2. Mosebog 10

Bibelen på hverdagsdansk

fra Biblica
1 Da sagde Herren til Moses: „Gå igen til Farao og stil dit krav! Jeg har gjort ham og hans rådgivere stædige, så jeg fortsat kan vise min magt på dem og udføre mirakuløse tegn iblandt dem.2 Hvilke fantastiske beretninger dine børn og børnebørn skal få at høre om alle de undere, jeg gjorde i Egypten for at vise, at jeg er Herren.”3 Så gik Moses og Aron igen til Farao og sagde: „Herren, hebræernes Gud, spørger dig nu: Hvor længe vil du nægte at adlyde mig? Lad mit folk rejse for at tilbede mig.4 Hvis du stadig modsætter dig, vil jeg i morgen lade græshoppesværme invadere dit land.5 Græshopperne vil fuldstændig dække jorden og fortære den smule, som er tilbage efter haglvejret, så der intet grønt bliver tilbage hverken på træer eller marker.6 De vil fylde dit palads, dine hoffolks boliger og hvert eneste hus i Egypten. Aldrig tidligere i historien har en sådan katastrofe ramt dette land. Ingen af dine forfædre har nogensinde set noget lignende.” Derefter drejede Moses om på hælen og forlod Farao.7 Nu henvendte hoffolkene sig til Farao i protest. „Hvor længe vil du lade de her katastrofer fortsætte?” klagede de. „Lad dog de mennesker rejse, så de kan tilbede deres Gud! Kan du ikke se, at hele Egypten ellers går til grunde?”8 Så blev Moses og Aron hentet tilbage til Farao. „Så tag da af sted og dyrk jeres Gud,” sagde Farao. „Men sig mig lige, hvem er det nu, der skal rejse?”9 „Alle som en,” svarede Moses. „Vi tager børn og gamle med, alle vores sønner og døtre og alle vores husdyr. Vi tager det hele med os. Alle skal deltage i denne højtid for Herren.”10 „Ikke på vilkår!” råbte Farao. „Hvis I prøver at slippe væk med jeres kvinder og børn, så får I sandelig brug for jeres Guds hjælp! Jeg kan godt se, hvad I er ude på!11 Nej, kun mændene må rejse af sted for at tilbede Jahve—det var jo det I bad om!” Så blev Moses og Aron smidt ud af paladset.12 Derefter sagde Herren til Moses: „Ræk din hånd ud over Egypten, så græshopperne kan invadere landet. Lad dem æde alt, hvad der blev levnet efter haglvejret.”13 Moses rakte nu sin stav ud, og Herren lod en østenvind blæse hele den dag og den følgende nat. Da det blev morgen, havde østenvinden bragt græshopperne til landet.14 Enorme sværme af græshopper dækkede hele landet. Aldrig havde der været så mange græshopper i Egyptens historie. Og aldrig igen skal noget lignende ske.15 Græshopperne dækkede jordens overflade, så den blev helt sort, og de åd alle planter og frugter, der var tilbage efter haglvejret. De efterlod ikke noget grønt overhovedet—ikke et træ, ikke en plante var tilbage i hele Egypten.16 Farao fik hurtigt fat i Moses og Aron. „Jeg har syndet imod Herren, jeres Gud, og imod jer!” sagde han.17 „Tilgiv mig bare denne ene gang og bed jeres Gud om at tage den her dødbringende plage fra mig.”18 Moses forlod derefter Farao og bad til Herren.19 Da sendte Herren en storm fra vest, som blæste græshopperne ud i Det Røde Hav.[1] Ikke en eneste græshoppe blev tilbage i hele Egypten.20 Men Herren lod Farao blive stædig igen, så han alligevel ikke ville lade israelitterne rejse.21 Herren sagde nu til Moses: „Løft dine hænder imod himlen, og et dybt og forfærdeligt mørke vil sænke sig over Egypten—et mørke så tykt, at man kan føle det.”22 Moses rakte hånden op mod himlen, og et tykt mørke sænkede sig over landet i tre dage.23 Folk kunne ikke se hinanden, så de rørte sig ikke ud af stedet i tre dage, men overalt hvor israelitterne boede var der lyst.24 Da sendte Farao bud efter Moses. „Rejs og tilbed Herren,” sagde han. „Men efterlad jeres husdyr her. Jeres kvinder og børn kan I tage med.”25 „Har du tænkt dig at give os de dyr, vi skal bruge som slagtofre og brændofre til Herren, vores Gud?26 Nej, vel! Derfor er vi nødt til at have vores dyr med. Vi ved jo heller ikke, hvilke ofre Herren ønsker, før vi når frem til stedet, så vi må tage det hele med.”27 Herren gjorde igen Farao stædig, så han nægtede at lade dem rejse.28 Han råbte efter Moses: „Forsvind herfra, og lad mig aldrig mere se dig for mine øjne! Hvis du viser dig igen, slår jeg dig ihjel!”29 „Godt,” svarede Moses. „Du skal aldrig mere se mig.”

