1Mens Peter stod sammen med Johannes og talte til folkemængden, kom de ledende præster derhen sammen med kommandanten for tempelvagten og nogle af saddukæerne.2De var oprørte over, at Peter og Johannes stod og underviste folket og oven i købet påstod, at Jesus var genopstået fra de døde.[1]3De to mænd blev pågrebet og sat i arresten til næste dag, for det var for sent til, at Det jødiske Råd kunne samles den dag.4Men mange af dem, der havde hørt Peters tale, kom til tro, og der var nu omtrent 5000 mænd i menigheden.5Næste dag blev Rådet kaldt sammen. Det bestod af de jødiske ledere og de skriftlærde i Jerusalem.6Ypperstepræsten Annas var til stede sammen med Kajfas, Johannes, Alexander og andre fra ypperstepræstens familie.7De to disciple blev ført frem, og forhøret begyndte. „Hvem har givet jer ret til at gøre det, I gjorde her i går?” lød det første spørgsmål.8Fyldt med Helligåndens kraft svarede Peter: „Ærede ledere og rådsmedlemmer!9Hvis årsagen til forhøret her er den gode gerning, som fandt sted i går, hvor en lam mand blev helbredt,10så lad mig sige ligeud til både jer og hele Israels folk, at når denne mand kan stå sund og rask foran jer, så skyldes det den kraft og autoritet, vi har fået fra nazaræeren Jesus. Det er ham, der er Messias, og det var jer, der korsfæstede ham, men Gud oprejste ham fra de døde.11Han er den sten, som I bygmestre kasserede, men som nu er blevet selve hjørnestenen.[2] (Salm 118,22; Matt 21,42)12Der findes ikke frelse andre steder end hos Jesus, for der er ingen andre i hele verden, som kan frelse os mennesker.”13Rådsmedlemmerne undrede sig over, at Peter og Johannes talte med så stor frimodighed, for de var godt klar over, at de var jævne folk uden nogen særlig uddannelse. Men så forstod de, at det var, fordi de havde været sammen med Jesus.14Og den mirakuløse helbredelse kunne de ikke komme udenom, for manden, der var blevet rask, stod selv ved siden af dem.15Derfor sendte de alle ud af retssalen, så de kunne drøfte sagen uforstyrret.16„Hvad skal vi stille op med dem?” spurgte de hinanden. „Det går ikke at benægte, at der er sket et mirakel. Hele byen taler jo om det.17Men det må være muligt at lukke munden på dem. Det her må ikke have lov til at brede sig. Vi må forbyde dem at tale til folk om Jesus.”18Så blev de to mænd kaldt ind for Rådet igen og fik besked på, at de fra nu af aldrig mere måtte tale om Jesus eller viderebringe hans lære.19„I mener altså, at vi skal adlyde jer i stedet for Gud?” sagde Peter og Johannes.20„Nej, vi kan ikke holde op med at tale om det, vi har set og hørt.”21Så lod Rådet disciplene gå, efter at de havde givet dem endnu en advarsel. De turde ikke straffe dem af frygt for, hvordan folkeskaren ville reagere. Alle lovpriste jo Gud for det mirakel, der var sket:22En lam mand på over 40 år var blevet fuldstændig helbredt.
