1-2Da farisæerne i Jerusalem fik meddelelse om, at Jesus fik flere disciple og døbte flere end Johannes— selv om det faktisk var Jesu disciple, der døbte—blev de vrede på ham. Da Jesus blev klar over det,3brød han op fra Judæa for at vende tilbage til Galilæa.4Han vidste, at det var Guds plan, at han skulle rejse gennem Samaria.5-6Da han nærmede sig byen Sykar i Samaria, standsede han op ved den berømte Jakobs brønd. Den ligger på et stykke jord, som patriarken Jakob købte og senere gav i arv til sin søn Josef. Jesus var træt efter den lange vandring og satte sig udmattet ved brønden. Klokken var cirka seks om aftenen.[1]7Kort tid efter kom en samaritansk kvinde for at hente vand, og Jesus sagde til hende: „Vær venlig at give mig noget at drikke.”8Han var alene, for hans disciple var gået ind til byen for at købe mad.9Kvinden blev overrasket over, at en jøde henvendte sig til hende, for jøderne plejer ikke at ville have noget med samaritanere at gøre. „Hvordan kan det være, at du, som er jøde, beder mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?” spurgte hun.10Jesus svarede: „Hvis du vidste, hvad Gud kan give dig, og hvis du forstod, hvem jeg er, så var det dig, der ville bede mig om noget at drikke—og så ville jeg give dig levende[2] vand.”11„Du har jo ingen spand,” sagde hun, „og brønden her er meget dyb. Hvordan vil du så skaffe det levende vand?12Du er vel ikke større end vores stamfar Jakob, som gav os denne brønd? Kan du give mig vand, der er bedre end det, både Jakob selv, hans familie og hans kvæg har drukket af?”13Jesus svarede: „Drikker man af det her almindelige vand, bliver man tørstig igen.14Men drikker man af det vand, jeg giver, vil man aldrig mere tørste. Det vand, jeg giver, bliver som en kilde, der vælder frem med evigt liv.”15„Åh, giv mig noget af det vand!” udbrød kvinden. „Tænk, hvis man aldrig mere skulle tørste og være nødt til at gå helt herud efter vand!”16„Gå hjem og hent din mand,” sagde Jesus.17-18„Jeg har ikke nogen mand,” svarede kvinden. „Det har du ret i, for du har haft fem mænd; og ham, du nu bor sammen med, er du ikke gift med. Dér sagde du noget sandt.”19„Herre,” udbrød kvinden, „du må være en profet!20Kan du så forklare mig, hvorfor I jøder påstår, at det kun er i templet i Jerusalem, man kan tilbede Gud? Vi har jo fra gammel tid tilbedt Gud på det her bjerg.”21Jesus svarede: „Tro mig: Den tid kommer, hvor det ikke længere er væsentligt, hvor man tilbeder Gud—her eller i Jerusalem.22I samaritanere tilbeder det, som I ikke kender, men vi tilbeder det, vi kender, for frelsen udgår fra jøderne.23Men der kommer en tid, ja, den er allerede kommet, hvor de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. Det er den slags tilbedere, Faderen søger.24Gud er ånd, og de, der tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.”25Kvinden sagde: „Jeg ved, at Messias skal komme engang, og når han kommer, vil han forklare os alt.”26Da sagde Jesus til hende: „Han står her og taler med dig!”27I det samme kom disciplene tilbage. De blev overraskede over, at han talte med en kvinde, men ingen af dem spurgte ham, hvorfor han gjorde det, eller hvad han ville hende.28Kvinden lod nu sin vandkrukke stå ved brønden og løb tilbage til byen.29„Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort!” råbte hun. „Mon ikke han er Messias?”30Straks løb en masse mennesker ud for at se, hvem det var, hun snakkede om.
