1Mange år senere begyndte Johannes Døber at prædike ude i Judæas ødemark. Hans budskab lød sådan her: (Mark 1,1; Luk 3,1; Joh 1,19)2„I skal ændre jeres indstilling, for nu er Guds rige kommet!”3Det er ham, der tales om i profeten Esajas’ bog, dér hvor der står: „Der lyder en stemme i ødemarken: ‚Ban vej for Herren! Gør jer klar til hans komme!’ ”[1] (Es 40,3)4Johannes’ profetkappe var vævet af kamelhår, og han havde et læderbælte om livet. Hans mad bestod af græshopper og honning fra vilde bier.5Folk fra Jerusalem og hele egnen omkring Jordanfloden—ja fra hver eneste del af Judæa—kom ud i ødemarken for at høre ham.6Og dem, der bekendte deres synder, døbte han i Jordanfloden.7Men da han så, at mange farisæere og saddukæere[2] også kom for at blive døbt, råbte han til dem: „Slangeyngel! Hvem har bildt jer ind, at I kan slippe for Guds straf?8Bevis med jeres liv, at I virkelig har taget afstand fra jeres synder.9Det hjælper jer ikke at sige: ‚Vi er da børn af Abraham.’[3] Nu skal jeg fortælle jer noget: Gud kan forvandle de sten her til børn af Abraham!10Øksen ligger allerede klar ved foden af træerne, og det træ, som ikke bærer god frugt, skal hugges om og kastes i ilden.11Jeg døber med vand, for at det skal føre til en ændret indstilling, men snart kommer der en, som har større magt, end jeg har. Jeg er ikke engang værdig til at bære hans sandaler. Han vil døbe med[4] Helligåndens kraft[5] og med ild.12Han har kasteskovlen i hånden for at rense kornet for avner. Kernerne samler han i sin lade, men avnerne vil blive brændt i en uudslukkelig ild.”
Jesus bliver døbt med vand og Helligånd
13Jesus ankom nu fra Galilæa til Jordanfloden for at blive døbt af Johannes. (Mark 1,9; Luk 3,21)14Men Johannes ville ikke gøre det: „Det er jo mig, der trænger til at blive døbt af dig!” protesterede han. „Hvorfor kommer du så til mig?”15„Gør det nu,” sagde Jesus, „for på den måde gør vi Guds vilje.” Johannes gjorde da, som Jesus ønskede.16I samme øjeblik Jesus efter dåben steg op af vandet, blev himlen pludselig åbnet, og Guds Ånd kom over ham som en due, der dalede ned ovenfra.17Samtidig lød der en stemme fra himlen: „Det er min elskede Søn. Ham er jeg fuldt ud tilfreds med.”[6]
1Zu der Zeit kam Johannes der Täufer und predigte in der Wüste von Judäa (Mark 1,2; Luk 3,1; Joh 1,6; Joh 1,23)2und sprach: Tut Buße, denn das Himmelreich ist nahe herbeigekommen! (Matt 4,17; Matt 10,7; Ap G 13,24; Ap G 19,4; Rom 12,2)3Denn dieser ist’s, von dem der Prophet Jesaja gesprochen und gesagt hat: »Es ist eine Stimme eines Predigers[1] in der Wüste: Bereitet dem Herrn den Weg und macht eben seine Steige!« (Joh 1,23)4Er aber, Johannes, hatte ein Gewand aus Kamelhaaren an und einen ledernen Gürtel um seine Lenden; seine Speise aber waren Heuschrecken und wilder Honig. (2.Kong 1,8)5Da ging zu ihm hinaus Jerusalem und ganz Judäa und das ganze Land am Jordan6und ließen sich taufen von ihm im Jordan und bekannten ihre Sünden.7Als er nun viele Pharisäer und Sadduzäer sah zu seiner Taufe kommen, sprach er zu ihnen: Ihr Otterngezücht, wer hat euch gewiss gemacht, dass ihr dem künftigen Zorn entrinnen werdet? (Matt 23,33)8Seht zu, bringt rechtschaffene Frucht der Buße!9Denkt nur nicht, dass ihr bei euch sagen könntet: Wir haben Abraham zum Vater. Denn ich sage euch: Gott vermag dem Abraham aus diesen Steinen Kinder zu erwecken. (Joh 8,33; Joh 8,39; Rom 2,28; Rom 4,12)10Es ist schon die Axt den Bäumen an die Wurzel gelegt. Darum: Jeder Baum, der nicht gute Frucht bringt, wird abgehauen und ins Feuer geworfen. (Matt 7,19; Luk 13,6)11Ich taufe euch mit Wasser zur Buße; der aber nach mir kommt, ist stärker als ich, und ich bin nicht wert, ihm die Schuhe zu tragen; der wird euch mit dem Heiligen Geist und mit Feuer taufen. (Matt 11,3; Joh 1,26; Joh 1,33; Ap G 1,5; Ap G 13,25)12Er hat die Worfschaufel in seiner Hand und wird die Spreu vom Weizen trennen und seinen Weizen in die Scheune sammeln; aber die Spreu wird er verbrennen mit unauslöschlichem Feuer. (Matt 13,30)
Jesu Taufe
13Zu der Zeit kam Jesus aus Galiläa an den Jordan zu Johannes, dass er sich von ihm taufen ließe. (Mark 1,9; Luk 3,21; Joh 1,32)14Aber Johannes wehrte ihm und sprach: Ich bedarf dessen, dass ich von dir getauft werde, und du kommst zu mir? (Joh 13,6)15Jesus aber antwortete und sprach zu ihm: Lass es jetzt zu! Denn so gebührt es uns, alle Gerechtigkeit zu erfüllen. Da ließ er’s ihm zu.16Und als Jesus getauft war, stieg er alsbald herauf aus dem Wasser. Und siehe, da tat sich ihm der Himmel auf, und er sah den Geist Gottes wie eine Taube herabfahren und über sich kommen. (Es 11,2)17Und siehe, eine Stimme aus dem Himmel sprach: Dies ist mein lieber Sohn, an dem ich Wohlgefallen habe. (Salm 2,7; Es 42,1; Matt 16,16; Matt 17,5)