Din browser er ikke opdateret. Hvis ERF Bibleserver er meget langsom, venligst opdater din browser.

Login
... og brug alle funktioner!

  • Læs det1. Mose 3
  • Noter
  • Bogmærker
  • Likes
  • Historie
  • Ordbøger
  • Læseplan
  • Grafik
  • Videoer
  • Særlige lejligheder
  • Giv
  • Blog
  • Nyhedsbrev
  • Partner
  • Hjælp
  • Kontakt
  • Alexa Skill
  • Til webmasters
  • Privatlivspolitik
  • Erklæring om tilgængelighed
  • Databeskyttelsesforordningen (GDPR)
  • Aftryk
  • Language: Dansk
© 2025 ERF
Log ind gratis

Mattæus 14

Bibelen på hverdagsdansk

fra Biblica

Kong Herodes funderer over, hvem Jesus er

1 Da kong Herodes[1] hørte om de mirakler, Jesus udførte, (Mark 6,14; Luk 9,7) 2 sagde han til sine tjenere: „Det må være Johannes Døber, der er vendt tilbage fra de døde. Det er derfor den slags overnaturlige kræfter virker gennem ham.” 3-5 Der var nemlig sket det, at Herodes efter pres fra Herodias havde ladet Johannes arrestere og sætte i fængsel. Herodias var egentlig gift med Filip, en bror til Herodes, men var flyttet sammen med kong Herodes. Det havde fået Johannes til at konfrontere kongen. „Du har ikke lov til at leve sammen med hende,” havde han sagt. Det blev Herodias så rasende over, at hun fik Herodes overtalt til at sætte Johannes i fængsel, og hun ville gerne have ham henrettet. Men det turde Herodes ikke, for alle folk anså Johannes for at være en stor profet. 6 En dag blev der holdt fødselsdagsfest for Herodes, og Herodias’ datter dansede for gæsterne. 7 Herodes blev så begejstret, at han med en ed lovede at give hende hvad som helst, hun forlangte. 8 Hendes mor pressede hende til at sige: „Giv mig Johannes Døbers hoved på et fad!” 9 Kongen blev ilde til mode ved at høre det ønske, men fordi han havde svoret, og fordi han ikke ville trække sit løfte tilbage for øjnene af alle gæsterne, udstedte han de nødvendige ordrer, 10 og Johannes blev halshugget i fængslet. 11 Hans hoved blev bragt op i festsalen på et fad og overrakt til den unge pige, der gav det videre til sin mor. 12 Senere kom Johannes’ disciple og hentede hans lig og begravede det, hvorefter de gik hen til Jesus og fortalte, hvad der var sket. 

Bespisningen af de 5000

13 Da Jesus fik det at vide,[2] gik han op i en båd sammen med disciplene for at tage væk til et øde sted, hvor de kunne være alene. Men en masse mennesker fra de forskellige byer hørte, at han var taget videre, og de fulgte med ham til fods langs bredden af søen. (Mark 6,31; Luk 8,3; Luk 9,10; Luk 13,31; Joh 6,1) 14 Da Jesus gik i land, så han en stor folkeskare. Han blev fyldt af medlidenhed og helbredte dem, der var syge. 15 Lidt før det blev mørkt, kom disciplene hen til ham. „Det er ved at blive sent,” sagde de, „og stedet her er øde. Du må hellere sende alle de mennesker bort, så de kan nå at tage ind til landsbyerne og købe noget mad.” 16 „Det er ikke nødvendigt,” svarede Jesus. „I kan give dem noget at spise!” 17 „Jamen, vi har kun fem brød og to fisk,” svarede disciplene. 18 „Godt! Kom med dem!” sagde Jesus. 19 Så bad han folk sætte sig i græsset. Derefter tog han de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og takkede Gud for dem. Han brækkede brødene i stykker og begyndte at dele ud til disciplene, og disciplene gav maden videre til folkemængden. 20 Alle spiste og blev mætte. Og da de tiloversblevne stykker blev samlet sammen, fyldte de 12 kurve. 21 Der var omkring 5000 mænd, foruden kvinder og børn, som blev bespist. 

Disciplenes tøvende tro

22 Jesus gav straks disciplene besked på at gå op i båden og sejle i forvejen over til den anden side af søen, mens han sendte folkemængden bort. (Mark 6,45; Joh 6,15) 23 Da han havde gjort det, gik han op på bjergskråningen for at være alene og bede. 24 Det var efterhånden blevet ud på natten. Jesus var alene på bjerget, mens disciplene var et godt stykke ude på søen, hvor de kæmpede mod bølgerne og en strid modvind. 25 Kort før daggry kom Jesus ud til dem, vandrende hen over vandet. 26 Da de så en skikkelse komme gående hen imod dem, skreg de af rædsel, for de troede, det var et spøgelse. 27 Men Jesus råbte til dem: „I skal ikke være bange—det er mig!” 28 Straks råbte Peter tilbage: „Hvis det virkelig er dig, Herre, så sig til mig, at jeg skal komme ud til dig på bølgerne.” 29 „Kom!” sagde Jesus. Peter kravlede ud over bådens ræling og gik på vandet hen mod Jesus. 30 Men da han så stormens rasen omkring sig, blev han bange, og han begyndte at synke. „Herre, red mig!” råbte han. 31 Øjeblikkelig rakte Jesus hånden ud og greb fat i ham. „Din tro er lille,” sagde Jesus. „Hvorfor blev du usikker?” 32 Da de var kommet op i båden, lagde vinden sig. 33 Alle i båden faldt på knæ for Jesus. „Du er virkelig Guds Søn!” udbrød de. 

