2. Korint 2 | Bibelen på hverdagsdansk

Bibelen på hverdagsdansk

1 Jeg besluttede altså, at jeg ikke ville aflægge endnu et smertefuldt besøg hos jer. 2 Hvis jeg kom og gjorde jer kede af det, hvem skulle så gøre mig glad? Kan jeg forvente, at dem, jeg gør sørgmodige, skulle kunne opmuntre mig til gengæld? 3 Altså skrev jeg et brev i stedet for. Jeg ville helst ikke komme til jer og risikere at blive nedtrykt i stedet for at blive opmuntret. Jeg er nemlig overbevist om, at I vil glæde jer over at kunne gøre mig glad. 4 Jeg skrev det brev med meget uro i sindet, med tårer i øjnene og med et tungt hjerte. Jeg skrev det ikke for at gøre jer kede af det, men for at I kunne forstå, hvor meget jeg holder af jer.

Tilgiv ham, der svigtede

5 Det er ikke mig, den pågældende mand har bragt sorg over, men det er stort set jer alle sammen. Det er vist ikke for meget sagt, er det? 6 Men nu har han fået straf nok. 7 I skal tilgive og trøste ham, ellers bliver han måske så modløs, at han går til grunde over det. 8 Vis ham, at I elsker ham. 9 En anden grund til at jeg skrev, var, at jeg ville sætte jeres lydighed på prøve. 10 Når I tilgiver ham, gør jeg det også—hvis jeg da har noget at tilgive ham for. Jeg tilgiver ham for jeres skyld og i lydighed mod Kristus, 11 så at Satan ikke skal overrumple os. Hans lumske handlemåde kender vi jo.

I triumftog for Kristus

12 Da jeg ankom til Troas, havde jeg rig anledning til at forkynde budskabet om Kristus. 13 Men jeg havde ikke fred i min ånd, fordi min kære medarbejder Titus endnu ikke var kommet tilbage med nyheder fra sit besøg hos jer. Derfor sagde jeg farvel til menigheden i Troas og rejste videre til Makedonien i håb om at møde ham der. 14 Og Gud være lovet. Hvor vi end går, fører han os altid i sit triumftog, fordi Kristus har sejret, og han bruger os til at bringe budskabet om ham ud til mennesker. 15 Vi er som en duft af Kristus, der stiger op til ære for Gud, både overfor dem, der frelses, og overfor dem, der fortabes. 16 De, der er på vej til fortabelsen, betragter os med afsky, og det fører dem i døden, men de, der er på vej til frelsen, opfanger duften af liv, og det fører dem ind i det evige liv. Hvem er værdig og egnet til en sådan opgave? 17 Vi er ikke som dem, der udnytter Guds ord til egen fordel. Nej, vi er sendt af Gud, og vi forkynder hans ord redeligt og sandt. Vi står jo til ansvar over for ham og taler de ord, vi har fra Kristus.

Lutherbibel 2017

fra Deutsche Bibelgesellschaft

1 Ich hatte nun dies bei mir beschlossen, dass ich nicht abermals in Traurigkeit zu euch käme. (2.Kor 12,21) 2 Denn wenn ich euch traurig mache, wer macht mich dann fröhlich? Der, der von mir traurig gemacht wird? 3 Und ebendies habe ich geschrieben, damit ich nicht, wenn ich komme, von denen traurig gemacht werde, über die ich mich freuen sollte. Habe ich doch zu euch allen das Vertrauen, dass meine Freude euer aller Freude ist. 4 Denn ich schrieb euch aus großer Bedrängnis und Angst des Herzens unter vielen Tränen; nicht damit ihr betrübt werdet, sondern damit ihr die Liebe erkennt, die ich habe, besonders zu euch. (2.Kor 7,7)

Vergebung für ein Gemeindeglied

5 Wenn aber jemand Betrübnis angerichtet hat, der hat nicht mich betrübt, sondern zum Teil – damit ich nicht zu viel sage – euch alle. (2.Kor 7,12) 6 Es ist genug, dass derselbe von den meisten gestraft ist, 7 sodass ihr ihm nun desto mehr vergeben und ihn trösten sollt, auf dass er nicht in allzu große Traurigkeit versinke. 8 Darum ermahne ich euch, dass ihr Liebe an ihm beweist. 9 Denn darum habe ich auch geschrieben, damit ich erkenne, ob ihr rechtschaffen seid, gehorsam in allen Stücken. 10 Wem aber ihr etwas vergebt, dem vergebe ich auch. Denn auch ich habe, wenn ich etwas zu vergeben hatte, es vergeben um euretwillen vor Christi Angesicht, 11 auf dass wir nicht überlistet werden vom Satan; denn uns ist nicht unbekannt, was er im Sinn hat. (1.Pet 5,8)

Der Dienst des Paulus für die Verkündigung Christi

12 Als ich aber nach Troas kam, zu predigen das Evangelium Christi, und mir eine Tür aufgetan war in dem Herrn, (Ap G 16,8) 13 da hatte ich keine Ruhe in meinem Geist, weil ich Titus, meinen Bruder, nicht fand; sondern ich nahm Abschied von ihnen und fuhr nach Makedonien. (2.Kor 7,6) 14 Gott aber sei gedankt, der uns allezeit im Triumph mitführt in Christus und offenbart den Geruch seiner Erkenntnis durch uns an allen Orten! 15 Denn wir sind für Gott ein Wohlgeruch Christi unter denen, die gerettet werden, und unter denen, die verloren werden: (1.Kor 1,18) 16 diesen ein Geruch des Todes zum Tode, jenen aber ein Geruch des Lebens zum Leben. Und wer ist dazu tüchtig? (2.Kor 3,5) 17 Wir sind ja nicht wie die vielen, die mit dem Wort Gottes Geschäfte machen; sondern wie man aus Lauterkeit und aus Gott redet, so reden wir vor Gott in Christus. (2.Kor 1,12; 2.Kor 4,2; 2.Kor 12,19)