2. Mosebog 10

Lutherbibel 2017

fra Deutsche Bibelgesellschaft
1 Da sprach der HERR zu Mose: Geh hinein zum Pharao; denn ich habe sein und seiner Großen Herz verhärtet, auf dass ich diese meine Zeichen unter ihnen tue2 und auf dass du verkündigst vor den Ohren deiner Kinder und deiner Kindeskinder, wie ich mit den Ägyptern verfahren bin und welche Zeichen ich unter ihnen getan habe, damit ihr wisst: Ich bin der HERR. (2.Mos 6,2)3 So gingen Mose und Aaron hinein zum Pharao und sprachen zu ihm: So spricht der HERR, der Gott der Hebräer: Wie lange weigerst du dich, dich vor mir zu demütigen? Lass mein Volk ziehen, dass es mir diene! (2.Mos 5,3)4 Weigerst du dich aber, mein Volk ziehen zu lassen, siehe, so will ich morgen Heuschrecken kommen lassen über dein Gebiet,5 dass sie das Land so bedecken, dass man von ihm nichts mehr sehen kann. Und sie sollen fressen, was euch noch übrig und verschont geblieben ist von dem Hagel, und sollen alle Bäume kahl fressen, die wieder sprossen auf dem Felde;6 und sie sollen füllen deine Häuser und die Häuser deiner Großen und aller Ägypter, wie es nicht gesehen haben deine Väter und deiner Väter Väter, seit sie auf Erden waren bis auf diesen Tag. Und er wandte sich und ging vom Pharao hinaus.7 Da sprachen die Großen des Pharao zu ihm: Wie lange soll dieser Mann uns Verderben bringen? Lass die Leute ziehen, dass sie dem HERRN, ihrem Gott, dienen. Erkennst du denn nicht, dass Ägypten verloren ist?8 Da wurden Mose und Aaron wieder vor den Pharao gebracht. Der sprach zu ihnen: Geht hin und dient dem HERRN, eurem Gott. Wer von euch soll aber hinziehen?9 Mose sprach: Wir wollen ziehen mit Jung und Alt, mit Söhnen und Töchtern, mit Schafen und Rindern; denn wir haben ein Fest des HERRN. (2.Mos 5,1)10 Er sprach zu ihnen: O ja, der HERR sei mit euch, so gewiss wie ich euch und eure Kinder ziehen lasse! Ihr seht doch selbst, dass ihr Böses vorhabt!11 Nein, nur ihr Männer zieht hin und dient dem HERRN! Denn das ist es doch, was ihr begehrt habt. Und man stieß sie hinaus vom Pharao.12 Da sprach der HERR zu Mose: Recke deine Hand über Ägyptenland, dass Heuschrecken auf Ägyptenland kommen und alles auffressen, was im Lande wächst, alles, was der Hagel übrig gelassen hat. (2.Mos 9,32)13 Mose streckte seinen Stab über Ägyptenland, und der HERR trieb einen Ostwind ins Land, den ganzen Tag und die ganze Nacht. Und am Morgen führte der Ostwind die Heuschrecken herbei. (Joel 1,2; Joel 2,1)14 Und sie kamen über ganz Ägyptenland und ließen sich nieder überall in Ägypten, so viele, wie nie zuvor gewesen sind noch hinfort sein werden.15 Denn sie bedeckten den Boden des ganzen Landes, und das Land wurde finster. Und sie fraßen alles, was im Lande wuchs, und alle Früchte auf den Bäumen, die der Hagel übrig gelassen hatte, und ließen nichts Grünes übrig an den Bäumen und auf dem Felde in ganz Ägyptenland.16 Da ließ der Pharao eilends Mose und Aaron rufen und sprach: Ich habe mich versündigt an dem HERRN, eurem Gott, und an euch. (2.Mos 9,27)17 Und nun, vergib mir meine Sünde nur noch diesmal, und bittet den HERRN, euren Gott, dass er doch diesen Tod von mir wegnehme. (2.Mos 8,4)18 Und er ging hinaus vom Pharao und betete zum HERRN.19 Da wendete der HERR den Wind, sodass er sehr stark aus Westen kam; der hob die Heuschrecken auf und warf sie ins Schilfmeer, dass nicht eine übrig blieb in ganz Ägypten.20 Aber der HERR verstockte das Herz des Pharao, dass er die Israeliten nicht ziehen ließ. (2.Mos 4,21)21 Da sprach der HERR zu Mose: Recke deine Hand gen Himmel, dass eine solche Finsternis werde in Ägyptenland, dass man sie greifen kann.22 Und Mose reckte seine Hand gen Himmel. Da ward eine so dicke Finsternis in ganz Ägyptenland drei Tage lang,23 dass niemand den andern sah noch weggehen konnte von dem Ort, wo er gerade war, drei Tage lang. Aber bei allen Israeliten war es licht in ihren Wohnungen.24 Da rief der Pharao nach Mose und sprach: Zieht hin und dient dem HERRN! Nur eure Schafe und Rinder sollen hierbleiben; eure Frauen und Kinder aber dürfen mit euch ziehen. (2.Mos 10,1)25 Mose sprach: Willst du uns denn Schlachtopfer und Brandopfer mitgeben, die wir unserm Gott, dem HERRN, darbringen?26 Auch unser Vieh soll mit uns gehen – nicht eine Klaue darf dahintenbleiben –; denn davon müssen wir nehmen zum Dienst unseres Gottes, des HERRN. Wir wissen nicht, womit wir dem HERRN dienen sollen, bis wir dorthin kommen.27 Aber der HERR verstockte das Herz des Pharao, dass er sie nicht ziehen lassen wollte. (2.Mos 4,21)28 Und der Pharao sprach zu ihm: Geh von mir und hüte dich, dass du mir nicht mehr vor die Augen kommst; denn an dem Tage, da du mir vor die Augen kommst, sollst du sterben.29 Mose antwortete: Wie du gesagt hast; ich werde dir nicht mehr vor die Augen kommen.