Jeremias 20 | Bibelen på hverdagsdansk

Bibelen på hverdagsdansk

Jeremias sættes i gabestok og beklager sig over en profets lidelser

1 Præsten Pashhur, Immers søn, der var sikkerhedschef i Herrens tempel, hørte Jeremias’ ord. 2 Derfor arresterede han ham, lod ham piske og satte ham i gabestokken ved Benjaminporten ind til templet. 3 Næste dag, da Pashhur endelig løslod ham, sagde Jeremias: „Pashhur, Herren giver dig et nyt navn: Fra nu af skal du hedde ‚Omringet-af-rædsel’. 4 Herren vil nemlig omringe dig og dine venner med rædsel, og du vil se dine venner blive dræbt af fjenderne. Han vil udlevere Judas befolkning til Babylons konge, så mange vil blive dræbt i krigen og resten ført bort som fanger til Babylon. 5 Han giver fjenden tilladelse til at plyndre Jerusalem. Alle byens berømte skatte, de kongelige juveler, alt guld og sølv vil blive ført til Babylon som krigsbytte. 6 Og hvad angår dig selv, Pashhur, skal du og din familie og alle dine tjenere ende som fanger i Babylon. Der skal du dø og begraves. Det gælder både dig og alle dem, der lod sig vildlede af dine falske profetier.” 7 Da bad jeg: „Herre, du overtalte mig til at bringe dit budskab. Jeg lod mig overtale, fordi du er mægtigere end jeg er, men nu håner hele byen mig. 8 Hver gang jeg åbner munden for at bringe dit ord, handler det om vold og ødelæggelse. Det er derfor folk er på nakken af mig. 9 Jeg fristes til at give op som profet og ikke længere bringe de budskaber, du giver mig. Men budskaberne brænder som ild i mit indre, så jeg er tvunget til at komme frem med dem. 10 Jeg hører, hvordan de hvisker bag min ryg og leder efter et påskud til at gøre det af med mig. Selv mine tidligere venner venter på en anledning til at fælde mig. ‚Før eller senere gør han noget strafbart,’ siger de, ‚så kan vi få ram på ham!’ 11 Men du står ved min side som en vældig kriger, og dig kan mine modstandere ikke magte. Derfor kan de ikke slå mig ud. Til sidst bliver de ydmyget på en måde, som aldrig bliver glemt. 12 Almægtige Herre, du ved, hvem der er oprigtig, for du gennemskuer menneskets skjulte tanker og motiver. Derfor stoler jeg på dig og har overladt min sag i dine hænder. Jeg ser frem til, at du vil straffe dem. 13 Jeg vil synge min tak og lovprisning til dig, Herre, for du redder de svage ud af onde menneskers kløer. 14 Alligevel siger jeg: Gid jeg aldrig var blevet født! Det var ikke en velsignelse for mig at se dagens lys. 15 Forbandet være den person, der gjorde min far glad med nyheden om, at han havde fået en søn. 16 Må det gå den budbringer ligesom de oldtidsbyer, du udryddede uden skånsel. Må han høre advarselsråb om morgenen og kampråb ved middagstid, 17 for han burde have dræbt mig ved fødslen. Gid jeg var død som foster eller aldrig kommet ud af min mors mave. 18 Hvorfor skulle jeg fødes, når mit liv kun består af endeløse ydmygelser og fornedrelser?”

