Ordsprogene 1 | Bibelen på hverdagsdansk

Bibelen på hverdagsdansk

Værdien af ordsprog

1 Det følgende er ordsprog af Davids søn og Israels konge, Salomon. 2 Formålet med ordsprogene er at vejlede folk og give dem visdom, at hjælpe dem til at skelne mellem rigtigt og forkert. 3 De skal hjælpe folk til at handle klogt, ærligt og ret. 4 De skal give de uerfarne kundskab og de unge indsigt og dømmekraft. 5 Selv de erfarne kan lære noget, og de fornuftige kan blive vejledt. 6 De kan lære at meditere over betydningen af ordsprog og billedtale samt de vises ordspil og gåder. 7 Gudsfrygt fører til visdom. Kun en tåbe foragter visdom og vejledning.

En fars formaninger

8 Hør efter din fars formaning, min søn, og husk på din mors belæring. 9 Værdsæt deres velmente vejledning som et fornemt trofæ, et dyrebart smykke. 10 Giv ikke efter, min søn, men sig nej, når dårlige venner vil lokke dig på afveje. 11 Måske siger de: „Kom, lad os finde et offer, lægge os på lur og dræbe de uskyldige. 12 Før de aner uråd, er de allerede døde, selv de stærke klarer sig ikke imod os. 13 Derefter plyndrer vi dem og bliver rige, tænk på alle de ting, vi kan købe! 14 Kom nu! Du skal nok få din andel. Vi deler naturligvis byttet imellem os!” 15 Gå ikke med dem, min søn! Hold dig langt væk fra den slags venner. 16 De er kun ude på at røve og plyndre og viger ikke tilbage for mord. 17 Hvis en fugl ser en fælde blive sat op, holder den sig væk og går ikke i den. 18 Men sådanne venner er ikke så kloge. De sætter en fælde, men falder selv i den. 19 De, der røver fra andre, berøver sig selv et godt liv.

Visdommen kalder

20 Visdommen råber til folk på gaden, står på torvet og taler til dem, 21 kalder på skaren, som haster forbi, opsøger byens øverste ledere. 22 „I mennesker uden forstand!” råber den, „Hvor længe vil I forblive i uvidenhed? Hvor længe vil spotterne blive ved med at spotte? Hvor længe vil tåberne nægte at blive vejledt? 23 Gid I ville lytte til min vejledning. Så ville jeg dele mine tanker med jer og øse ud af min visdom til jer. 24 Men I ville ikke høre, når jeg kaldte på jer, I afviste min udrakte, hjælpende hånd. 25 I forkastede alle mine gode råd, lyttede ikke til mine formaninger. 26 Derfor vil jeg le, når ulykken rammer jer, håne jer, når I gribes af rædsel, 27 når I rammes som af et lyn fra en klar himmel, når jeres mareridt bliver til virkelighed, når angst og nød truer med at knuse jer. 28 Da vil I råbe om hjælp, men ikke få svar. I vil søge efter mig, men ikke finde mig. 29 I forkastede jo kundskaben og nægtede at vise Herren respekt. 30 I var ligeglade med de råd, jeg gav jer, I valgte at ignorere min vejledning. 31 Derfor må I nu bide i det sure æble, til I får kvalme af jeres egen dumhed. 32 Stædig egenrådighed bliver jeres død, naiv sorgløshed fører jer i ulykke. 33 Men de, der lytter til mig, skal leve i tryghed, de skal bo i fred og uden frygt.”

Lutherbibel 2017

fra Deutsche Bibelgesellschaft

1 Dies sind die Sprüche Salomos, des Sohnes Davids, des Königs von Israel, (1.Kong 5,9) 2 um zu lernen Weisheit und Zucht und zu verstehen verständige Rede, 3 dass man annehme Zucht, die da klug macht, Gerechtigkeit, Recht und Redlichkeit; 4 dass die Unverständigen klug werden und die Jünglinge vernünftig und besonnen. 5 Wer weise ist, der höre zu und wachse an Weisheit, und wer verständig ist, der lasse sich raten, 6 dass er verstehe Sprüche und Gleichnisse, die Worte der Weisen und ihre Rätsel. 7 Die Furcht des HERRN ist der Anfang der Erkenntnis. Die Toren verachten Weisheit und Zucht. (Job 28,28; Salm 111,10; Ord 8,13; Ord 9,10)

Job 28,28Salm 111,10Ord 8,13Ord 9,10

Warnung vor Verführern

8 Mein Sohn, gehorche der Zucht deines Vaters und verlass nicht das Gebot deiner Mutter; (5.Mos 21,18; Ord 6,20; Ord 13,1) 9 denn das ist ein schöner Schmuck für dein Haupt und eine Kette an deinem Halse. 10 Mein Sohn, wenn dich die bösen Buben^[1] locken, so folge nicht. (5.Mos 13,7; Ord 16,29) 11 Wenn sie sagen: »Geh mit uns! Wir wollen auf Blut lauern und den Unschuldigen nachstellen ohne Grund; 12 wir wollen sie verschlingen wie das Totenreich die Lebendigen, und die Frommen sollen sein wie die, welche hinunter in die Grube fahren; 13 wir wollen kostbares Gut finden, wir wollen unsre Häuser mit Raub füllen; 14 wage es mit uns! Einen Beutel nur soll es für uns alle geben« 15 mein Sohn, wandle den Weg nicht mit ihnen, halte deinen Fuß fern von ihrem Pfad; 16 denn ihre Füße laufen zum Bösen und eilen, Blut zu vergießen. 17 Denn es ist vergeblich, das Netz auszuspannen vor den Augen der Vögel. 18 Sie aber lauern ihrem eigenen Blut auf und trachten einander nach dem Leben. 19 So geht es allen, die nach unrechtem Gewinn trachten; er nimmt ihnen das Leben.

Die Bußpredigt der Weisheit

20 Die Weisheit ruft laut auf der Straße und lässt ihre Stimme hören auf den Plätzen. (Ord 8,1) 21 Sie ruft im lautesten Getümmel, am Eingang der Tore, sie redet ihre Worte in der Stadt: 22 Wie lange wollt ihr Unverständigen unverständig sein und ihr Spötter Lust zu Spötterei haben und ihr Toren die Erkenntnis hassen? 23 Kehrt euch zu meiner Zurechtweisung! Siehe, ich will über euch strömen lassen meinen Geist und euch meine Worte kundtun. 24 Wenn ich aber rufe und ihr euch weigert, wenn ich meine Hand ausstrecke und niemand darauf achtet, (Es 65,2; Es 65,12) 25 wenn ihr fahren lasst all meinen Rat und meine Zurechtweisung nicht wollt, 26 dann will ich auch lachen bei eurem Unglück und euer spotten, wenn Schrecken über euch kommt; (5.Mos 28,63) 27 wenn Schrecken über euch kommt wie ein Sturm und euer Unglück wie ein Wetter; wenn über euch Angst und Not kommt. 28 Dann werden sie nach mir rufen, aber ich werde nicht antworten; sie werden mich suchen und nicht finden. (Es 59,2; Mika 3,4) 29 Weil sie die Erkenntnis hassten und die Furcht des HERRN nicht erwählten, 30 meinen Rat nicht wollten und all meine Zurechtweisung verschmähten, 31 darum sollen sie essen von den Früchten ihres Wandels und satt werden an ihren Ratschlägen. (Es 3,10) 32 Denn den Unverständigen bringt ihre Abkehr den Tod, und die Toren bringt ihre Sorglosigkeit um; 33 wer aber mir gehorcht, wird sicher wohnen und ohne Sorge sein und kein Unglück fürchten.