1Ved Babyloniens floder sad vi og græd, når vi tænkte tilbage på Zion.2Harperne havde vi ikke lyst til at bruge, så vi hængte dem op i piletræerne.3Vore fangevogtere forlangte, at vi skulle synge, vore plageånder pålagde os at være glade: „Syng en sang om Zion for os!”4Hvordan skulle vi kunne synge for Herren, når vi sygner hen i et fremmed land?5Hvis jeg glemmer dig, Jerusalem, må min højre hånd da blive lammet!6Gid min tunge må klæbe til ganen,[1] hvis jeg ikke husker på dig og sætter dig højere end alt andet.7Herre, husk, hvad edomitterne sagde, da Jerusalem blev indtaget af babylonierne: „Riv byen ned, jævn den med jorden!”8Babylon, du går din undergang i møde. Velsignet være dem, der gengælder dig, hvad du har gjort mod os.9Lad dem tage dine spædbørn og knuse dem mod klippen.
Salme 137
King James Version
1By the rivers of Babylon, there we sat down, yea, we wept, when we remembered Zion.2We hanged our harps upon the willows in the midst thereof.3For there they that carried us away captive required of us a song; and they that wasted us required of us mirth, saying , Sing us one of the songs of Zion.4How shall we sing the LORD' song in a strange land?5If I forget thee, O Jerusalem, let my right hand forget her cunning .6If I do not remember thee, let my tongue cleave to the roof of my mouth; if I prefer not Jerusalem above my chief joy.7Remember, O LORD, the children of Edom in the day of Jerusalem; who said, Rase it , rase it, even to the foundation thereof.8O daughter of Babylon, who art to be destroyed; happy shall he be , that rewardeth thee as thou hast served us.9Happy shall he be , that taketh and dasheth thy little ones against the stones.