Dommer 9

Bibelen på hverdagsdansk

fra Biblica
1 En dag besøgte Gideons søn, Abimelek, sine morbrødre i Sikem. Han bad dem og hele sin morfars slægt om at spørge Sikems ledende mænd:2 „Foretrækker I at blive regeret af alle Gideons 70 sønner eller af én mand?” Og så huskede han dem på, at han jo gennem sin mor var beslægtet med dem.3 Derpå talte onklerne hans sag for alle byens ledere, og de var positive over for idéen. „Abimelek er jo vores slægtning,” sagde de.4 Derpå gav de ham 70 sølvstykker af de offergaver, der var indkommet til templet for deres afgud, Berit. Pengene brugte Abimelek til at leje en bande samvittighedsløse slyngler, der var villige til at gøre hvad som helst, han sagde.5 Han tog mændene med sig hjem til Ofra, og der dræbte de alle hans 70 halvbrødre over en og samme sten, bortset fra Jotam, den yngste. Han blev ikke dræbt, for han havde gemt sig.6 Derefter samledes indbyggerne i selve Sikem og i den nærliggende fæstningsby[1] ved det hellige egetræ i Sikem, hvor de udråbte Abimelek til konge.7 Da Jotam hørte, hvad der var sket, gik han op på toppen af Garizims bjerg og råbte: „Lyt til mig, Sikems indbyggere, så vil Gud lytte til jer.8 Der var engang nogle træer, som ville vælge en til at være konge over dem. Først sagde de til oliventræet: ‚Du skal være konge over os!’9 Men oliventræet afslog tilbuddet: ‚Skulle jeg holde op med at producere min dyrebare olivenolie, som bruges til at ære både Gud og mennesker, bare for at regere over jer?’10 Så sagde de til figentræet: ‚Du skal være konge over os!’11 Men figentræet afslog tilbuddet: ‚Skulle jeg holde op med at producere min søde frugt bare for at regere over jer?’12 Så sagde de til vinstokken: ‚Du skal være konge over os!’13 Men vinstokken afslog tilbuddet: ‚Skulle jeg holde op med at producere den vin, der glæder både Gud og mennesker, bare for at regere over jer?’14 Så sagde træerne til tornebusken: ‚Vil du være konge over os?’15 ‚Ja,’ svarede tornebusken, ‚hvis I er villige til at bøje jer og søge ly under min skygge. Vil I ikke det, skal flammer slå ud fra mine torne og brænde Libanons cedertræer ned til grunden!’ ”16 Jotam fortsatte: „Var det mon på grundlag af trofasthed og oprigtighed, at I udråbte Abimelek til konge? Vil I påstå, at det var den rette måde at vise jeres taknemmelighed til Gideon og hans efterkommere på?17 Kæmpede min far ikke selvopofrende for jer? Satte han ikke livet på spil, da han frelste jer fra midjanitterne?18 Alligevel har I i dag gjort oprør imod ham og myrdet hans 70 sønner på en sten. Og I har tilmed udråbt hans slavepiges søn, Abimelek, til jeres konge, bare fordi han er jeres slægtning.19 Havde I vist trofasthed over for Gideon og hans efterkommere, ville I have kunnet glæde jer med Abimelek, og Abimelek ville have kunnet glæde sig med jer.20 Men nu skal flammer slå ud fra Abimelek og ødelægge Sikems og fæstningsbyens indbyggere, og flammer skal slå ud fra befolkningen og ødelægge Abimelek!”21 Derefter flygtede Jotam til Be’er og slog sig ned der af frygt for sin halvbror.22-23 Tre år senere satte Gud splid mellem kong Abimelek af Israel og indbyggerne i Sikem, så de gjorde oprør imod Abimelek.24 Under de begivenheder, som fulgte, fik både Abimelek og Sikems indbyggere, der var medansvarlige for mordet på Gideons 70 sønner, deres velfortjente straf.25 Sikems mænd gjorde oprør mod kong Abimelek og lagde baghold ved bjergpassene. De plyndrede alle, der kom forbi, og det blev meddelt Abimelek.26 Omkring den tid kom der en mand ved navn Ga’al, søn af Ebed, og han slog sig ned i Sikem sammen med sine brødre. Ga’al blev snart en indflydelsesrig mand i byen.27 En dag var der fest i byen, fordi druehøsten var forbi, og de havde også fået presset druerne i vinpersen. Festen blev holdt i byens afgudstempel, og der blev drukket tæt. Til sidst begyndte de alle at forbande Abimelek.28 „Hvad bilder den Abimelek sig ind?” råbte Ga’al. „Hvad ret har han til at herske over os her i