1På den tid var der en familie, hvor både manden og konen var fra Levis stamme.2Konen blev gravid og fødte en søn, og da hun så, hvor dejlig drengen var, skjulte hun ham de tre første måneder.3Da hun ikke længere kunne skjule barnet, lavede hun en kurv af papyrusrør og gjorde den vandtæt med beg og tjære. Så lagde hun barnet i kurven og satte den ud mellem sivene ved Nilens bred.4Drengens storesøster gemte sig i nærheden for at se, hvad der ville ske med ham.5Kort efter kom en af Faraos døtre ned til Nilen for at bade. Imens gik hendes hofdamer langs flodens bred. Da prinsessen fik øje på kurven mellem sivene, sendte hun en af hofdamerne hen for at hente den.6Da hun åbnede kurven, så hun den lille dreng, som lå og græd, og hans gråd rørte hende dybt. „Det må være en af de hebræiske drenge!” udbrød hun.7Så trådte drengens søster frem og spurgte prinsessen: „Skal jeg få fat i en hebræisk kvinde, der kan amme barnet for dig?”8„Ja, gør det!” svarede prinsessen. Så skyndte pigen sig hjem og hentede sin mor.9„Tag dette barn med hjem og pas ham for mig,” sagde prinsessen til moderen. „Jeg skal nok betale dig for det.” Så tog moderen barnet med hjem og passede ham.10Nogle år senere, da drengen var blevet ældre, bragte moderen ham tilbage til prinsessen, som adopterede ham. Hun gav ham navnet Moses,[1] for hun sagde: „Jeg trak ham op af vandet.”
Moses flygter til Midjans land
11Mange år senere, da Moses var blevet voksen, gik han en dag ud for at se til sine israelitiske landsmænd. Han så, hvor hårdt de blev tvunget til at arbejde. Han så også, hvordan en egypter gennembankede en af de hebræiske slaver—en af hans egne landsmænd!12Efter at have set sig om til alle sider for at være sikker på, at der ikke var nogen vidner, slog Moses egypteren ihjel og skjulte ham i sandet.13Næste dag, da han igen gik derud, så han to hebræere i slagsmål. „Hold op med det!” råbte han til ham, der havde startet kampen, „du slår jo en af dine egne landsmænd!”14„Hvad bilder du dig ind?” vrissede urostifteren. „Hvem har sat dig til at dømme os imellem og være vores leder? Du vil måske slå mig ihjel, ligesom du i går slog egypteren ihjel?” Da blev Moses bange, for han var klar over, at alle nu vidste, hvad han havde gjort.15Da Farao hørte om det, gav han ordre til, at Moses skulle arresteres og henrettes. Men Moses flygtede til Midjans land,[2] hvor han satte sig ved en brønd. (1.Mos 25,2)16Der var en præst i Midjan, som havde syv døtre. De kom nu for at hente vand og fylde vandtrugene, så deres fars får kunne drikke.17Samtidig kom nogle hyrder til brønden, som ville jage pigerne væk, men Moses lagde sig imellem og hjalp dem. Han trak også vand op til deres får.18Da pigerne kom hjem til deres far, Reuel, udbrød han: „I kommer tidligt hjem i dag! Hvordan kunne I give fårene vand så hurtigt?”19„En egypter hjalp os mod hyrderne,” forklarede de. „Og han trak endda vand op fra brønden til fårene!”20„Hvor er han nu?” spurgte faderen. „I lod ham vel ikke bare blive stående ude ved brønden? Inviter ham til at spise sammen med os.”21Moses tog imod invitationen og slog sig ned hos familien. Efter nogen tid gav Reuel ham en af sine døtre, Zippora, til kone.22Hun fødte en dreng, som Moses kaldte Gershom,[3] for—som han sagde: „Jeg bor jo som udlænding i et fremmed land.”23Nogen tid efter døde den egyptiske konge, men israelitterne stønnede stadig under det hårde slavearbejde. De råbte i fortvivlelse til Gud,24og han hørte deres klage. Han havde jo givet sit løfte om velsignelse og hjælp til Abraham, Isak og Jakob.25Gud så på israelitternes situation og havde dyb medfølelse med dem.