Menigheden beder om frimodighed og fyldes med Helligånden igen
23Så snart Peter og Johannes var blevet løsladt, vendte de tilbage til de andre apostle og disciple og fortalte, hvad ypperstepræsterne og folkets ledere havde sagt til dem.24Da forsamlingen hørte det, forenede de sig i bøn: „Mægtige Herre! Det er dig, som har skabt himlen og jorden og havet og alt, hvad der er i dem.25-26Det er også dig, som for længe siden ved Helligånden talte gennem vores forfar, din tjener David, og sagde: Hvorfor er de fremmede folk så rasende? Deres konger gør sig klar til kamp. Hvorfor lægger folk nytteløse planer? Deres ledere samles til rådslagning. De kæmper imod Herren selv, de angriber hans udvalgte tjener.[3] (Salm 2,1)27Dine fjender samlede sig her i Jerusalem, både kong Herodes og den romerske guvernør, Pontius Pilatus, både jøderne og de fremmede, for at bekæmpe din hellige Tjener, Jesus,28og for at udføre det, som du i din almagt og visdom forud havde bestemt skulle ske.29Nu beder vi dig, Herre: Tag dig af deres trusler, og giv dine tjenere frimodighed til at forkynde dit ord.30Send din helbredende kraft, og lad tegn og undere ske i din hellige Tjeners, Jesu, navn.”31Da de havde bedt, rystede det sted, hvor de var forsamlet, og de blev alle fyldt med Helligåndens kraft. Derefter fortsatte de frimodigt med at tale Guds ord til folk.
Menighedens fællesskab og Barnabas
32Alle de, som var kommet til tro, var ét i hjerte og sind, og ingen anså det, de ejede, for at være deres personlige ejendom. Alt var fælleseje.33Med overbevisende kraft fortalte apostlene om, hvordan Jesus var genopstået fra de døde, og Guds nåde og velsignelse var over dem alle.34-35Ingen manglede noget, for mange af dem, der ejede hus eller ejendom, solgte det og afleverede pengene til apostlene, som så delte pengene ud til dem, der havde behov for at modtage hjælp.36Der var en troende levit, som hed Josef og var fra Cypern. Apostlene gav ham tilnavnet Barnabas (det betyder „Trøsteren”).37Han solgte en mark, han havde, og afleverede pengene til apostlene.
1Während sie zum Volk redeten, traten zu ihnen die Priester und der Hauptmann der Tempelwache und die Sadduzäer, (Luk 22,4; Luk 22,52)2die verdross, dass sie das Volk lehrten und verkündigten in Jesus die Auferstehung von den Toten. (Ap G 23,8)3Und sie legten Hand an sie und setzten sie gefangen bis zum Morgen; denn es war schon Abend.4Aber viele von denen, die das Wort gehört hatten, wurden gläubig; und die Zahl der Männer stieg auf etwa fünftausend. (Ap G 2,47)5Als nun der Morgen kam, versammelten sich ihre Oberen und Ältesten und Schriftgelehrten in Jerusalem,6auch Hannas, der Hohepriester, und Kaiphas und Johannes und Alexander und alle, die vom Geschlecht der Hohenpriester waren; (Luk 3,1)7und sie stellten sie in die Mitte und fragten sie: Aus welcher Kraft oder in welchem Namen habt ihr das getan? (Luk 20,1)8Petrus, voll des Heiligen Geistes, sprach zu ihnen: Ihr Oberen des Volkes und ihr Ältesten! (Matt 10,20; Ap G 2,4)9Wenn wir heute wegen der Wohltat an dem kranken Menschen verhört werden, wodurch er gesund geworden ist,10so sei euch allen und dem ganzen Volk Israel kundgetan: Im Namen Jesu Christi von Nazareth[1], den ihr gekreuzigt habt, den Gott von den Toten auferweckt hat; durch ihn steht dieser hier gesund vor euch. (Ap G 3,6; Ap G 3,15)11Das ist der Stein, von euch Bauleuten verworfen, der zum Eckstein geworden ist. (Salm 118,22; Luk 20,17; 1.Pet 2,4)12Und in keinem andern ist das Heil, auch ist kein andrer Name unter dem Himmel den Menschen gegeben, durch den wir sollen selig werden. (Matt 1,21; Ap G 2,21; Ap G 10,43)13Sie sahen aber den Freimut des Petrus und Johannes und wunderten sich; denn sie merkten, dass sie ungelehrte und einfache Leute waren, und wussten auch von ihnen, dass sie mit Jesus gewesen waren.14Sie sahen aber den Menschen, der gesund geworden war, bei ihnen stehen und wussten nichts dagegen zu sagen. (Ap G 3,8)15Da hießen sie sie hinausgehen aus dem Hohen Rat und berieten miteinander16und sprachen: Was wollen wir mit diesen Menschen tun? Denn dass ein offenkundiges Zeichen durch sie geschehen ist, ist allen bekannt, die in Jerusalem wohnen, und wir können’s nicht leugnen. (Joh 11,47)17Aber damit es nicht weiter einreiße unter dem Volk, wollen wir ihnen drohen, dass sie hinfort zu keinem Menschen in diesem Namen reden.18Und sie riefen sie und geboten ihnen, keinesfalls zu verkünden oder zu lehren in dem Namen Jesu. (Ap G 5,28)19Petrus aber und Johannes antworteten und sprachen zu ihnen: Urteilt selbst, ob es vor Gott recht ist, dass wir euch mehr gehorchen als Gott.20Wir können’s ja nicht lassen, von dem zu reden, was wir gesehen und gehört haben.21Da drohten sie ihnen und ließen sie gehen um des Volkes willen, weil sie nicht wussten, wie man sie hätte bestrafen können; denn alle lobten Gott für das, was geschehen war.22Denn der Mensch war über vierzig Jahre alt, an dem dieses Zeichen der Heilung geschehen war.