Den åndelige, samaritanske „mark” er klar til at blive høstet
31Da kvinden var gået, sagde disciplene til Jesus: „Mester, kom og få noget at spise.”32Men Jesus svarede: „Jeg har mad at spise, som I ikke kender til.”33Disciplene spurgte hinanden: „Hvem kan være kommet med mad til ham?”34Jesus svarede: „Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig, og at fuldføre den opgave, han gav mig.35I siger nok: ‚Der er stadig fire måneder, til høsten begynder.’ Men jeg siger jer: Luk øjnene op! ‚Markerne’ er hvide og parate til at blive høstet!36Høstfolkene er allerede begyndt at arbejde og få deres løn. De samler afgrøde ind til evigt liv. Den, som sår, skal glæde sig sammen med den, som høster,37for her gælder det ordsprog: ‚Én sår, og en anden høster.’38Jeg har sendt jer ud for at høste det, som I ikke har arbejdet med. Andre har slidt i det før jer, men I skal fuldføre det, som de begyndte.”
Mange samaritanere kommer til tro på Jesus
39Kvinden gik rundt og fortalte alle og enhver om, hvordan Jesus havde vidst ting om hende, som en fremmed ikke kunne vide. Som resultat heraf var der mange samaritanere fra den by, som kom til tro på ham.40Da samaritanerne kom ud til brønden, indbød de straks Jesus til at komme ind og overnatte i byen, og han blev hos dem i to dage.41I løbet af den tid kom mange til tro ved at lytte til hans ord,42og de sagde til kvinden: „Nu tror vi, fordi vi selv har hørt ham, og ikke kun på grund af det, du fortalte. Han er virkelig verdens Frelser, den Messias, vi har ventet på.[3]”
Jesus helbreder en embedsmands søn
43Da de to dage var gået, fortsatte Jesus sin rejse til Galilæa, dog ikke til sin hjemby,44for han havde jo selv sagt, at en profet ikke er anerkendt i sin egen by.45Men de øvrige galilæere tog imod ham med åbne arme. Mange havde nemlig været i Jerusalem under påskefesten og havde set de undere, han havde udført der.46Jesus slog sig foreløbig ned i Kana, hvor han havde gjort vand til vin.[4] I byen Kapernaum i nærheden boede der en højtstående embedsmand, hvis søn lå alvorligt syg.47Da han hørte, at Jesus var ankommet til Kana, tog han straks af sted, opsøgte Jesus og bad ham følge med til Kapernaum for at helbrede drengen, der lå for døden.48„I vil kun tro på mig, hvis I ser tegn og undere,” sagde Jesus.49„Herre,” bønfaldt embedsmanden, „du må komme, inden min lille dreng dør!”50„Du kan roligt gå hjem,” sagde Jesus, „din søn er helbredt.” Manden troede Jesus og gik.51Allerede på vejen hjem traf han nogle af sine tjenere, der var gået ham i møde for at fortælle ham, at hans søn nu var rask.52Han spurgte dem, hvornår drengen var begyndt at få det bedre. „I går aftes ved syvtiden[5] forsvandt feberen pludselig!” forklarede de.53Da forstod han, at det var sket i det øjeblik, Jesus havde sagt: „Din søn er helbredt.” Og han selv og hele hans familie kom til tro på Jesus.54Det var det andet mirakuløse tegn, som Jesus udførte i Galilæa, efter at han var vendt hjem fra turen til Judæa.