1Und es ging hin ein Mann vom Hause Levi und nahm eine Tochter Levis zur Frau. (2.Mos 6,20; 4.Mos 26,59)2Und sie ward schwanger und gebar einen Sohn. Und als sie sah, dass es ein feines Kind war, verbarg sie ihn drei Monate. (Ap G 7,20; Heb 11,23)3Als sie ihn aber nicht länger verbergen konnte, nahm sie ein Kästlein von Rohr für ihn und verklebte es mit Erdharz und Pech und legte das Kind hinein und setzte das Kästlein in das Schilf am Ufer des Nils.4Aber seine Schwester stand von ferne, um zu erfahren, wie es ihm ergehen würde. (4.Mos 26,59)5Und die Tochter des Pharao ging hinab und wollte baden im Nil, und ihre Dienerinnen gingen am Ufer hin und her. Und als sie das Kästlein im Schilf sah, sandte sie ihre Magd hin und ließ es holen.6Und als sie es auftat, sah sie das Kind, und siehe, das Knäblein weinte. Da jammerte es sie, und sie sprach: Es ist eins von den hebräischen Kindlein.7Da sprach seine Schwester zu der Tochter des Pharao: Soll ich hingehen und eine der hebräischen Frauen rufen, die da stillt, dass sie dir das Kindlein stille?8Die Tochter des Pharao sprach zu ihr: Geh hin. Das Mädchen ging hin und rief die Mutter des Kindes.9Da sprach die Tochter des Pharao zu ihr: Nimm das Kindlein mit und stille es mir; ich will es dir lohnen. Die Frau nahm das Kind und stillte es.10Und als das Kind groß war, brachte sie es der Tochter des Pharao, und es ward ihr Sohn, und sie nannte ihn Mose; denn sie sprach: Ich habe ihn aus dem Wasser gezogen.
Moses Flucht nach Midian
11Zu der Zeit, als Mose groß geworden war, ging er hinaus zu seinen Brüdern und sah ihre Lasten und nahm wahr, dass ein Ägypter einen seiner hebräischen Brüder schlug. (Ap G 7,23; Heb 11,24)12Da schaute er sich nach allen Seiten um und als er sah, dass kein Mensch da war, erschlug er den Ägypter und verscharrte ihn im Sande.13Am andern Tage ging er wieder hinaus und sah zwei hebräische Männer miteinander streiten und sprach zu dem, der im Unrecht war: Warum schlägst du deinen Nächsten?14Er aber sprach: Wer hat dich zum Aufseher oder Richter über uns gesetzt? Willst du mich auch umbringen, wie du den Ägypter umgebracht hast? Da fürchtete sich Mose und sprach: Es ist also doch bekannt geworden! (Ap G 7,35)15Und es kam vor den Pharao; der trachtete danach, Mose zu töten. Aber Mose floh vor dem Pharao und hielt sich auf im Lande Midian. Und er setzte sich nieder bei einem Brunnen.16Der Priester in Midian aber hatte sieben Töchter; die kamen, Wasser zu schöpfen, und füllten die Rinnen, um die Schafe ihres Vaters zu tränken. (2.Mos 3,1)17Da kamen Hirten und vertrieben sie. Mose aber stand auf und half ihnen und tränkte ihre Schafe.18Und als sie zu ihrem Vater Reguël kamen, sprach er: Warum seid ihr heute so bald gekommen?19Sie sprachen: Ein ägyptischer Mann rettete uns aus der Hand der Hirten und schöpfte für uns und tränkte die Schafe.20Er sprach zu seinen Töchtern: Wo ist er? Warum habt ihr den Mann draußen gelassen? Ladet ihn doch ein, mit uns zu essen.21Und Mose willigte ein, bei dem Mann zu bleiben. Und der gab Mose seine Tochter Zippora zur Frau. (4.Mos 12,1)22Die gebar einen Sohn, und er nannte ihn Gerschom; denn, sprach er, ich bin ein Fremdling geworden im fremden Lande. (2.Mos 18,3)23Lange Zeit danach starb der König von Ägypten. Und die Israeliten seufzten über ihre Knechtschaft und schrien, und ihr Schreien aus ihrer Knechtschaft stieg auf zu Gott.24Und Gott erhörte ihr Wehklagen und gedachte an seinen Bund mit Abraham, Isaak und Jakob. (1.Mos 15,18; 1.Mos 26,3; 1.Mos 28,13)25Und Gott sah auf die Israeliten und nahm sich ihrer an.