Helbredelser i Genesaret området

34 De styrede nu båden ind mod land og lagde til ved et sted, som kaldes Genesaret. (Mark 6,53) 35 Jesus blev straks genkendt af de lokale folk, og de sendte bud til hele omegnen om, at Jesus var kommet. Derfor kom man med alle de syge. 36 De bønfaldt ham om bare at få lov at røre ved kvasten på hans bedesjal, og alle, der rørte ved ham, blev helbredt. 

Bibelen på hverdagsdansk TM
(The Bible in Everyday Danish TM)
Copyright © 1985, 1992, 2005, 2013, 2015 by Biblica, Inc.
Used with permission. All rights reserved worldwide.

“Biblica”, “International Bible Society” and the Biblica Logo are trademarks registered in the United States Patent and Trademark Office by Biblica, Inc. Used with permission.

Mattæus 14

King James Version

1 At that time Herod the tetrarch heard of the fame of Jesus, 2 And said unto his servants, This is John the Baptist; he is risen from the dead; and therefore mighty works do shew forth themselves in him. 3 For Herod had laid hold on John, and bound him, and put him in prison for Herodias' sake, his brother Philip's wife. 4 For John said unto him, It is not lawful for thee to have her. 5 And when he would have put him to death, he feared the multitude, because they counted him as a prophet. 6 But when Herod's birthday was kept, the daughter of Herodias danced before them, and pleased Herod. 7 Whereupon he promised with an oath to give her whatsoever she would ask. 8 And she, being before instructed of her mother, said, Give me here John Baptist's head in a charger. 9 And the king was sorry: nevertheless for the oath's sake, and them which sat with him at meat, he commanded it to be given her. 10 And he sent, and beheaded John in the prison. 11 And his head was brought in a charger, and given to the damsel: and she brought it to her mother. 12 And his disciples came, and took up the body, and buried it, and went and told Jesus. 13 When Jesus heard of it, he departed thence by ship into a desert place apart: and when the people had heard thereof, they followed him on foot out of the cities. 14 And Jesus went forth, and saw a great multitude, and was moved with compassion toward them, and he healed their sick. 15 And when it was evening, his disciples came to him, saying, This is a desert place, and the time is now past; send the multitude away, that they may go into the villages, and buy themselves victuals. 16 But Jesus said unto them, They need not depart; give ye them to eat. 17 And they say unto him, We have here but five loaves, and two fishes. 18 He said, Bring them hither to me. 19 And he commanded the multitude to sit down on the grass, and took the five loaves, and the two fishes, and looking up to heaven, he blessed, and brake, and gave the loaves to his disciples, and the disciples to the multitude. 20 And they did all eat, and were filled: and they took up of the fragments that remained twelve baskets full. 21 And they that had eaten were about five thousand men, beside women and children. 22 And straightway Jesus constrained his disciples to get into a ship, and to go before him unto the other side, while he sent the multitudes away. 23 And when he had sent the multitudes away, he went up into a mountain apart to pray: and when the evening was come, he was there alone. 24 But the ship was now in the midst of the sea, tossed with waves: for the wind was contrary. 25 And in the fourth watch of the night Jesus went unto them, walking on the sea. 26 And when the disciples saw him walking on the sea, they were troubled, saying, It is a spirit; and they cried out for fear. 27 But straightway Jesus spake unto them, saying, Be of good cheer; it is I; be not afraid. 28 And Peter answered him and said, Lord, if it be thou, bid me come unto thee on the water. 29 And he said, Come. And when Peter was come down out of the ship, he walked on the water, to go to Jesus. 30 But when he saw the wind boisterous, he was afraid; and beginning to sink, he cried, saying, Lord, save me. 31 And immediately Jesus stretched forth his hand, and caught him, and said unto him, O thou of little faith, wherefore didst thou doubt? 32 And when they were come into the ship, the wind ceased. 33 Then they that were in the ship came and worshipped him, saying, Of a truth thou art the Son of God. 34 And when they were gone over, they came into the land of Gennesaret. 35 And when the men of that place had knowledge of him, they sent out into all that country round about, and brought unto him all that were diseased; 36 And besought him that they might only touch the hem of his garment: and as many as touched were made perfectly whole. 

King James Bible (1769). Public Domain.
Please note the following exceptions for use and publication in the United Kingdom: Cambridge University Press