Sikem? Han er jo en søn af Gideon, som bare har indsat Zebul som guvernør over byen. Hvis nogen skulle herske over os, burde det være Hamors efterkommere, ikke Abimelek!29 Hvis jeg kunne bestemme og havde folket med mig, skulle jeg snart få ham af vejen. Jeg ville udfordre ham og hans hær til kamp!”30 Da Zebul fik at vide, hvad Ga’al havde sagt, blev han rasende31 og sendte i smug følgende besked til Abimelek i Aruma: „Ga’al, søn af Ebed, har sammen med sine brødre slået sig ned i Sikem, og nu er de ved at organisere et oprør imod dig.32 Derfor skal du komme i nat sammen med dine folk og lægge dig i baghold uden for byen.33 Ved daggry skal du slå til og storme byen. Når Ga’al og hans mænd så rykker ud imod dig, har du dem i din hule hånd!”34 Samme nat begav Abimelek og hans hær sig på vej mod Sikem. Da de ankom, delte de sig i fire grupper og lagde sig i baghold omkring byen.35 Tidligt næste morgen, da Abimelek og hans mænd rykkede frem mod byen, var Ga’al gået ud til byens port, hvor lederne normalt samledes.36 Da Ga’al fik øje på den fremstormende hær, sagde han til Zebul: „Se over mod bjergene! Er det ikke en hær, der er på vej?” „Nej,” svarede Zebul, „det er bare bjergenes skygger, du kan se.”37 „Nej, se engang!” blev Ga’al ved. „Jeg er sikker på, at det er krigere, der kommer ned fra det hellige bjerg.[2] Og se, der kommer flere ad vejen fra spåmændenes egetræ.”38 Da udbrød Zebul: „Hvor er nu dine store ord? Var det ikke dig, der sagde: ‚Hvad bilder den Abimelek sig ind, og hvad ret har han til at herske over os.’? De mænd, du hånede i går, er nu på vej mod byen. Ryk ud imod dem!”39 Så rykkede Ga’al ud mod Abimelek sammen med mændene fra Sikem,40 men Abimelek slog Ga’als folk tilbage, så der lå sårede og dræbte hele vejen ind til byporten.41 Abimelek vendte tilbage til Aruma, så det blev Zebul som fik til opgave at jage Ga’al og hans brødre bort fra Sikem.42 Næste dag gik mændene fra Sikem ud for at arbejde på deres marker, som de plejede. Da Abimelek fik det at vide,43 kom han tilbage med sin hær, delte den i tre afdelinger og bad dem holde sig skjult på markerne om natten. Da han næste morgen så folkene komme ud af byen, gav han tegn til de tre hærafdelinger om at gå til angreb.44 Den afdeling, som Abimelek var anfører for, skyndte sig hen til byporten, mens de to andre grupper kæmpede mod dem, som var på marken.45 Kampen fortsatte hele dagen. Da alle Sikems mænd var dræbt, indtog Abimelek byen, hvorefter han slog resten af indbyggerne ihjel. Han jævnede byen med jorden, og strøede salt ud over ruinerne som tegn på, at den ikke skulle genopbygges.46 De, som boede i tårnbyen,[3] søgte tilflugt i Berits afgudstempel, da de så, hvor det bar hen.47-48 Men nogen fortalte det til Abimelek. Så førte han nogle af sine mænd op på Zalmons høj, hvor han med en økse huggede nogle visne grene af træerne og tog dem på skuldrene. „Skynd jer at gøre det samme, som I ser mig gøre!” beordrede han.49 Så skyndte mændene sig at hugge hver sit knippe grene og fulgte efter Abimelek hen til templet, hvor de satte grenene op ad muren og satte ild til. På den måde omkom alle de 1000 mænd og kvinder, der boede i tårnbyen.50 Derefter angreb Abimelek byen Tebetz og indtog den.51 Indbyggerne søgte imidlertid tilflugt i byens fæstning og barrikaderede indgangen, inden de søgte op på taget.52 Abimelek fulgte efter dem for at angribe fæstningen. Da han skulle til at sætte ild til den,53 var der en kvinde oppe på taget, som kastede en møllesten ned, og den ramte ham i hovedet.54 „Giv mig dødsstødet!” stønnede han til sin våbendrager. „Det skal ikke siges om Abimelek, at han blev dræbt af en kvinde.” Så gennemborede våbendrageren ham med sit sværd.55 Da Abimeleks mænd så, at han var død, opløste de hæren og vendte tilbage til deres hjem.56 På den måde straffede Gud Abimelek, fordi han havde myrdet sine 70 halvbrødre.57 Gud straffede også Sikems indbyggere for al deres ondskab. Sådan gik Jotams ord i opfyldelse.

