4. Mosebog 32 | Bibelen på hverdagsdansk

Bibelen på hverdagsdansk

Nogle israelitter bosætter sig øst for Jordanfloden

1 Rubens og Gads stammer havde masser af kvæg, og da de opdagede, hvor velegnet Jazers og Gileads land var til kvægavl, 2 henvendte deres ledere sig til Moses og præsten Eleazar og de øvrige stammeledere og sagde: 3-4 „Herren har hjulpet sit folk med at erobre hele området omkring byerne Atarot, Dibon, Jazer, Nimra, Heshbon, Elale, Sebam, Nebo og Beon. Dette område er særdeles velegnet til kvægavl. 5 Derfor vi vil gerne bede om at få tildelt det område som vores ejendom, så vi kan slå os ned her frem for at tage over på den anden side af Jordanfloden.” 6 „Skal de andre stammer så gå i krig alene?” spurgte Moses. 7 „Det vil tage modet fra resten af folket, så vi risikerer, at de går glip af det land, Herren har lovet dem. 8 Var det ikke netop det, der skete for jeres fædre, dengang jeg sendte spioner fra Kadesh-Barnea ind i landet? 9 Kom spionerne ikke tilbage fra Eshkoldalen og tog modet fra folket, så de ikke nåede ind i det land, Herren havde lovet dem? 10-11 Ved den lejlighed blev Herren så vred over deres vantro, at han svor på, at ikke en eneste over 20 år af alle dem, der havde været med fra begyndelsen, da de forlod Egypten, skulle få det land at se, han havde lovet Abraham, Isak og Jakob. 12 Kun Kaleb og Josva var undtaget, for de havde fuld tillid til Herren, og de opfordrede folket til at gå ind og tage landet i besiddelse. 13 Efter den episode lod Herren os strejfe omkring i ørkenen i 40 år, indtil den oprørske generation var uddød i ørkenen som følge af deres synd. 14 Og nu kommer I og vil gøre det samme igen. Hvis I nu også nægter at adlyde Herren, vil han i sin vrede straffe Israels folk endnu værre. 15 Hvis I svigter, vil folket få forlænget opholdet i ørkenen, og på den måde bringer I ulykke over hele folket.” 16 „Nej, nej,” svarede de, „vi har kun tænkt os at lave indhegninger og bygge byer, så vi kan efterlade vores kvæg og vores familier her, 17 mens vi selv ruster os til krig og går i spidsen for Israels folk ind i landet, så vi kan sikre os, at de når deres bestemmelsessted, hvor de kan slå sig ned i fred og ro. Men forinden må vi bygge befæstede byer til vores familier for at sikre os, at de ikke bliver udplyndret af de øvrige indbyggere i området. 18 Når det er gjort, vil vi følge med folket og ikke vende tilbage, før alle Israels stammer har taget deres land i besiddelse. 19 Det eneste, vi siger, er, at vi vil foretrække at bo på den østlige side af Jordanfloden i stedet for på den vestlige side.” 20 „Godt,” svarede Moses, „hvis I vil holde jeres ord og ruste jer til krig, 21-22 kan I overtage området øst for Jordanfloden på den betingelse, at I ikke vender tilbage, før Herren har jaget fjenderne bort, og folket har indtaget landet. Først da har I opfyldt jeres forpligtelser over for Herren og folket, så Herren kan give jer det område, I er interesseret i. 23 Men hvis I løber fra jeres ord, har I syndet imod Herren selv—og da skal I få konsekvensen af jeres synd at mærke. 24 Gå bare i gang med at lave indhegninger til jeres kvæg og bygge byer til jeres familier, sådan som I foreslår.” 25 „Vi vil gøre nøjagtig, som du siger,” svarede Gads og Rubens stammeledere. 26 „Vi vil efterlade vores børn, koner, kvæg og øvrige husdyr i byerne her i Gilead, 27 men alle våbenføre mænd iblandt os følger med over på den anden side af Jordanfloden for at kæmpe i krigen for Herren, sådan som du har befalet.” 28 Moses bekendtgjorde denne afgørelse for Eleazar, Josva og stammelederne. 29 „Hvis alle våbenføre mænd fra Gads og Rubens stammer hjælper med til at erobre landet på den anden side af Jordanfloden,” sagde han, „skal Gileads land bagefter tilfalde dem. 30 Men hvis de kryber udenom, skal de have jord side om side med de øvrige stammer i Kana’an.” 31 Gads og Rubens stammeledere bekræftede Moses’ ord. „Vi vil gøre, som Herren har befalet,” erklærede de. 32 „Alle våbenføre mænd følger med til Kana’an og deltager i krigen for Herren, og vi overtager så ejendomsretten til området øst for Jordanfloden.” 33 Derpå overdrog Moses officielt amoritterkongen Sihons område og kong Og af Bashans område med de tilhørende byer til Gads, Rubens og det halve af Manasses stammer. 34 Gads stamme genopbyggede følgende byer: Dibon, Atarot, Aroer, 35 Atarot-Shofan, Jazer, Jogbeha, 36 Bet-Nimra og Bet-Haran. De var alle befæstede byer med indhegnede græsgange udenom. 37 Rubens stamme genopbyggede følgende byer: Heshbon, Elale, Kirjatajim, 38 Nebo, Ba’al-Meon og Sibma. De gav mange af byerne nye navne. 39 Makirs slægt af Manasses stamme tog op til Gilead, erobrede landet og jog amoritterne bort. 40 Derfor gav Moses Gilead til makiritterne, som bosatte sig der. 41 Jair-slægten fra Manasses stamme erobrede en lang række byer i Gilead, hvorefter de gav området navneforandring til Jairs landsbyer. 42 En mand ved navn Noba erobrede med sin hærstyrke byen Kenat og de omkringliggende landsbyer og opkaldte området efter sig selv.

