1Hør, Israels folk, Jakobs slægt, Judas efterkommere, I har højtideligt lovet at adlyde Israels Gud, men I gør det ikke.2Det er ikke nok, at I kalder Jerusalem for Guds hellige by og hævder, at I støtter jer til Israels Gud, Herren, den Almægtige.3Herren siger: „Det, som er sket med jer, forudsagde jeg for længe siden gennem profeterne. Pludselig skete det. Jeg gennemførte det, som jeg havde sagt ville ske.4Jeg ved udmærket, hvor stædige I er. Jeres nakker er ubøjelige som jern, jeres pander hårde som bronze.5Derfor sagde jeg på forhånd, hvad der ville ske, så I ikke senere skulle sige: ‚Det var mit gudebillede, som befalede, at det skulle ske.’
Guds storhed og løfte om frelse
6I hørte mine forudsigelser og så dem gå i opfyldelse. I kan lige så godt se det i øjnene. Men nu vil jeg fortælle jer noget nyt, som hidtil har været skjult for jer, noget, som I ikke før har forstået.7Det er noget helt nyt, jeg gør nu, så I skal ikke komme og sige, at det vidste I godt i forvejen.8Jeg har ikke kunnet fortælle det før nu, og I har ikke kunnet fatte det, for jeg ved jo, hvor troløse I er, oprørske fra fødslen.9For min egen skyld dæmper jeg min vrede, for min æres skyld lægger jeg bånd på mig selv og udrydder jer ikke helt.10Jeg har renset jer i lidelsens ild, som man renser sølv.11Jeg redder jer for min egen skyld, og for at mit navn ikke skal vanæres. Jeg vil ikke dele min ære med nogen.12Hør efter, Israel, mit udvalgte folk. Jeg er den eneste sande Gud, den første og den sidste.13Det var mig, der lagde jordens fundament og udspændte himmelhvælvingen. På mit ord blev de til, og de adlyder mig.14Kom og hør, hvad jeg siger. Hvem af jeres afguder har nogen sinde fortalt jer, at Kyros er min forbundsfælle, mit redskab til at udslette Babylon og udrydde kaldæernes slægt?15Jeg tilkaldte ham, og jeg giver ham sejr, hvor han rykker frem.16Kom og hør godt efter! Fra begyndelsen har jeg talt åbenlyst til jer, altid parat til at gennemføre mine planer.”[1] Og nu har Gud Herren og hans Ånd sendt mig til jer med følgende budskab:17Herren, Israels hellige Gud og Befrier, siger: „Jeg er Herren, din Gud, som lærer dig, hvad der er til dit eget bedste, og leder dig frem ad den vej, du skal gå.18Hvis du bare havde adlydt mine befalinger, ville du have oplevet fred og fremgang i overflod.19Da ville dine efterkommere være blevet talløse som sandet på stranden, og I ville have undgået min hårde straf.”20Men nu skal I forlade Babylonien og skynde jer væk fra kaldæerne. Råb af glæde og bring bud til jordens ende: „Herren har befriet sit folk, sin tjener Israel!”21Da Herren førte sit folk gennem ørkenen, led de ikke af tørst, for han kløvede klippen og lod vand vælde frem.22Men de gudløse finder ingen fred, siger Herren.
1Hört dies, ihr vom Hause Jakob, die ihr nach dem Namen Israels heißt und aus dem Wasser Judas gekommen seid; die ihr schwört bei dem Namen des HERRN und den Gott Israels bekennt, aber nicht in Wahrheit und Gerechtigkeit, – (Es 51,1)2sie nennen sich nach der heiligen Stadt und pochen auf den Gott Israels, der da heißt der HERR Zebaoth.3Ich habe vorzeiten verkündigt, was schon gekommen ist; aus meinem Munde ist es gekommen, und ich habe es sagen lassen. Ich tat es plötzlich und es kam.4Weil ich weiß, dass du hart bist und dein Nacken eine eiserne Sehne ist und deine Stirn ehern,5darum habe ich dir’s vorzeiten verkündigt und es dir sagen lassen, ehe es gekommen ist, damit du nicht sagen könntest: Mein Götze tat es, und mein Schnitzbild und Abgott hat’s befohlen.6Das hast du gehört, nun sieh dir das alles an! Ihr aber, wollt ihr es nicht verkündigen? – Von nun an lasse ich dich Neues hören und Verborgenes, das du nicht wusstest.7Jetzt ist es geschaffen und nicht vorzeiten, und vorher hast du nicht davon gehört, auf dass du nicht sagen könntest: Siehe, das wusste ich schon.8Du hörtest es nicht und wusstest es auch nicht, und dein Ohr war damals nicht geöffnet. Denn ich wusste, dass du treulos bist und man dich nennt »Abtrünnig von Mutterleib an«. (Es 43,27; Hos 12,4)9Um meines Namens willen halte ich lange meinen Zorn zurück, und um meines Ruhmes willen bezähme ich mich dir zugut, dass du nicht ausgerottet wirst. (Salm 79,9; Es 43,25; Es 52,5; Ez 20,8; Ez 36,20)10Siehe, ich habe dich geläutert, aber nicht wie Silber, sondern ich habe dich geprüft im Glutofen des Elends. (5.Mos 4,20; Jer 6,27; Ez 22,18)11Um meinetwillen, ja, um meinetwillen will ich’s tun, dass ich nicht gelästert werde; denn ich will meine Ehre keinem andern lassen. (Es 42,8)
Die Rettung Israels ist nahe
12Höre mir zu, Jakob, und du, Israel, den ich berufen habe: Ich bin’s, ich bin der Erste und auch der Letzte. (Åb 1,17)13Meine Hand hat die Erde gegründet, und meine Rechte hat den Himmel ausgespannt. Ich rufe und alles steht da.14Versammelt euch alle und hört: Wer ist unter ihnen, der es verkündigt hat? Er, den der HERR liebt, wird seinen Willen an Babel beweisen und seinen Arm an den Chaldäern. (Es 41,2)15Ich, ja, ich habe es gesagt, ich habe ihn gerufen, ich habe ihn auch kommen lassen, und sein Weg soll ihm gelingen.16Tretet her zu mir und hört dies! Ich habe von Anfang an nicht im Verborgenen geredet; von der Zeit an, da es geschieht, bin ich auf dem Plan. – Und nun sendet mich Gott der HERR und sein Geist. (Es 45,19)17So spricht der HERR, dein Erlöser, der Heilige Israels: Ich bin der HERR, dein Gott, der dich lehrt, was dir hilft, und dich leitet auf dem Wege, den du gehst.18O dass du auf meine Gebote gemerkt hättest, so würde dein Friede sein wie ein Wasserstrom und deine Gerechtigkeit wie Meereswellen. (5.Mos 5,29)19Deine Kinder würden zahlreich sein wie Sand und deine Nachkommen wie Sandkörner. Ihr Name würde nicht ausgerottet und nicht vertilgt werden vor mir. (1.Mos 22,17)20Geht heraus aus Babel, flieht von den Chaldäern! Mit fröhlichem Schall verkündigt dies und lasst es hören, tragt’s hinaus bis an die Enden der Erde und sprecht: Der HERR hat seinen Knecht Jakob erlöst. (Jer 51,6; Åb 18,4)21Sie litten keinen Durst, als er sie leitete in der Wüste. Er ließ ihnen Wasser aus dem Felsen fließen, er spaltete den Fels, dass Wasser herausrann. (2.Mos 17,6)22Aber die Gottlosen, spricht der HERR, haben keinen Frieden. (Es 57,21)