Dommer 9

Lutherbibel 2017

fra Deutsche Bibelgesellschaft
1 Abimelech aber, der Sohn Jerubbaals, ging hin nach Sichem zu den Brüdern seiner Mutter und redete mit ihnen und mit dem ganzen Geschlecht des Hauses seiner Mutter und sprach: (Dom 8,31)2 Redet doch vor den Ohren aller Herren von Sichem: Was ist euch besser, dass siebzig Männer, alle die Söhne Jerubbaals, über euch Herrscher seien oder dass ein Mann über euch Herrscher sei? Denkt auch daran, dass ich euer Gebein und Fleisch bin. (Dom 18,1)3 Da redeten die Brüder seiner Mutter seinetwegen alle diese Worte vor den Ohren aller Herren von Sichem. Und ihr Herz neigte sich Abimelech zu; denn sie dachten: Er ist unser Bruder.4 Und sie gaben ihm siebzig Silberstücke aus dem Tempel des Baal-Berit. Und Abimelech warb damit lose, leichtfertige Männer an, die ihm nachfolgten. (Dom 8,33)5 Und er kam in das Haus seines Vaters nach Ofra und tötete seine Brüder, die Söhne Jerubbaals, siebzig Mann, auf einem Stein. Es blieb aber übrig Jotam, der jüngste Sohn Jerubbaals, denn er hatte sich versteckt.6 Und es versammelten sich alle Herren von Sichem und alle Bewohner des Millo, gingen hin und machten Abimelech zum König bei der Eiche am Steinmal von Sichem. (1.Mos 35,4; Josva 24,26)7 Als das dem Jotam angesagt wurde, ging er hin und stellte sich auf den Gipfel des Berges Garizim, erhob seine Stimme, rief und sprach zu ihnen: Höret mich, ihr Herren von Sichem, dass euch Gott auch höre.8 Die Bäume gingen hin, um einen König über sich zu salben, und sprachen zum Ölbaum: Sei unser König!9 Aber der Ölbaum antwortete ihnen: Soll ich meine Fettigkeit lassen, die Götter und Menschen an mir preisen, und hingehen, über den Bäumen zu schweben?10 Da sprachen die Bäume zum Feigenbaum: Komm du und sei unser König!11 Aber der Feigenbaum sprach zu ihnen: Soll ich meine Süßigkeit und meine gute Frucht lassen und hingehen, über den Bäumen zu schweben?12 Da sprachen die Bäume zum Weinstock: Komm du und sei unser König!13 Aber der Weinstock sprach zu ihnen: Soll ich meinen Wein lassen, der Götter und Menschen fröhlich macht, und hingehen, über den Bäumen zu schweben?14 Da sprachen alle Bäume zum Dornbusch: Komm du und sei unser König! (2.Kong 14,9)15 Und der Dornbusch sprach zu den Bäumen: Ist’s wahr, dass ihr mich zum König über euch salben wollt, so kommt und bergt euch in meinem Schatten; wenn nicht, so gehe Feuer vom Dornbusch aus und verzehre die Zedern Libanons.16 Habt ihr nun recht und redlich getan, dass ihr Abimelech zum König gemacht habt? Und habt ihr wohlgetan an Jerubbaal und an seinem Hause, und habt ihr ihm getan, wie er’s um euch verdient hat?17 Denn mein Vater hat für euch gekämpft und sein Leben gewagt und euch aus der Hand Midians errettet.18 Aber ihr habt euch heute gegen meines Vaters Haus aufgelehnt und seine Söhne getötet, siebzig Mann auf einem Stein, und habt Abimelech, seiner Magd Sohn, zum König über die Herren von Sichem gemacht, weil er euer