Job 1

Bibelen på hverdagsdansk

fra Biblica
1 En mand ved navn Job boede i området Utz.[1] Han var en retskaffen og gudfrygtig mand, der gjorde sit bedste for ikke at synde imod Gud.2-3 Han havde syv sønner og tre døtre, og han var meget rig. Han ejede 7000 får, 3000 kameler, 500 par okser, 500 hunæsler samt et stort antal tjenestefolk, så han var den rigeste mand i området øst for Israel.4 Jobs sønner elskede at holde fest på omgang hos hinanden. De inviterede altid deres tre søstre med, og der blev spist og drukket i flere dage.5 Hver gang en sådan fest var forbi, sendte Job bud efter dem, for at de kunne gennemgå en renselsesceremoni. Han stod op tidligt om morgenen og bragte et brændoffer for hver af dem for at bede Gud om tilgivelse, hvis de i festens kådhed var kommet til at synde mod Gud og i tankerne havde forbandet ham.6 En dag, da englene[2] trådte frem for Herren, var også Satan[3] iblandt dem. (Job 2,1)7 „Hvad har du bedrevet, Satan?” spurgte Herren. „Jeg har gennemtravet jorden på kryds og tværs!” svarede Satan.8 „Nå, det har du,” fortsatte Herren. „Lagde du mærke til min tjener Job? Han er enestående blandt mennesker, en retskaffen og gudfrygtig mand, der gør sit bedste for ikke at begå nogen synd.”9 „Det er da klart,” indvendte Satan.10 „Du har jo altid holdt hånden over ham og hans familie og alt, hvad han ejer. Du har velsignet ham på alle måder. Se bare, hvor rig han er blevet!11 Men prøv engang at tage hans rigdom fra ham, så skal jeg love dig for, at han vil forbande dig lige op i dit åbne ansigt!”12 Da svarede Herren: „Gør, hvad du vil, med hans rigdom, Satan, men du må ikke gøre ham selv fortræd.” Så gik Satan bort fra Herren.13 Ulykken ramte Job en dag, hvor hans sønner og døtre holdt fest hjemme hos den ældste bror.14-15 Først kom en mand løbende hen til Job og råbte: „Da vi var ved at pløje med okserne, og æslerne gik og græssede i nærheden, overfaldt sabæerne[4] os pludselig! De stjal alle dyrene og dræbte dine arbejdere. Jeg var den eneste, der undslap.”16 Mens han endnu talte, kom en anden mand løbende med følgende besked: „Der brød et uvejr løs, og lynene slog ned og dræbte både fårene og hyrderne. Jeg var den eneste, der undslap.”17 Mens han endnu talte, kom en tredje mand løbende med flere dårlige nyheder: „Vi blev pludselig overfaldet af tre kaldæiske røverbander, som stjal alle kamelerne og dræbte dine arbejdere. Jeg var den eneste, der undslap.”18 Mens han endnu talte, kom en fjerde mand løbende med den værste besked af alle: „Dine sønner og døtre var samlet til fest i din ældste søns hus.19 Men pludselig kom en kraftig ørkenstorm og rystede huset så voldsomt, at det styrtede sammen og begravede dine børn. De omkom alle, og jeg var den eneste, der undslap.”20 Da rejste Job sig og rev sin kappe itu som udtryk for sin dybe sorg og fortvivlelse. Derefter barberede han alt sit hår af og kastede sig til jorden for Guds ansigt.21 „Nøgen kom jeg til verden, og nøgen skal jeg herfra!” sagde han. „Herren gav, og Herren tog. Al ære tilkommer ham!”22 På trods af denne tragedie syndede Job ikke. Han anklagede ikke Gud for det, der var sket.

