Kristus har en langt mere betydningsfuld tjeneste, end Moses havde
1Kære venner, I, som har modtaget det himmelske kald, tænk på, hvordan Jesus som apostel og ypperstepræst for vores tro2var trofast over for Gud, som gav ham den opgave. Moses var også trofast over for Gud i den opgave, han fik som leder i Guds husholdning.3Men ligesom en mand, der bygger et hus, får større ære end selve huset, sådan er Jesu tjeneste langt mere betydningsfuld end Moses’ tjeneste.4Ligesom ethvert hus har en bygherre, sådan er det Gud, der er den store Bygherre bag alle ting.5-6Moses var Guds tjener, men Kristus er Guds egen Søn. Moses’ tjeneste peger profetisk hen på det, der senere skulle ske, og han var trofast i det lederansvar han fik for det Guds folk, han selv var en del af. Men Jesus har som Guds Søn lederansvaret for et nyt Guds folk, og vi tilhører det folk—hvis vi da holder fast ved den frimodighed og glæde, vi oplevede, dengang vi fik vished om at få det evige liv.
Israels folk som et afskrækkende eksempel på ulydighed og vantro
7-8Hør derfor efter, hvad Helligånden siger: „Gid I ville lytte til, hvad han siger i dag: Lad være med at lukke af for mit ord, som da jeres forfædre gjorde oprør og satte sig op imod mig i ørkenen.9-10De provokerede mig ved at sætte mig på prøve, selv om de havde set mine undere i 40 år. Derfor blev jeg vred på dem og sagde: ‚De går altid deres egne veje i stedet for at følge mine.’11Så svor jeg i min vrede: ‚De skal ikke få lov at opleve min hvile.’ ”[1] (Salm 95,7)12Pas derfor på, kære venner, at ingen af jer gemmer på ondskab og vantro i jeres hjerter, så I glider væk fra den levende Gud.13I stedet bør I hver dag opmuntre hinanden, så længe verden står, så ingen af jer på grund af syndens snedige forførelse lukker af over for Gud.14For hvis vi indtil det sidste holder fast ved den overbevisning, vi havde i begyndelsen, skal vi få del i alt det, som tilhører Kristus.15Da synden er så snedig, må I ikke glemme advarslen fra før: „Gid I ville lytte til, hvad han siger i dag: Lad være med at lukke af for mit ord som dengang under oprøret.”16Hvem var det, som hørte, hvad Gud sagde, og dog gjorde oprør mod ham? Det var alle dem, der forlod Egypten med Moses som anfører.17Og hvem var det, Gud var vred på i 40 år? Det var alle dem, som havde gjort oprør og derfor måtte dø i ørkenen.18Hvem var det, Gud talte om, da han svor, at de ikke fik lov at opleve hvilen i det land, han havde lovet dem? Det var alle dem, der var ulydige.19Og hvorfor kom de ikke ind i det land, hvor Gud havde lovet at give dem hvile? Fordi de ikke havde tillid til ham.
1Darum, ihr heiligen Brüder und Schwestern, die ihr teilhabt an der himmlischen Berufung, schaut auf den Apostel und Hohenpriester, den wir bekennen, Jesus, (Heb 4,14)2der da treu ist dem, der ihn gemacht hat, wie auch Mose in Gottes ganzem Hause. (4.Mos 12,7)3Er ist aber größerer Herrlichkeit wert als Mose, so wie der Erbauer des Hauses größere Ehre hat als das Haus.4Denn jedes Haus wird von jemandem erbaut; der aber alles erbaut hat, das ist Gott.5Mose zwar war treu in Gottes ganzem Hause als Diener, zum Zeugnis für das, was später gesagt werden sollte, (4.Mos 12,7)6Christus aber war treu als Sohn über Gottes Haus. Sein Haus sind wir, wenn wir den Freimut und den Ruhm der Hoffnung festhalten. (Ef 2,19; 1.Pet 2,5)
Der Weg der Väter und die Ruhe bei Gott
7Darum, wie der Heilige Geist spricht: »Heute, wenn ihr seine Stimme hört, (Heb 4,7)8so verstockt eure Herzen nicht, wie es geschah bei der Verbitterung am Tag der Versuchung in der Wüste, (2.Mos 17,7; 4.Mos 20,2; 5.Mos 6,16)9wo mich eure Väter versuchten und prüften und hatten doch meine Werke gesehen10vierzig Jahre lang. Darum zürnte ich diesem Geschlecht und sprach: Immer irren sie im Herzen! Aber sie verstanden meine Wege nicht,11sodass ich schwor in meinem Zorn: Sie sollen nicht eingehen in meine Ruhe.« (4.Mos 14,21; Heb 4,3)12Seht zu, Brüder und Schwestern, dass niemand unter euch ein böses, ungläubiges Herz habe und abfalle von dem lebendigen Gott;13sondern ermahnt euch selbst alle Tage, solange es »heute« heißt, dass nicht jemand unter euch verstockt werde durch den Betrug der Sünde. (Jer 16,12; 1.Thess 5,11; Heb 10,25)14Denn wir haben an Christus Anteil bekommen, wenn wir die erste Gewissheit[1] bis zum Ende festhalten, (Heb 6,11)15solange es heißt: »Heute, wenn ihr seine Stimme hört, so verstockt eure Herzen nicht, wie es bei der Verbitterung geschah.«16Denn als sie das hörten, wurden einige verbittert, aber nicht alle, die von Ägypten auszogen unter Mose.[2] (2.Mos 17,1; 4.Mos 14,20)17Und wem zürnte Gott vierzig Jahre lang? Waren’s nicht die, die sündigten und deren Leiber in der Wüste zerfielen? (4.Mos 14,29; 1.Kor 10,5)18Wem aber schwor er, dass sie nicht in seine Ruhe eingehen sollten, wenn nicht den Ungehorsamen? (4.Mos 14,22)19Und wir sehen, dass sie nicht hineinkommen konnten wegen des Unglaubens.