Lutherbibel 2017

fra Deutsche Bibelgesellschaft

Verteilung des Ostjordanlandes

1 Die Rubeniter und die Gaditer hatten sehr viel Vieh und sahen das Land Jaser und Gilead an als gute Weide für ihr Vieh (5.Mos 3,12) 2 und kamen und sprachen zu Mose und zu dem Priester Eleasar und zu den Fürsten der Gemeinde: 3 Das Land Atarot, Dibon, Jaser, Nimra, Heschbon, Elale, Sibma, Nebo und Beon, 4 das der HERR geschlagen hat vor der Gemeinde Israel, ist Weideland, und deine Knechte haben Vieh. 5 Und sie sprachen weiter: Haben wir Gnade vor dir gefunden, so gebe man dieses Land deinen Knechten zu eigen, und lass uns nicht über den Jordan ziehen. 6 Mose sprach zu ihnen: Eure Brüder sollen in den Kampf ziehen und ihr wollt hierbleiben? 7 Warum wollt ihr den Israeliten den Mut nehmen, dass sie nicht hinüberziehen in das Land, das ihnen der HERR gegeben hat? 8 So machten es auch eure Väter, als ich sie aussandte von Kadesch-Barnea, um das Land zu erkunden; (4.Mos 13,1) 9 und als sie hinaufgekommen waren bis an den Bach Eschkol und das Land sahen, machten sie das Herz der Israeliten abwendig, dass sie nicht in das Land wollten, das ihnen der HERR geben wollte. 10 Und des HERRN Zorn entbrannte zur selben Zeit, und er schwor: 11 Wahrlich, diese Leute, die aus Ägypten gezogen sind, von zwanzig Jahren an und darüber, sollen das Land nicht sehen, das ich Abraham, Isaak und Jakob zugeschworen habe, weil sie mir nicht treu nachgefolgt sind, (4.Mos 14,22; 4.Mos 26,65) 12 ausgenommen Kaleb, der Sohn Jefunnes, des Kenasiters, und Josua, der Sohn Nuns; denn sie sind dem HERRN treu nachgefolgt. (4.Mos 14,7; Josva 14,6) 13 So entbrannte des HERRN Zorn über Israel, und er ließ sie hin und her in der Wüste ziehen vierzig Jahre, bis es zu Ende war mit dem ganzen Geschlecht, das übel getan hatte vor dem HERRN. 14 Und siehe, ihr seid aufgetreten an eurer Väter statt als Brut von Sündern, damit sich der grimmige Zorn des HERRN gegen Israel noch vermehrt. 15 Denn wenn ihr euch von ihm wendet, so wird er das Volk noch länger in der Wüste lassen, und ihr werdet es ganz zugrunde richten. 16 Da traten sie heran und sprachen: Wir wollen nur Schafhürden hier bauen für unser Vieh und Städte für unsere Kinder; 17 wir aber wollen eilends gerüstet vor den Israeliten einherziehen, bis wir sie an ihren Ort gebracht haben. Unsere Kinder aber sollen in den festen Städten bleiben um der Bewohner des Landes willen. 