Job 1

Lutherbibel 2017

fra Deutsche Bibelgesellschaft
1 Es war ein Mann im Lande Uz, der hieß Hiob. Der war fromm und rechtschaffen, gottesfürchtig und mied das Böse. (Jer 25,20; Klag 4,21; Ez 14,14; Ez 14,20; Jak 5,11)2 Und er zeugte sieben Söhne und drei Töchter,3 und er besaß siebentausend Schafe, dreitausend Kamele, fünfhundert Joch Rinder und fünfhundert Eselinnen und sehr viel Gesinde, und er war reicher als alle, die im Osten wohnten.4 Und seine Söhne gingen hin und machten ein Gastmahl, ein jeder in seinem Hause an seinem Tag, und sie sandten hin und luden ihre drei Schwestern ein, mit ihnen zu essen und zu trinken.5 Und wenn die Tage des Mahles um waren, sandte Hiob hin und heiligte sie und machte sich früh am Morgen auf und opferte Brandopfer nach ihrer aller Zahl; denn Hiob dachte: Meine Söhne könnten gesündigt und Gott abgesagt haben in ihrem Herzen. So tat Hiob allezeit.6 Es begab sich aber eines Tages, da die Gottessöhne kamen und vor den HERRN traten, kam auch der Satan mit ihnen.[1] (1.Mos 6,2; 1.Krøn 21,1; Job 2,1)7 Der HERR aber sprach zu dem Satan: Wo kommst du her? Der Satan antwortete dem HERRN und sprach: Ich habe die Erde hin und her durchzogen.8 Der HERR sprach zum Satan: Hast du achtgehabt auf meinen Knecht Hiob? Denn es ist seinesgleichen nicht auf Erden, fromm und rechtschaffen, gottesfürchtig und meidet das Böse.9 Der Satan antwortete dem HERRN und sprach: Meinst du, dass Hiob Gott umsonst fürchtet? (Salm 73,13)10 Hast du doch ihn, sein Haus und alles, was er hat, ringsumher bewahrt. Du hast das Werk seiner Hände gesegnet, und sein Besitz hat sich ausgebreitet im Lande.11 Aber strecke deine Hand aus und taste alles an, was er hat: Was gilt’s, er wird dir ins Angesicht fluchen!12 Der HERR sprach zum Satan: Siehe, alles, was er hat, sei in deiner Hand; nur an ihn selbst lege deine Hand nicht. Da ging der Satan hinaus von dem HERRN. (5.Mos 8,2)13 Eines Tages aber, da seine Söhne und Töchter aßen und Wein tranken im Hause ihres Bruders, des Erstgeborenen,14 kam ein Bote zu Hiob und sprach: Die Rinder pflügten und die Eselinnen gingen neben ihnen auf der Weide,15 da fielen die aus Saba ein und nahmen sie weg und erschlugen die Knechte mit der Schärfe des Schwerts, und ich allein bin entronnen, dass ich dir’s ansagte.16 Als der noch redete, kam ein anderer und sprach: Feuer Gottes fiel vom Himmel und verbrannte Schafe und Knechte und verzehrte sie, und ich allein bin entronnen, dass ich dir’s ansagte. (Salm 78,48)17 Als der noch redete, kam einer und sprach: Die Chaldäer machten drei Abteilungen und fielen über die Kamele her und nahmen sie weg und erschlugen die Knechte mit der Schärfe des Schwerts, und ich allein bin entronnen, dass ich dir’s ansagte. (Jer 51,24)18 Als der noch redete, kam einer und sprach: Deine Söhne und Töchter aßen und tranken im Hause ihres Bruders, des Erstgeborenen,19 und siehe, da kam ein großer Wind von der Wüste her und stieß an die vier Ecken des Hauses; da fiel es auf die jungen Leute, dass sie starben, und ich allein bin entronnen, dass ich dir’s ansagte.20 Da stand Hiob auf und zerriss sein Kleid und schor sein Haupt und fiel auf die Erde und neigte sich tief21 und sprach: Ich bin nackt von meiner Mutter Leibe gekommen, nackt werde ich wieder dahinfahren. Der HERR hat’s gegeben, der HERR hat’s genommen; der Name des HERRN sei gelobt! – (Præd 5,14; 1.Tim 6,7; Jak 5,11)22 In diesem allen sündigte Hiob nicht und tat nichts Törichtes wider Gott.