Bruder ist.19 Habt ihr nun heute recht und redlich gehandelt an Jerubbaal und an seinem Hause, so seid fröhlich über Abimelech, und er sei fröhlich über euch.20 Wenn aber nicht, so gehe Feuer aus von Abimelech und verzehre die Herren von Sichem und die Bewohner des Millo, und gehe auch Feuer aus von den Herren von Sichem und von den Bewohnern des Millo und verzehre Abimelech.21 Und Jotam floh vor seinem Bruder Abimelech und entwich und ging nach Beer und wohnte dort.22 Als nun Abimelech drei Jahre über Israel geherrscht hatte,23 sandte Gott einen bösen Geist zwischen Abimelech und die Herren von Sichem. Und die Herren von Sichem wurden Abimelech untreu, (1.Sam 16,14; 1.Sam 18,10; 1.Sam 19,9)24 damit der Frevel an den siebzig Söhnen Jerubbaals und ihr Blut käme auf Abimelech, ihren Bruder, der sie getötet hatte, und auf die Herren von Sichem, die ihm seine Hand dazu gestärkt hatten, dass er seine Brüder tötete. (1.Mos 9,6)25 Und die Herren von Sichem legten einen Hinterhalt auf den Höhen der Berge und beraubten alle, die auf der Straße bei ihnen vorüberkamen. Und es wurde Abimelech angesagt.26 Es kamen aber Gaal, der Sohn Ebeds, und seine Brüder und zogen in Sichem ein. Und die Herren von Sichem verließen sich auf ihn27 und zogen hinaus aufs Feld und ernteten ihre Weinberge ab und kelterten und hielten ein Freudenfest und gingen in das Haus ihres Gottes, aßen und tranken und fluchten dem Abimelech.28 Und Gaal, der Sohn Ebeds, sprach: Wer ist Abimelech und wer ist Sichem, dass wir ihm dienen sollten? Ist er nicht Jerubbaals Sohn und Sebul sein Vogt? Dienet den Leuten Hamors, des Vaters von Sichem! Warum sollten wir jenem dienen? (1.Mos 34,2)29 Wollte Gott, das Volk wäre unter meiner Hand, so würde ich den Abimelech vertreiben und ihm sagen: Mehre dein Heer und zieh in den Kampf!30 Als aber Sebul, der Stadthauptmann, die Worte Gaals, des Sohnes Ebeds, hörte, entbrannte sein Zorn,31 und er sandte heimlich Boten zu Abimelech und ließ ihm sagen: Siehe, Gaal, der Sohn Ebeds, und seine Brüder sind nach Sichem gekommen und machen dir die Stadt aufrührerisch.32 So mach dich nun auf bei Nacht, du und dein Volk, das bei dir ist, und lege einen Hinterhalt im Felde. (Josva 8,3)33 Und am Morgen, wenn die Sonne aufgeht, mache dich auf und überfalle die Stadt. Und wenn er und das Volk, das bei ihm ist, gegen dich hinauszieht, so tu mit ihm, wie du es vermagst.34 Abimelech machte sich auf bei Nacht und alles Volk, das bei ihm war, und sie legten einen Hinterhalt gegen Sichem mit vier Heerhaufen.35 Und Gaal, der Sohn Ebeds, zog heraus und trat in das Stadttor. Aber Abimelech machte sich auf aus dem Hinterhalt samt dem Volk, das mit ihm war.36 Als nun Gaal das Volk sah, sprach er zu Sebul: Siehe, da kommt Kriegsvolk von den Höhen des Gebirges herab. Sebul aber sprach zu ihm: Du siehst die Schatten der Berge für Leute an.37 Gaal redete noch weiter und sprach: Siehe, Kriegsvolk kommt herab vom Nabel der Erde[1], und