1Als nun Jesus erfuhr, dass den Pharisäern zu Ohren gekommen war, dass Jesus mehr zu Jüngern machte und taufte als Johannes – (Joh 3,22; Joh 3,26)2obwohl Jesus nicht selber taufte, sondern seine Jünger –,3verließ er Judäa und zog wieder nach Galiläa.4Er musste aber durch Samarien reisen. (Luk 9,51)5Da kam er in eine Stadt Samariens, die heißt Sychar, nahe bei dem Feld, das Jakob seinem Sohn Josef gegeben hatte. (1.Mos 48,22; Josva 24,32)6Es war aber dort Jakobs Brunnen. Weil nun Jesus müde war von der Reise, setzte er sich an den Brunnen; es war um die sechste Stunde.7Da kommt eine Frau aus Samarien, um Wasser zu schöpfen. Jesus spricht zu ihr: Gib mir zu trinken!8Denn seine Jünger waren in die Stadt gegangen, um Speise zu kaufen.9Da spricht die samaritische Frau zu ihm: Wie, du, ein Jude, erbittest etwas zu trinken von mir, einer samaritischen Frau? Denn die Juden haben keine Gemeinschaft mit den Samaritern. – (Luk 9,52)10Jesus antwortete und sprach zu ihr: Wenn du erkenntest die Gabe Gottes und wer der ist, der zu dir sagt: Gib mir zu trinken!, du bätest ihn, und er gäbe dir lebendiges Wasser. (Joh 7,37)11Spricht zu ihm die Frau: Herr, du hast doch nichts, womit du schöpfen könntest, und der Brunnen ist tief; woher hast du denn lebendiges Wasser?12Bist du etwa mehr als unser Vater Jakob, der uns diesen Brunnen gegeben hat? Und er hat daraus getrunken und seine Söhne und sein Vieh.13Jesus antwortete und sprach zu ihr: Wer von diesem Wasser trinkt, den wird wieder dürsten; (Joh 6,58)14wer aber von dem Wasser trinkt, das ich ihm gebe, den wird in Ewigkeit nicht dürsten, sondern das Wasser, das ich ihm geben werde, das wird in ihm eine Quelle des Wassers werden, das in das ewige Leben quillt. (Salm 36,10; Joh 6,35; Joh 7,38)15Spricht die Frau zu ihm: Herr, gib mir dieses Wasser, damit mich nicht dürstet und ich nicht herkommen muss, um zu schöpfen!16Spricht er zu ihr: Geh hin, ruf deinen Mann und komm wieder her!17Die Frau antwortete und sprach zu ihm: Ich habe keinen Mann. Jesus spricht zu ihr: Du hast richtig gesagt: »Ich habe keinen Mann.«18Denn fünf Männer hast du gehabt, und der, den du jetzt hast, ist nicht dein Mann; das hast du recht gesagt.19Die Frau spricht zu ihm: Herr, ich sehe, dass du ein Prophet bist. (Joh 9,17)20Unsere Väter haben auf diesem Berge angebetet, und ihr sagt, in Jerusalem sei die Stätte, wo man anbeten soll. (5.Mos 12,5; Salm 122,1)21Jesus spricht zu ihr: Glaube mir, Frau, es kommt die Zeit, dass ihr weder auf diesem Berge noch in Jerusalem den Vater anbeten werdet.22Ihr betet an, was ihr nicht kennt; wir beten an, was wir kennen; denn das Heil kommt von den Juden. (2.Kong 17,29; Es 2,3)23Aber es kommt die Stunde und ist schon jetzt, dass die wahren Anbeter den Vater anbeten werden im Geist und in der Wahrheit; denn auch der Vater will solche Anbeter haben.24Gott ist Geist, und die ihn anbeten, die müssen ihn im Geist und in der Wahrheit anbeten. (Rom 12,1; 2.Kor 3,17)25Spricht die Frau zu ihm: Ich weiß, dass der Messias kommt, der da Christus heißt. Wenn dieser kommt, wird er uns alles verkündigen. (Joh 1,41)26Jesus spricht zu ihr: Ich bin’s, der mit dir redet.27Unterdessen kamen seine Jünger, und sie wunderten sich, dass er mit einer