern; (Heb 1,7)5der du das Erdreich gegründet hast auf festen Boden, dass es nicht wankt immer und ewiglich. (Matt 24,35; Åb 21,1)6Die Flut der Tiefe deckte es wie ein Kleid, und die Wasser standen über den Bergen,7aber vor deinem Schelten flohen sie, vor deinem Donner fuhren sie dahin.8Sie stiegen hoch empor auf die Berge und sanken herunter in die Täler zum Ort, den du ihnen gegründet hast.9Du hast eine Grenze gesetzt, darüber kommen sie nicht und dürfen nicht wieder das Erdreich bedecken. (Job 38,8; Ord 8,29)10Du lässest Brunnen quellen in den Tälern, dass sie zwischen den Bergen dahinfließen,11dass alle Tiere des Feldes trinken und die Wildesel ihren Durst löschen.12Darüber sitzen die Vögel des Himmels und singen in den Zweigen.13Du tränkst die Berge von oben her, du machst das Land voll Früchte, die du schaffest.[1]14Du lässest Gras wachsen für das Vieh und Saat zu Nutz den Menschen, dass du Brot aus der Erde hervorbringst,15dass der Wein erfreue des Menschen Herz und sein Antlitz glänze vom Öl und das Brot des Menschen Herz stärke.16Die Bäume des HERRN stehen voll Saft, die Zedern des Libanon, die er gepflanzt hat.17Dort nisten die Vögel, und die Störche wohnen in den Wipfeln.18Die hohen Berge geben dem Steinbock Zuflucht und die Felsklüfte dem Klippdachs.19Du hast den Mond gemacht, das Jahr danach zu teilen; die Sonne weiß ihren Niedergang. (Salm 74,16)20Du machst Finsternis, dass es Nacht wird; da regen sich alle Tiere des Waldes,21die jungen Löwen, die da brüllen nach Raub und ihre Speise fordern von Gott.22Wenn aber die Sonne aufgeht, heben sie sich davon und legen sich in ihre Höhlen.23Dann geht der Mensch hinaus an seine Arbeit und an sein Werk bis an den Abend.24HERR, wie sind deine Werke so groß und viel! Du hast sie alle weise geordnet, und die Erde ist voll deiner Güter. (1.Mos 1,31)25Da ist das Meer, das so groß und weit ist, da wimmelt’s ohne Zahl, große und kleine Tiere.26Dort ziehen Schiffe dahin; da ist der Leviatan, den du gemacht hast, damit zu spielen.27Es wartet alles auf dich, dass du ihnen Speise gebest zu seiner Zeit. (Salm 145,15)28Wenn du ihnen gibst, so sammeln sie; wenn du deine Hand auftust, so werden sie mit Gutem gesättigt.29Verbirgst du dein Angesicht, so erschrecken sie; nimmst du weg ihren Odem, so vergehen sie und werden wieder Staub. (1.Mos 3,19)30Du sendest aus deinen Odem, so werden sie geschaffen, und du machst neu das Antlitz der Erde.31Die Herrlichkeit des HERRN bleibe ewiglich, der HERR freue sich seiner Werke!32Er schaut die Erde an, so bebt sie; er rührt die Berge an, so rauchen sie.33Ich will dem HERRN singen mein Leben lang und meinen Gott loben, solange ich bin.34Mein Reden möge ihm wohlgefallen. Ich freue mich des HERRN.35Die Sünder sollen ein Ende nehmen auf Erden / und die Gottlosen nicht mehr sein. Lobe den HERRN, meine Seele! Halleluja!