1Hvad er tro? Tro er grundlaget for vores håb, en overbevisning om ting, der ikke kan ses.[1]2Vi har jo mange vidnesbyrd om den tro, vores forfædre havde.3Det er ved tro, vi forstår, at universet blev til på Guds befaling. Den synlige verden blev skabt ud fra den usynlige verden.4Abel troede Gud. Derfor var han i stand til at bringe et offer, der var bedre end Kains. Gud accepterede Abels gave og viste dermed, at Abel havde et ret forhold til Gud. Abel selv er død, men hans tro er et vidnesbyrd for os endnu den dag i dag.5Enok troede Gud. Derfor blev han taget op til Himlen, så han undgik at dø. Ingen kunne finde ham, for Gud havde taget ham til sig. Men inden da havde han fået det vidnesbyrd, at Gud glædede sig over ham.[2] (1.Mos 5,24)6Gud kan kun glæde sig over dem, der har tro, for de, der henvender sig til Gud, må nødvendigvis tro, at han er til, og at han belønner dem, der søger ham.7Noa troede Gud. Da Gud advarede ham om syndfloden, der skulle komme, troede han på det, selvom der ikke var nogen tegn på, at der ville komme en oversvømmelse. Han adlød Gud, og i ærefrygt for ham byggede han en ark for at redde sin familie. På den måde forkyndte Noa dommen over den onde verden, og selv blev han på grund af sin tro accepteret af Gud.8Abraham troede Gud. Da Gud bad ham om at forlade sit hjem og fædreland og rejse bort til et andet land, som Gud ville give ham og hans efterkommere i arv og eje, tog han af sted uden at vide, hvor han kom hen.9Han slog sine telte op i et land, som tilhørte andre, og i tillid til Gud vandrede han fra sted til sted i det land, han var blevet lovet. Det samme gjorde Isak og Jakob, der jo fik det samme løfte.10Abraham så nemlig frem til at bo i byen med de evige grundvolde, som Gud selv er både arkitekt og bygmester for.11Sara troede Gud. Derfor kunne hun blive stammor til et helt folk til trods for, at hun var for gammel til at få børn. Hun troede på, at Gud, der havde givet løfte om en søn, var til at stole på.12Således blev Abraham stamfar til et helt folk. Selvom han gik på gravens rand, blev han ene mand stamfar til et folk så talrigt, at det er lige så umuligt at tælle som himlens stjerner og sandet ved havets bred.13Abraham og Sara, Isak og Jakob døde alle i tro uden at se løftet blive opfyldt. Men de skimtede det forude og hilste det velkommen, og de sagde helt klart, at de var som udlændinge på midlertidigt ophold på denne jord.14De, der taler sådan, giver udtryk for, at de er på udkig efter et hjemland.15Hvis de havde tænkt på det land, de oprindeligt kom fra, kunne de have vendt tilbage dertil.16Men de længtes efter noget endnu bedre, nemlig det himmelske hjemland. Derfor skammer Gud sig ikke ved at blive kaldt deres Gud, og han har en evig by parat til dem.17-18Da Gud satte Abraham på prøve, holdt Abraham fast på sin tro og var parat til at ofre sin søn Isak på alteret, også selvom det var hans eneste søn, og Gud havde lovet ham: „Det er gennem Isak, din slægt skal opbygges.”[3] (1.Mos 21,12)19Abraham regnede nemlig med, at Gud kunne oprejse Isak fra de døde, hvis det skulle være. Han fik ham jo også tilbage i live som et billede på Jesu opstandelse fra de døde.20Isak troede Gud. Derfor kunne han velsigne sine to sønner Jakob og Esau med fremtiden for øje.21Jakob troede Gud. Lige før han døde, velsignede han Josefs sønner i tro og bøjede hovedet over sin stav i tilbedelse.[4] (1.Mos 47,31)22Josef troede Gud. Inden sin død talte han om, at Gud en dag ville føre Israels folk ud af Egypten, og han fik dem til at love, at de ville tage hans jordiske rester med sig til det land, Gud havde lovet at give dem.23Moses’ forældre troede Gud, og de skjulte ham i tre måneder efter fødslen. De så, at han var en dejlig dreng, og de var ikke bange for at trodse kongens ordre.24Moses troede Gud, da han som voksen gav afkald på sin position som søn af Faraos datter.25-26I stedet for at nyde en kortvarig fornøjelse uden for Guds vilje foretrak han at dele kår med Guds folk. Frem for at eje alle Egyptens skatte foretrak han at