Frau redete; doch sagte niemand: Was willst du?, oder: Was redest du mit ihr?28Da ließ die Frau ihren Krug stehen und ging hin in die Stadt und spricht zu den Leuten:29Kommt, seht einen Menschen, der mir alles gesagt hat, was ich getan habe, ob er nicht der Christus sei!30Da gingen sie aus der Stadt heraus und kamen zu ihm.31Unterdessen mahnten ihn die Jünger und sprachen: Rabbi, iss!32Er aber sprach zu ihnen: Ich habe eine Speise zu essen, von der ihr nicht wisst.33Da sprachen die Jünger untereinander: Hat ihm jemand zu essen gebracht?34Jesus spricht zu ihnen: Meine Speise ist die, dass ich tue den Willen dessen, der mich gesandt hat, und vollende sein Werk. (Joh 6,38; Joh 17,4)35Sagt ihr nicht selber: Es sind noch vier Monate, dann kommt die Ernte? Siehe, ich sage euch: Hebt eure Augen auf und seht auf die Felder: sie sind schon reif zur Ernte. (Matt 9,37)36Wer erntet, empfängt Lohn und sammelt Frucht zum ewigen Leben, auf dass sich miteinander freuen, der da sät und der da erntet.37Denn hier ist der Spruch wahr: Der eine sät, der andere erntet.38Ich habe euch gesandt zu ernten, wo ihr nicht gearbeitet habt; andere haben gearbeitet, und ihr seid in ihre Arbeit eingetreten.39Es glaubten aber an ihn viele der Samariter aus dieser Stadt um des Wortes der Frau willen, die bezeugte: Er hat mir alles gesagt, was ich getan habe.40Als nun die Samariter zu ihm kamen, baten sie ihn, dass er bei ihnen bleibe; und er blieb dort zwei Tage.41Und noch viel mehr glaubten um seines Wortes willen.42Und sie sprachen zu der Frau: Nun glauben wir nicht mehr um deiner Rede willen; denn wir haben selber gehört und erkannt: Dieser ist wahrlich der Welt Heiland. (Ap G 8,5; 1.Joh 4,14)43Aber nach den zwei Tagen zog er von dort nach Galiläa. (Matt 4,12)44Denn er selber, Jesus, bezeugte, dass ein Prophet in seiner Vaterstadt nichts gilt. (Matt 13,57)45Als er nun nach Galiläa kam, nahmen ihn die Galiläer auf, die alles gesehen hatten, was er in Jerusalem auf dem Fest getan hatte; denn sie waren auch zum Fest gekommen. (Joh 2,23)
Heilung des Sohnes eines königlichen Beamten
46Und Jesus kam abermals nach Kana in Galiläa, wo er das Wasser zu Wein gemacht hatte. Und es war ein Mann im Dienst des Königs; dessen Sohn lag krank in Kapernaum. (Matt 8,5; Luk 7,1; Joh 2,1; Joh 2,9)47Dieser hörte, dass Jesus aus Judäa nach Galiläa gekommen war, und ging hin zu ihm und bat ihn, herabzukommen und seinen Sohn zu heilen; denn der war todkrank.48Da sprach Jesus zu ihm: Wenn ihr nicht Zeichen und Wunder seht, so glaubt ihr nicht. (Joh 2,18; 1.Kor 1,22)49Der königliche Beamte sprach zu ihm: Herr, komm herab, ehe mein Kind stirbt!50Jesus spricht zu ihm: Geh hin, dein Sohn lebt! Der Mann glaubte dem Wort, das Jesus zu ihm sagte, und ging hin.51Und während er noch hinabging, begegneten ihm seine Knechte und sagten: Dein Kind lebt.52Da fragte er sie nach der Stunde, in der es besser mit ihm geworden war. Und sie antworteten ihm: Gestern um die siebente Stunde verließ ihn das Fieber.53Da merkte der Vater, dass es zu der Stunde war, in der Jesus zu ihm gesagt hatte: Dein Sohn lebt. Und er glaubte mit seinem ganzen Hause.54Das ist nun das zweite Zeichen, das Jesus tat, als er aus Judäa nach Galiläa kam. (Joh 2,11)