1En dag gjorde Mirjam og Aron oprør imod Moses, fordi han havde taget sig en kone fra det land, der hed Kush,[1] syd for Egypten.2„Kan Herren kun tale til Moses?” sagde de. „Hvad med os? Herren kan vel lige så godt tale til os.” Herren hørte det,3men Moses prøvede ikke at forsvare sig, for han var jordens mest ydmyge menneske.4Herren talte nu til både Moses, Aron og Mirjam og sagde: „Gå alle tre hen til åbenbaringsteltet!” Da stillede de sig foran teltet.5Derpå steg Herren ned, skjult i en sky, og stillede sig ved indgangen til teltet. „Aron og Mirjam, træd frem,” beordrede han. Det gjorde de så.6Herren fortsatte: „Når jeg taler til en profet, gør jeg det normalt gennem syner og drømme,7men det er ikke på den måde, jeg kommunikerer med min tjener Moses. Han er en trofast leder for mit folk.[2]8Med ham taler jeg ansigt til ansigt og ikke i gåder. Han har set mig, som jeg er. Hvor vover I så at gøre oprør imod ham?”9Så forlod Herren dem i vrede,10og da skyen løftede sig fra teltet, var Mirjam fyldt med hvide pletter over hele kroppen. Aron var rystet over synet af det11og udbrød: „Åh Moses, gå i forbøn for os, så vi ikke mister livet på grund af denne tåbelige synd.12Mirjam ligner jo et dødfødt barn, der allerede er begyndt at gå i forrådnelse.”13Da råbte Moses til Herren: „Herre, jeg beder dig: Gør hende rask.”14Herren svarede: „Hvis hendes egen far havde spyttet hende i ansigtet, var hun blevet uren og måtte bære sin skam i syv dage. Send hende derfor uden for lejren. Efter syv dage kan hun vende tilbage igen.”15Så blev Mirjam udstødt af lejren i syv dage, og folket måtte vente på hende, før de kunne rejse videre.16Derefter forlod de Hatzerot og nåede frem til Parans ørken, hvor de slog lejr og blev et stykke tid.
1Da redeten Mirjam und Aaron gegen Mose um seiner Frau willen, der Kuschiterin, die er genommen hatte. Er hatte sich nämlich eine kuschitische Frau genommen. (2.Mos 2,21)2Und sie sprachen: Redet denn der HERR allein durch Mose? Redet er nicht auch durch uns? Und der HERR hörte es.3Der Mann Mose war sehr demütig, mehr als alle Menschen auf Erden.4Und sogleich sprach der HERR zu Mose und zu Aaron und zu Mirjam: Geht hinaus, ihr drei, zu der Stiftshütte! Und sie gingen alle drei hinaus.5Da kam der HERR hernieder in der Wolkensäule und trat in den Eingang der Stiftshütte und rief Aaron und Mirjam und die gingen beide hin. (2.Mos 16,10)6Und er sprach: Hört meine Worte: Wenn unter euch ein Prophet ist, dann will ich, der HERR, mich ihm kundmachen in Gesichten oder mit ihm reden in Träumen.7Aber so steht es nicht mit meinem Knecht Mose; ihm ist mein ganzes Haus anvertraut. (Heb 3,2)8Von Mund zu Mund rede ich mit ihm, offen und nicht in dunklen Worten, und er sieht den HERRN in seiner Gestalt. Warum habt ihr euch denn nicht gefürchtet, gegen meinen Knecht Mose zu reden? (2.Mos 33,11; 5.Mos 34,10)9Und der Zorn des HERRN entbrannte gegen sie, und er wandte sich weg;10auch wich die Wolke von der Stiftshütte. Und siehe, da war Mirjam aussätzig wie Schnee. Und Aaron wandte sich zu Mirjam und wird gewahr, dass sie aussätzig ist, (5.Mos 24,9)11und sprach zu Mose: Ach, mein Herr, lass die Sünde nicht auf uns bleiben, mit der wir töricht getan und uns versündigt haben.12Lass Mirjam nicht sein wie ein Totgeborenes, das von seiner Mutter Leibe kommt und von dem schon die Hälfte seines Fleisches geschwunden ist.13Mose aber schrie zu dem HERRN: Ach, Gott, heile sie! (2.Mos 15,26)14Der HERR sprach zu Mose: Wenn ihr Vater ihr ins Angesicht gespien hätte, würde sie nicht sieben Tage sich schämen? Lass sie abgesondert sein sieben Tage außerhalb des Lagers; danach soll sie wieder aufgenommen werden. (3.Mos 13,46)15So wurde Mirjam sieben Tage abgesondert außerhalb des Lagers. Und das Volk zog nicht weiter, bis Mirjam wieder aufgenommen wurde.16Danach brach das Volk von Hazerot auf und lagerte sich in der Wüste Paran.