blive mishandlet—ligesom Kristus blev det—for han så frem til sin belønning.27Moses forlod Egypten i tro til Gud og uden at frygte kongens vrede. Han holdt ud, fordi han hele tiden holdt den Usynlige for øje.28I tro indførte han den første påske med blodet på dørstolperne, for at dødsenglen ikke skulle gå ind i israelitternes hjem og dræbe den førstefødte søn i hver familie.29Israelitterne viste tro til Gud, da de gik gennem Det Røde Hav som over tørt land. Men egypterne, som fulgte bagefter, druknede alle sammen.30Israelitterne viste tro til Gud, da de på hans befaling vandrede rundt om Jeriko i syv dage, så byens mure faldt.31Ved at hjælpe de israelitiske spioner viste den prostituerede Rahab, at hun troede på Gud. Derfor blev hun ikke dræbt sammen med dem, der var ulydige.32Behøver jeg sige mere? Det ville tage for lang tid at fortælle om Gideon, Barak, Samson, Jefta, David, Samuel og alle profeterne.33Ved deres tro besejrede sådanne helte fjendtlige folkeslag, regerede med retfærdighed og så Guds løfter blive opfyldt. De lukkede løvers gab34og overlevede brændende flammer. De undslap overlegne hære, fik ny kraft efter udmattelse, ny styrke i krig og slog fjendehære på flugt.35Nogle kvinder havde tro til at få deres kære oprejst fra de døde. Nogle mennesker blev tortureret til døde, fordi de ikke ville fornægte deres tro. De ville hellere se frem til den kommende genopstandelse.36Andre blev hårdt prøvet med hån og piskeslag, eller de blev kastet i fængsel og lagt i lænker.37Nogle blev stenet, skåret midt over eller henrettet med sværd. Andre gik sultende rundt, klædt i fåre- eller gedeskind, forfulgte og mishandlede.38De var for gode til denne verden. De måtte flygte gennem ørkener og over bjerge og skjule sig i bjerghuler eller huller i jorden.39Alle dem, der her er omtalt, fik et godt vidnesbyrd for deres tro, men opnåede ikke at se Guds løfte opfyldt,40for Gud havde en større plan om, at de ikke skulle nå målet, før vi fik chancen for at komme med.
1Es ist aber der Glaube eine feste Zuversicht[1] dessen, was man hofft, und ein Nichtzweifeln an dem[2], was man nicht sieht. (2.Kor 5,7)2In diesem Glauben haben die Alten Gottes Zeugnis empfangen.3Durch den Glauben erkennen wir, dass die Welt durch Gottes Wort geschaffen ist, dass alles, was man sieht, aus nichts geworden ist. (1.Mos 1,1; 2 Makk 7,28)4Durch den Glauben hat Abel Gott ein besseres Opfer dargebracht als Kain; durch den Glauben wurde ihm bezeugt, dass er gerecht sei, da Gott selbst es über seinen Gaben bezeugte; und durch den Glauben redet er noch, obwohl er gestorben ist. (1.Mos 4,3)5Durch den Glauben wurde Henoch entrückt, dass er den Tod nicht sehe, und wurde nicht mehr gefunden, weil Gott ihn entrückt hatte; denn vor seiner Entrückung ist ihm bezeugt worden, dass er Gott gefallen habe. (1.Mos 5,24)6Aber ohne Glauben ist’s unmöglich, Gott zu gefallen; denn wer zu Gott kommen will, der muss glauben, dass er ist und dass er denen, die ihn suchen, ihren Lohn gibt.7Durch den Glauben hat Noah Gott geehrt und die Arche gebaut zur Rettung seines Hauses, als er ein göttliches Wort empfing über das, was man noch nicht sah; durch den Glauben sprach er der Welt das Urteil und hat ererbt die Gerechtigkeit, die durch den Glauben kommt. (1.Mos 6,8; 1.Mos 6,22)8Durch den Glauben wurde Abraham gehorsam, als er berufen wurde, an einen Ort zu ziehen, den er erben sollte; und er zog aus und wusste nicht, wo er hinkäme. (1.Mos 12,1)9Durch den Glauben ist er ein Fremdling gewesen im Land der Verheißung wie in einem fremden Land und wohnte in Zelten mit Isaak und Jakob, den Miterben derselben Verheißung.10Denn er wartete auf die Stadt, die einen festen Grund hat, deren Baumeister und Schöpfer Gott ist.11Durch den Glauben empfing auch Sara, die unfruchtbar war, Kraft, Nachkommen hervorzubringen trotz ihres Alters; denn sie hielt den für treu, der es verheißen hatte. (1.Mos 17,17)12Darum sind auch von dem einen, dessen Kraft schon erstorben war, so viele gezeugt worden wie die Sterne am Himmel und wie der Sand