Das Gebet der Gemeinde
23Und als man sie hatte gehen lassen, kamen sie zu den Ihren und berichteten, was die Hohenpriester und Ältesten zu ihnen gesagt hatten.24Als sie das hörten, erhoben sie ihre Stimme einmütig zu Gott und sprachen: Herr, du hast Himmel und Erde und das Meer und alles, was darin ist, gemacht, (2.Mos 20,11; Salm 146,6; Ap G 14,15)25du hast durch den Mund unseres Vaters David, deines Knechtes, durch den Heiligen Geist gesagt: »Warum toben die Heiden, und die Völker nehmen sich vor, was vergeblich ist?26Die Könige der Erde treten zusammen, und die Fürsten versammeln sich wider den Herrn und seinen Christus.«27Wahrhaftig, sie haben sich versammelt in dieser Stadt gegen deinen heiligen Knecht Jesus, den du gesalbt hast, Herodes und Pontius Pilatus mit den Heiden und den Stämmen Israels, (Luk 23,12)28zu tun, was deine Hand und dein Ratschluss zuvor bestimmt haben, dass es geschehen sollte. (Ap G 2,23)29Und nun, Herr, sieh an ihr Drohen und gib deinen Knechten, mit allem Freimut zu reden dein Wort. (Ef 6,19)30Strecke deine Hand aus zur Heilung und lass Zeichen und Wunder geschehen durch den Namen deines heiligen Knechtes Jesus. (Ap G 5,12)31Und als sie gebetet hatten, erbebte die Stätte, wo sie versammelt waren; und sie wurden alle vom Heiligen Geist erfüllt und redeten das Wort Gottes mit Freimut.
Die Gütergemeinschaft der ersten Christen
32Die Menge der Gläubigen aber war ein Herz und eine Seele; auch nicht einer sagte von seinen Gütern, dass sie sein wären, sondern es war ihnen alles gemeinsam. (Ap G 2,44)33Und mit großer Kraft bezeugten die Apostel die Auferstehung des Herrn Jesus, und große Gnade war bei ihnen allen. (Ap G 2,22)34Es war auch keiner unter ihnen, der Mangel hatte; denn wer von ihnen Land oder Häuser hatte, verkaufte sie und brachte das Geld für das Verkaufte (Ap G 2,45)35und legte es den Aposteln zu Füßen; und man gab einem jeden, was er nötig hatte.36Josef aber, der von den Aposteln Barnabas genannt wurde – das heißt übersetzt: Sohn des Trostes –, ein Levit, aus Zypern gebürtig, (Ap G 9,27; Ap G 11,22; Ap G 12,25; Ap G 15,2; 1.Kor 9,6; Gal 2,1; Kol 4,10)37der hatte einen Acker und verkaufte ihn und brachte das Geld und legte es den Aposteln zu Füßen.