18 Wir wollen nicht heimkehren, bis von den Israeliten ein jeder sein Erbe eingenommen hat. 19 Denn wir wollen nicht mit ihnen jenseits des Jordans Erbbesitz erhalten, sondern unser Erbteil soll uns diesseits des Jordans nach Osten hin zufallen. (Josva 13,8) 20 Mose sprach zu ihnen: Wenn ihr das tun wollt, so rüstet euch zum Kampf vor dem HERRN. (Josva 1,12) 21 Wer unter euch gerüstet ist, der ziehe über den Jordan vor dem HERRN, bis er seine Feinde vertrieben hat vor sich her 22 und das Land unterworfen ist vor dem HERRN. Danach sollt ihr zurückkehren und ohne Schuld sein vor dem HERRN und vor Israel und sollt dies Land zu eigen haben vor dem HERRN. 23 Wenn ihr das aber nicht tut, siehe, so werdet ihr euch an dem HERRN versündigen. Ihr sollt aber wissen: Es ist eure Sünde, die euch treffen wird. 24 So baut nun Städte für eure Kinder und Hürden für euer Vieh und tut, was ihr gelobt habt. (4.Mos 30,3) 25 Die Gaditer und die Rubeniter sprachen zu Mose: Deine Knechte werden tun, wie mein Herr geboten hat. 26 Unsere Kinder und Frauen, unsere Habe und all unser Vieh sollen in den Städten Gileads bleiben; 27 deine Knechte aber wollen alle gerüstet zum Heer in den Kampf ziehen vor dem HERRN, wie mein Herr gesagt hat. 28 Da gebot Mose ihretwegen dem Priester Eleasar und Josua, dem Sohn Nuns, und den Häuptern der Sippen unter den Stämmen Israels 29 und sprach zu ihnen: Wenn die Gaditer und die Rubeniter mit euch über den Jordan ziehen, alle gerüstet zum Kampf vor dem HERRN, und das Land euch untertan ist, so gebt ihnen das Land Gilead zu eigen. 30 Ziehen sie aber nicht gerüstet mit euch hinüber, so sollen sie mit euch erben im Lande Kanaan. 31 Die Gaditer und die Rubeniter antworteten und sprachen: Wie der HERR redet zu deinen Knechten, so wollen wir tun. 32 Wir wollen gerüstet hinüberziehen vor dem HERRN ins Land Kanaan und unser Erbteil besitzen diesseits des Jordans. 33 Also gab Mose den Gaditern und den Rubenitern und dem halben Stamm Manasses, des Sohnes Josefs, das Königreich Sihons, des Königs der Amoriter, und das Königreich Ogs, des Königs von Baschan, das Land samt den Städten ringsumher mit ihrem ganzen Gebiet. (Josva 13,15) 34 Und die Gaditer bauten Dibon, Atarot, Aroër, 35 Atrot-Schofan, Jaser, Jogboha, 36 Bet-Nimra und Bet-Haran, feste Städte und Schafhürden. 37 Die Rubeniter bauten Heschbon, Elale, Kirjatajim, 38 Nebo, Baal-Meon und Sibma und gaben den Städten, die sie bauten, ihre bisherigen Namen. 39 Und die Söhne Machirs, des Sohnes Manasses, gingen nach Gilead und eroberten es und vertrieben die Amoriter, die darin waren. 40 Da gab Mose dem Machir, dem Sohn Manasses, Gilead und er wohnte darin. 41 Jaïr aber, der Sohn Manasses, ging hin und eroberte ihre Dörfer und nannte sie »Dörfer Jaïrs«. (5.Mos 3,14; Dom 10,3) 42 Nobach ging hin und eroberte Kenat mit seinen Ortschaften und nannte es Nobach nach seinem Namen.