am Ufer des Meeres, der unzählig ist. (1.Mos 22,17)13Diese alle sind gestorben im Glauben und haben die Verheißungen nicht ergriffen, sondern sie nur von ferne gesehen und gegrüßt und haben bekannt, dass sie Gäste und Fremdlinge auf Erden sind. (1.Mos 23,4; 1.Krøn 29,15)14Wenn sie aber solches sagen, geben sie zu verstehen, dass sie ein Vaterland suchen.15Und wenn sie das Land gemeint hätten, von dem sie ausgezogen waren, hätten sie ja Zeit gehabt, wieder umzukehren.16Nun aber streben sie zu einem besseren Land, nämlich dem himmlischen. Darum schämt sich Gott ihrer nicht, ihr Gott zu heißen; denn er hat ihnen eine Stadt gebaut.17Durch den Glauben hat Abraham den Isaak dargebracht, als er versucht wurde, und gab den einzigen Sohn dahin, als er schon die Verheißungen empfangen hatte, (1.Mos 22,1; Jak 2,21)18von dem gesagt worden war: »Nach Isaak wird dein Geschlecht genannt werden.« (1.Mos 21,12)19Er dachte: Gott kann auch von den Toten erwecken; als ein Gleichnis dafür bekam er ihn auch wieder.20Durch den Glauben segnete Isaak den Jakob und den Esau auf die zukünftigen Dinge hin. (1.Mos 27,1; 1.Mos 48,1; 1.Mos 50,24)21Durch den Glauben segnete Jakob, als er starb, die beiden Söhne Josefs und neigte sich über die Spitze seines Stabes. (1.Mos 47,31)22Durch den Glauben redete Josef, als er starb, vom Auszug der Israeliten und befahl, was mit seinen Gebeinen geschehen sollte.23Durch den Glauben wurde Mose, als er geboren war, drei Monate verborgen von seinen Eltern, weil sie sahen, dass er ein schönes Kind war; und sie fürchteten sich nicht vor des Königs Gebot. (2.Mos 2,1)24Durch den Glauben wollte Mose, als er groß geworden war, nicht mehr Sohn der Tochter Pharaos heißen,25sondern wollte viel lieber mit dem Volk Gottes zusammen misshandelt werden, als einen flüchtigen Genuss der Sünde zu haben,26und hielt die Schmach Christi für größeren Reichtum als die Schätze Ägyptens; denn er sah auf die Belohnung.27Durch den Glauben verließ er Ägypten und fürchtete nicht den Zorn des Königs; denn er hielt sich an den, den er nicht sah, als sähe er ihn. (2.Mos 2,14)28Durch den Glauben vollzog er das Passa und das Besprengen mit Blut, auf dass der Verderber ihre Erstgeburt nicht anrühre. (2.Mos 12,21)29Durch den Glauben gingen sie durchs Rote Meer wie über trockenes Land; das versuchten die Ägypter auch und ertranken. (2.Mos 14,21)30Durch den Glauben fielen die Mauern Jerichos, als Israel sieben Tage um sie herum gezogen war. (Josva 2,1; Josva 6,1)31Durch den Glauben kam die Hure Rahab nicht mit den Ungehorsamen um, weil sie die Kundschafter in Frieden aufgenommen hatte. (Jak 2,25)32Und was soll ich noch mehr sagen? Die Zeit würde mir zu kurz, wenn ich erzählen sollte von Gideon und Barak und Simson und Jeftah und David und Samuel und den Propheten. (Dom 4,4; Dom 6,11; Dom 11,1; Dom 13,1; 1.Sam 17,12)33Diese haben durch den Glauben Königreiche bezwungen, Gerechtigkeit geübt, Verheißungen erlangt, Löwen den Rachen gestopft, (Dan 6,23)34des Feuers Kraft gelöscht, sind der Schärfe des Schwerts entronnen, aus der Schwachheit zu Kräften gekommen, sind stark geworden im Kampf und haben fremde Heere in die Flucht geschlagen.35Frauen haben ihre Toten durch Auferstehung wiederbekommen. Andere aber sind gemartert worden und haben die Freilassung nicht angenommen, auf dass sie die Auferstehung, die besser ist, erlangten. (1.Kong 17,17; 2.Kong 4,8; 2 Makk 6,18; 2 Makk 7,1)36Wieder andere haben Spott und Geißelung erlitten, dazu Fesseln und Gefängnis. (1.Kong 22,27; Jer 20,1; Jer 37,11)37Sie sind gesteinigt, zersägt, durchs Schwert getötet worden; sie sind umhergezogen in Schafpelzen und Ziegenfellen; sie haben Mangel, Bedrängnis, Misshandlung erlitten. (2.Krøn 24,21)38Sie, deren die Welt nicht wert war, sind umhergeirrt in Wüsten, auf Bergen, in Höhlen und Klüften der Erde. (1.Kong 18,4)39Diese alle haben durch den Glauben Gottes Zeugnis empfangen und doch nicht die Verheißung erlangt,40weil Gott etwas Besseres für uns vorgesehen hat: dass sie nicht ohne uns vollendet würden.