Jeremias 26 | Bibelen på hverdagsdansk

Bibelen på hverdagsdansk

Jeremias anklages for at være en falsk profet, men bliver frifundet

1 Det følgende budskab kom til mig fra Herren i kong Jojakims, Josias’ søns, første regeringsår: 2 Først sagde Herren til mig: „Stil dig uden for Herrens tempel med et opråb til folket, der er kommet fra hele Juda for at tilbede. Sørg for at forkynde hele budskabet for dem, glem ikke et eneste ord. 3 Måske vil de høre efter og vende om fra deres ondskab, så jeg kan tilbageholde den straf, jeg er parat til at give dem for deres ondskab.” 4 Budskabet lød således: „Hvis I ikke vil lytte til mig, siger Herren, og adlyde de love, jeg har givet jer, 5 og hvis I ikke vil lytte til mine tjenere, profeterne, som jeg gang på gang forgæves har sendt for at advare jer, 6 så vil jeg ødelægge templet her på samme måde, som jeg ødelagde helligdommen i Shilo, og alle vil betragte Jerusalem som et forbandet sted.” 7-8 Da jeg havde forkyndt hele budskabet for folket, blev jeg pågrebet af præsterne og de falske profeter og de andre, der var samlet uden for templet. „Du skal dø,” skreg de. 9 „Hvor vover du at profetere i Herrens navn, at hans tempel vil blive ødelagt ligesom helligdommen i Shilo, og at Jerusalem skal ødelægges, så ingen kan bo her?” Og folk stimlede sammen om mig foran Herrens hus. 10 Da Judas øverste ledere hørte, hvad der foregik, skyndte de sig straks fra paladset over til templet og satte sig ved Den Nye Port for at dømme i sagen. 11 Præsterne og de falske profeter fremlagde nu deres anklager for lederne og folket. „Den mand bør dømmes til døden!” sagde de. „I hørte selv, hvad han sagde. Han er en forræder, for han har profeteret imod denne by.” 12 Derefter forsvarede jeg mig med følgende ord: „Det er Herren, der har sendt mig for at profetere imod templet og Jerusalem. Hvert eneste ord, jeg har sagt, har jeg fået fra ham. 13 Men hvis I vil holde op med at synde imod ham og i stedet begynde at adlyde Herren jeres Gud, vil han ikke gøre alvor af den straf, han har truet jer med. 14 Hvad mig selv angår, så kan I gøre med mig, hvad I vil. 15 Men én ting er sikkert: Hvis I slår mig ihjel, dræber I en uskyldig mand, og I og alle byens indbyggere vil blive krævet til regnskab for det. Jeg forsikrer jer, at det er Herren, der har sendt mig og givet mig hvert eneste ord, jeg har talt.” 16 Så sagde lederne og folket til præsterne og de falske profeter: „Denne mand fortjener ikke døden, for han har talt til os i Herren, vores Guds, navn.” 17 Derefter rejste nogle af de gamle og vise mænd sig og talte til folket: 18 „I kong Hizkija af Judas regeringstid profeterede Mika fra Moreshet følgende for folket: ‚Hør hvad Herren, den Almægtige, siger: Zion bliver lagt øde som en pløjemark, Jerusalem bliver til en hob af ruiner, tempelbjerget bliver dækket af et tjørnekrat.’ 19 Hvordan reagerede kong Hizkija og folket på det budskab? Slog de Mika ihjel? Nej, de vendte sig fra deres ondskab og tilbad Herren. De bønfaldt ham om at være nådig. Derfor tilbageholdt Herren den frygtelige dom, som han havde udtalt over dem. Hvis vi nu slår Jeremias ihjel, hvem ved, hvad Herren så vil gøre imod os?” 20 Der var engang en anden profet, som bragte et tilsvarende domsbudskab imod Jerusalem og Judas land. Han hed Urija, Shemajas søn fra Kirjat-Jearim. 21 Da kong Jojakim og hans officerer og embedsmænd hørte hans budskab, sendte kongen en mand hen for at dræbe profeten. Urija fik imidlertid underretning om det og flygtede til Egypten. 22 Så sendte kong Jojakim Elnatan, Ahbors søn, og en gruppe mænd af sted til Egypten for at fange ham. 23 De arresterede ham og førte ham tilbage til kong Jojakim, som huggede ham ned med sit sværd og lod ham kaste i en offentlig grav. 24 Til sidst stod kongens sekretær, Ahikam, Shafans søn, frem og talte min sag, og det lykkedes ham at overtale retten til ikke at udlevere mig til folket. Derved undgik jeg at blive slået ihjel.

