1-2Tro mig, at komme med i menighedens ledelse er et udmærket ønske at have, men der må stilles visse krav til en leder: Han skal have et godt ry og have vist trofasthed i sit ægteskab,[1] have selvbeherskelse, være fornuftig, anstændig, gæstfri og god til at lære fra sig. (Titus 1,5)3Han må hverken være drikfældig eller stridslysten, men skal være venlig og fredsommelig, og han må ikke være pengegrisk.4Han skal være en god leder i sit eget hjem og være i stand til at opdrage sine børn til at være lydige og vise respekt.5(For hvis en mand ikke er en god leder i sit eget hjem, hvordan skulle han så kunne lede Guds menighed?)6Han må ikke være en helt ny kristen, for at han ikke skal blive hovmodig og falde ind under den samme dom, som Djævelen fik.7Det er også nødvendigt, at han har et godt ry uden for menigheden, så han ikke bliver offer for den forhånelse, som Djævelen vil prøve at angribe ham med.
Mandlige og kvindelige medhjælpere i menigheden
8De, der hjælper med praktiske opgaver i menigheden, skal også være ærværdige mænd, man kan stole på. De må ikke være drikfældige eller ude efter at berige sig selv.9De skal med ren samvittighed holde fast ved budskabet om Kristus, som nu er åbenbaret for os.10Prøv dem af først, og hvis de klarer opgaverne godt, kan de indsættes i deres hjælpetjeneste i menigheden.11De kvindelige medhjælpere skal også være ærværdige personer, der ikke løber med sladder.[2] De skal have selvbeherskelse og vise trofasthed i alt, hvad de foretager sig.12Medhjælpere[3] skal også have vist trofasthed i deres ægteskab og have bevist, at de kan styre deres børn og hjem på en god måde.13De, som trofast har udført deres arbejde i menigheden, har gjort gode fremskridt i deres kristne liv, og de vil opleve stor frimodighed i troen på Jesus Kristus.
En stor skat
14-15Jeg regner med snart at komme på besøg hos dig. Men skulle jeg blive forsinket, har jeg nu givet dig nogle retningslinier for ledelsen i Guds hus, den levende Guds menighed, som bærer og understøtter sandheden.16Og det er bestemt en stor skat, der ligger gemt i vores gudsdyrkelse: „Han[4] kom i menneskeskikkelse, vandrede i Helligåndens kraft, blev betjent af engle, forkyndt blandt folkeslagene, troet på over hele verden, taget op til Himlens herlighed.”
1Das ist gewisslich wahr: Wenn jemand ein Bischofsamt[1] erstrebt, begehrt er eine hohe Aufgabe. (Ap G 20,28; Titus 1,5)2Ein Bischof aber soll untadelig sein, Mann einer einzigen Frau, nüchtern, besonnen, würdig, gastfrei, geschickt im Lehren,3kein Säufer, nicht gewalttätig, sondern gütig, nicht streitsüchtig, nicht geldgierig,4einer, der seinem eigenen Haus gut vorsteht und gehorsame Kinder hat, in aller Ehrbarkeit.5Denn wenn jemand seinem eigenen Haus nicht vorzustehen weiß, wie soll er für die Gemeinde Gottes sorgen?6Er soll kein Neugetaufter sein, damit er sich nicht aufblase und dem Urteil des Teufels verfalle.7Er muss aber auch einen guten Ruf haben bei denen, die draußen sind, damit er nicht geschmäht werde und sich nicht fange in der Schlinge des Teufels.8Desgleichen sollen die Diakone ehrbar sein, nicht doppelzüngig, keine Säufer, nicht schändlichen Gewinn suchen; (Ap G 6,3; Filip 1,1)9sie sollen das Geheimnis des Glaubens mit reinem Gewissen bewahren. (1.Tim 1,19)10Und man soll sie zuvor prüfen, und wenn sie untadelig sind, sollen sie den Dienst versehen.11Desgleichen sollen die Frauen ehrbar sein, nicht verleumderisch, nüchtern, treu in allen Dingen. (Titus 2,3)12Die Diakone sollen ein jeder der Mann einer einzigen Frau sein und ihren Kindern und ihrem eigenen Haus gut vorstehen.13Welche aber ihren Dienst gut versehen, die erwerben sich selbst ein gutes Ansehen und viel Freimut im Glauben an Christus Jesus.
Das Geheimnis des Glaubens
14Dies schreibe ich dir und hoffe, bald zu dir zu kommen;15wenn ich aber erst später komme, sollst du wissen, wie man sich verhalten soll im Hause Gottes, welches ist die Gemeinde des lebendigen Gottes, ein Pfeiler und eine Grundfeste der Wahrheit. (Ef 2,19)16Und groß ist, wie jedermann bekennen muss, das Geheimnis des Glaubens: Er[2] ist offenbart im Fleisch, gerechtfertigt im Geist, erschienen den Engeln, gepredigt den Heiden, geglaubt in der Welt, aufgenommen in die Herrlichkeit. (Mark 16,19; Joh 1,14; Ap G 28,28; Rom 1,4; Ef 1,20)