ein Heerhaufe kommt daher auf dem Wege von der Zaubereiche. (Ez 38,12)38 Da sprach Sebul zu ihm: Wo ist nun dein Maul, das da sagte: Wer ist Abimelech, dass wir ihm dienen sollten? Ist das nicht das Kriegsvolk, das du verachtet hast? Zieh nun hin und kämpfe mit ihm!39 Gaal zog aus vor den Herren von Sichem her und kämpfte mit Abimelech.40 Aber Abimelech jagte ihm nach, dass er vor ihm floh, und viele blieben erschlagen liegen bis an das Tor.41 Und Abimelech blieb in Aruma. Sebul aber verjagte den Gaal und seine Brüder, sodass sie in Sichem nicht bleiben konnten.42 Am Morgen aber ging das Volk heraus aufs Feld. Als man das Abimelech ansagte,43 nahm er das Kriegsvolk, teilte es in drei Heerhaufen und legte einen Hinterhalt im Feld. Als er nun sah, dass das Volk aus der Stadt ging, erhob er sich gegen sie und schlug sie.44 Abimelech und der Heerhaufe, der bei ihm war, überfielen sie und stellten sich am Stadttor auf. Die beiden andern Heerhaufen aber überfielen alle, die auf dem Felde waren, und schlugen sie.45 So kämpfte Abimelech gegen die Stadt den ganzen Tag und eroberte sie und tötete das Volk, das darin war, und zerstörte die Stadt und streute Salz darauf.46 Als das alle Herren der Burg von Sichem hörten, gingen sie in das Gewölbe des Tempels des El-Berit. (Dom 8,33)47 Und als Abimelech hörte, dass sich alle Herren der Burg von Sichem versammelt hatten,48 ging er auf den Berg Zalmon mit seinem ganzen Kriegsvolk, das bei ihm war, und nahm eine Axt in seine Hand und hieb einen Ast vom Baum und hob ihn auf und legte ihn auf seine Schulter und sprach zu dem Volk, das mit ihm war: Was ihr mich tun seht, das beeilt euch, auch zu tun.49 Da hieb jeder vom Volk einen Ast ab, und sie folgten Abimelech und legten die Äste auf das Gewölbe und setzten über ihnen das Gewölbe in Brand, sodass auch alle in der Burg von Sichem starben, etwa tausend Männer und Frauen.50 Abimelech aber zog nach Tebez, belagerte die Stadt und nahm sie ein.51 Es war aber eine starke Burg mitten in der Stadt. Dahin flohen alle Männer und Frauen und alle Herren der Stadt, schlossen hinter sich zu und stiegen auf das Dach der Burg.52 Da kam Abimelech zur Burg und kämpfte gegen sie und näherte sich dem Burgtor, um es mit Feuer zu verbrennen.53 Aber eine Frau warf einen Mühlstein Abimelech auf den Kopf und zerschmetterte ihm den Schädel.54 Da rief Abimelech eilends seinen Waffenträger herbei und sprach zu ihm: Zieh dein Schwert und töte mich, dass man nicht von mir sage: Eine Frau hat ihn erschlagen. Da durchstach ihn sein Waffenträger, und er starb. (1.Sam 31,4; 2.Sam 11,21)55 Als aber die Israeliten sahen, dass Abimelech tot war, ging ein jeder heim.56 So vergalt Gott dem Abimelech das Böse, das er seinem Vater angetan hatte, als er seine siebzig Brüder tötete. (Dom 5,1)57 Desgleichen alle bösen Taten der Männer von Sichem vergalt ihnen Gott auf ihren Kopf, und es kam über sie der Fluch Jotams, des Sohnes Jerubbaals. (Dom 20,1)