Lutherbibel 2017

fra Deutsche Bibelgesellschaft

1 Als aber Paschhur, der Sohn Immers, der Priester, der zum Vorsteher im Hause des HERRN bestellt war, hörte, wie Jeremia solche Worte weissagte, 2 schlug er den Propheten Jeremia und schloss ihn in den Block am oberen Benjamintor, das am Hause des HERRN ist. (Ap G 16,24) 3 Und am andern Morgen ließ Paschhur den Jeremia aus dem Block los. Da sprach Jeremia zu ihm: Der HERR nennt dich nicht Paschhur, sondern »Schrecken um und um«; (Salm 31,14; Jer 6,25; Jer 10,1; Jer 46,5; Jer 49,29)

Salm 31,14Jer 6,25Jer 10,1Jer 46,5Jer 49,29

4 denn so spricht der HERR: Siehe, ich will dich zum Schrecken machen für dich selbst und alle deine Freunde; sie sollen fallen durchs Schwert ihrer Feinde, und du sollst es mit eigenen Augen sehen. Und ich will ganz Juda in die Hand des Königs von Babel geben; der soll sie wegführen nach Babel und mit dem Schwert töten. 5 Auch will ich alle Güter dieser Stadt und allen Ertrag ihrer Arbeit und alle Kleinode und alle Schätze der Könige von Juda in die Hand ihrer Feinde geben; die werden sie rauben, mitnehmen und nach Babel bringen. (Es 39,6) 6 Und du, Paschhur, sollst mit allen deinen Hausgenossen gefangen weggeführt werden und nach Babel kommen. Dort sollst du sterben und begraben werden samt allen deinen Freunden, denen du Lügen gepredigt hast.

Die Last des Prophetenamts (Jeremias fünfte Klage)

7 HERR, du hast mich überredet und ich habe mich überreden lassen. Du bist mir zu stark gewesen und hast gewonnen; aber ich bin darüber zum Spott geworden täglich, und jedermann verlacht mich. (Jer 1,5) 8 Denn sooft ich rede, muss ich schreien; »Frevel und Gewalt!« muss ich rufen. Denn des HERRN Wort ist mir zu Hohn und Spott geworden täglich. 9 Da dachte ich: Ich will seiner nicht mehr gedenken und nicht mehr in seinem Namen predigen. Aber es ward in meinem Herzen wie ein brennendes Feuer, verschlossen in meinen Gebeinen. Ich mühte mich, es zu ertragen, aber konnte es nicht. (1.Kor 9,16) 10 Denn ich höre, wie viele heimlich reden: »Schrecken ist um und um!« »Verklagt ihn!« »Wir wollen ihn verklagen!« Alle meine Freunde und Gesellen lauern, ob ich nicht falle: »Vielleicht lässt er sich überlisten, dass wir ihm beikommen können und uns an ihm rächen.« (Jer 3,1; Jer 18,18) 11 Aber der HERR ist bei mir wie ein starker Held, darum werden meine Verfolger fallen und nicht gewinnen. Sie müssen ganz zuschanden werden, weil es ihnen nicht gelingt. Ewig wird ihre Schande sein und nie vergessen werden. (Jer 1,8; Jer 1,19) 12 Und nun, HERR Zebaoth, der du die Gerechten prüfst, Nieren und Herz durchschaust: Lass mich deine Rache an ihnen sehen; denn dir habe ich meine Sache befohlen. (Jer 11,20) 13 Singet dem HERRN, rühmet den HERRN, der des Armen Leben aus den Händen der Boshaften errettet! 14 Verflucht sei der Tag, an dem ich geboren bin; der Tag soll ungesegnet sein, an dem mich meine Mutter geboren hat! (Job 3,3; Job 10,18; Jer 15,10) 15 Verflucht sei, der meinem Vater gute Botschaft brachte und sprach: »Du hast einen Sohn«, sodass er ihn fröhlich machte! 16 Der Tag soll sein wie die Städte, die der HERR vernichtet hat ohne Erbarmen. Am Morgen soll er Wehklage hören und am Mittag Kriegsgeschrei, (1.Mos 19,24) 17 weil er mich nicht getötet hat im Mutterleibe, sodass meine Mutter mein Grab geworden und ihr Leib ewig schwanger geblieben wäre! 18 Warum bin ich doch aus dem Mutterleib hervorgekommen, wenn ich nur Jammer und Herzeleid sehen muss und meine Tage in Schmach zubringe!