Lutherbibel 2017

fra Deutsche Bibelgesellschaft

Jeremias Tempelrede und seine Gefangennahme

1 Im Anfang der Herrschaft Jojakims, des Sohnes Josias, des Königs von Juda, geschah dies Wort vom HERRN: (2.Kong 23,34; Jer 7,1) 2 So spricht der HERR: Tritt in den Vorhof am Hause des HERRN und predige denen, die aus allen Städten Judas hereinkommen, um anzubeten im Hause des HERRN, alle Worte, die ich dir befohlen habe, ihnen zu sagen, und tu nichts davon weg, 3 ob sie vielleicht hören wollen und sich bekehren, ein jeder von seinem bösen Wege, damit mich auch reuen möge das Übel, das ich gedenke, ihnen anzutun um ihrer bösen Taten willen. (Jer 18,8; Jer 36,3) 4 Und sprich zu ihnen: So spricht der HERR: Werdet ihr mir nicht gehorchen und nicht nach meiner Weisung wandeln, die ich euch vorgelegt habe, 5 und nicht hören auf die Worte meiner Knechte, der Propheten, die ich immer wieder zu euch gesandt habe und auf die ihr doch nicht hören wolltet, (Jer 7,25; Jer 25,4) 6 so will ich’s mit diesem Hause machen wie mit Silo und will diese Stadt zum Fluchwort machen bei allen Völkern auf Erden. (2.Kong 25,9; Salm 78,60; Jer 7,12) 7 Und die Priester, Propheten und alles Volk hörten Jeremia, dass er solche Worte redete im Hause des HERRN. 8 Da nun Jeremia alles gesagt hatte, was ihm der HERR befohlen hatte, allem Volk zu sagen, ergriffen ihn die Priester, Propheten und das ganze Volk und sprachen: Du musst sterben! 9 Warum weissagst du im Namen des HERRN: »Es wird diesem Hause gehen wie Silo, und diese Stadt soll so wüst werden, dass niemand mehr darin wohnt«? Und das ganze Volk sammelte sich im Hause des HERRN wider Jeremia. 10 Als das die Oberen von Juda hörten, gingen sie aus des Königs Hause hinauf ins Haus des HERRN und setzten sich an den Eingang des neuen Tors am Hause des HERRN. (Jer 36,10) 11 Und die Priester und Propheten sprachen vor den Oberen und allem Volk: Dieser Mann ist des Todes schuldig; denn er hat geweissagt gegen diese Stadt, wie ihr mit eigenen Ohren gehört habt. (Ap G 6,13) 12 Aber Jeremia sprach zu allen Oberen und zu allem Volk: Der HERR hat mich gesandt, dass ich dies alles, was ihr gehört habt, weissagen sollte gegen dies Haus und gegen diese Stadt. 13 So bessert nun eure Wege und euer Tun und gehorcht der Stimme des HERRN, eures Gottes, so wird den HERRN auch gereuen das Übel, das er gegen euch geredet hat. (Jer 7,3; Jer 18,11) 14 Ich aber, seht, ich bin in eurer Hand; macht mit mir, wie es euch gut und recht dünkt. (Josva 9,25) 15 Doch sollt ihr wissen: Wenn ihr mich tötet, so werdet ihr unschuldiges Blut auf euch laden, auf diese Stadt und ihre Einwohner. Denn wahrlich, der HERR hat mich zu euch gesandt, dass ich dies alles vor euren Ohren reden soll. (Jer 7,6; Jer 22,3) 16 Da sprachen die Oberen und das ganze Volk zu den Priestern und Propheten: Dieser Mann ist des Todes nicht schuldig; denn er hat zu uns geredet im Namen des HERRN, unseres Gottes. 17 Und es standen auf etliche von den Ältesten des Landes und sprachen zu dem versammelten Volk: 18 Zur Zeit Hiskias, des Königs von Juda, war ein Prophet, Micha von Moreschet; der sprach zum ganzen Volk Juda: »So spricht der HERR Zebaoth: Zion wird wie ein Acker gepflügt werden, und Jerusalem wird zu Steinhaufen werden und der Berg des Tempels zu einer Höhe wilden Gestrüpps.« (Jer 9,10; Mika 3,12) 19 Ließ ihn denn Hiskia, der König von Juda, und das ganze Juda deswegen töten? Fürchtete er nicht vielmehr den HERRN und flehte zu ihm? Da reute auch den HERRN das Übel, das er gegen sie geredet hatte. Wir aber würden großes Unheil über uns bringen. (2.Mos 32,11; 2.Kong 13,4; 2.Krøn 33,12; Jer 3,1; Jer 18,8)

2.Mos 32,112.Kong 13,42.Krøn 33,12Jer 3,1Jer 18,8

Hinrichtung des Propheten Uria

20 Da war noch einer, der im Namen des HERRN weissagte, Uria, der Sohn Schemajas, von Kirjat-Jearim. Der weissagte gegen diese Stadt und gegen dies Land ganz wie Jeremia. 21 Als aber der König Jojakim und alle seine Gewaltigen und Oberen seine Worte hörten, wollte ihn der König töten lassen. Und Uria erfuhr das, fürchtete sich und floh und kam nach Ägypten. 22 Aber der König Jojakim schickte Leute nach Ägypten, Elnatan, den Sohn Achbors, und andere mit ihm. 23 Die holten Uria aus Ägypten und brachten ihn zum König Jojakim. Der ließ ihn mit dem Schwert töten und seinen Leichnam zu den Gräbern des niederen Volks werfen. 24 Aber mit Jeremia war die Hand Ahikams, des Sohnes Schafans, sodass man ihn nicht dem Volk in die Hände gab, das ihn getötet hätte. (2.Kong 22,12)