Den gamle pagt og helligdom peger frem mod en ny pagt og helligdom
1Hovedsagen i det, som her er sagt, er, at vi har en fantastisk ypperstepræst, som sidder på tronen i Himlen ved den mægtige Guds højre hånd.2Han gør tjeneste i den sande, åndelige helligdom i Himlen, som er skabt af Herren selv og ikke bygget af mennesker.3Enhver ypperstepræst er indsat til at bringe gaver og ofre. Derfor måtte Kristus også som ypperstepræst bringe et offer.4Han kunne ikke være blevet en almindelig ypperstepræst her på jorden, for der er allerede indsat præster efter lovbogens forskrifter, og de bringer de fastsatte gaver og ofre i templet.5De tjener dog kun ved en jordisk helligdom, som er et billede på den sande helligdom i Himlen. Da Moses skulle bygge helligdommen i ørkenen, sagde Gud jo til ham: „Vær omhyggelig med at lave det hele i overensstemmelse med den plan, jeg viser dig her på bjerget.”[1] (2.Mos 25,40)6Men i stedet for en jordisk præstetjeneste har Kristus nu fået en meget vigtigere tjeneste i og med, at den nye pagt, han har indstiftet, er meget bedre end den gamle, og de løfter, som den nye pagt indeholder, er meget bedre end den gamle pagts løfter.7Hvis den første pagt havde været god nok, havde det ikke været nødvendigt at erstatte den med en anden.8Men Gud vidste, at den gamle pagt var utilstrækkelig, og derfor kom han med følgende udsagn gennem en af profeterne: „Engang i fremtiden vil jeg oprette en ny pagt med Israels og Judas folk, siger Herren.9Den nye pagt vil ikke komme til at ligne den, jeg oprettede med deres forfædre, da jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af slaveriet i Egypten. De overholdt jo ikke pagtens betingelser, og derfor lod jeg dem sejle deres egen sø, siger Herren.10Den ny pagt, som jeg vil oprette med Israels folk engang i fremtiden, indeholder følgende løfte: Jeg vil lægge mine love i deres sind og skrive dem på deres hjerter. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.11Da skal man ikke længere sige til sine venner eller familie, at de bør kende mig som deres herre, for alle, både små og store, skal forstå, at jeg er Herren.12Jeg vil være nådig og tilgive dem deres ondskab, og jeg vil slette deres synder fra min hukommelse.”[2] (Jer 31,31)13Når Gud her taler om en ny pagt, siger han dermed, at den gamle er forældet. Og det, der er gammelt og forældet, vil snart helt forsvinde.
1Das ist nun die Hauptsache bei dem, wovon wir reden: Wir haben einen solchen Hohenpriester, der sich gesetzt hat zur Rechten des Thrones der Majestät im Himmel (Heb 1,3; Heb 4,14)2und ist ein Diener am Heiligtum und am wahrhaftigen Zelt[1], das der Herr aufgerichtet hat und nicht ein Mensch.3Denn jeder Hohepriester wird eingesetzt, um Gaben und Opfer darzubringen. Darum muss auch dieser etwas haben, das er opfert.4Wenn er nun auf Erden wäre, so wäre er nicht Priester, weil da schon solche sind, die nach dem Gesetz die Gaben opfern.5Sie dienen aber dem Abbild und Schatten des Himmlischen, wie die göttliche Weisung an Mose erging, als er das Zelt errichten sollte: »Sieh zu«, heißt es, »dass du alles machst nach dem Bilde, das dir auf dem Berge gezeigt worden ist.« (2.Mos 25,40; Heb 9,23)6Nun aber hat er ein höheres Amt empfangen, wie er ja auch der Mittler eines besseren Bundes[2] ist, der auf bessere Verheißungen gegründet ist. (Heb 7,22)7Denn wenn jener erste Bund untadelig gewesen wäre, würde nicht Raum für einen andern gesucht.8Denn er tadelt sie und sagt: »Siehe, es kommen Tage, spricht der Herr, da will ich mit dem Haus Israel und mit dem Haus Juda einen neuen Bund schließen, (Heb 10,16)9nicht wie der Bund gewesen ist, den ich mit ihren Vätern gemacht habe an dem Tage, als ich sie bei der Hand nahm, um sie aus Ägyptenland zu führen. Denn sie sind nicht geblieben in meinem Bund; darum habe ich auch nicht mehr auf sie geachtet, spricht der Herr. (2.Mos 19,5)10Denn das ist der Bund, den ich schließen will mit dem Haus Israel nach diesen Tagen, spricht der Herr: Ich will meine Gesetze in ihren Sinn geben, und in ihr Herz will ich sie schreiben und will ihr Gott sein, und sie sollen mein Volk sein.11Und es wird niemand seinen Mitbürger lehren noch jemand seinen Bruder und sagen: Erkenne den Herrn! Denn sie alle, Klein und Groß, werden mich erkennen.12Denn ich will gnädig sein ihren Missetaten, und ihrer Sünden will ich nicht mehr gedenken.«13Indem er sagt: »einen neuen Bund«, hat er den ersten zu einem alten gemacht. Was aber alt wird und betagt ist, das ist dem Ende nahe.