Markus 6

Bibelen på hverdagsdansk

fra Biblica
1 Senere tog Jesus sammen med disciplene af sted til sin hjemby, Nazaret. (Matt 13,53)2 Da det blev sabbat, gik de alle ind i synagogen, hvor Jesus fik lejlighed til at undervise. De mange tilhørere blev slået af forundring og udbrød: „Hvor har han alt det fra? Hvordan har han fået så stor en visdom? Hvordan har han kunnet udføre de undere, vi hører om?3 Han er jo bare en almindelig håndværker, Marias søn. Vi kender hans brødre, Jakob, Jose,[1] Judas og Simon, og hans søstre bor her i byen.” Og fordi de kendte ham, ville de ikke acceptere, at han kunne være Messias. (Matt 13,55)4 Jesus sagde da til dem: „Ingen steder bliver der set så meget ned på en profet som i hans egen by, i hans hjem og i hans familie.”5 Han kunne ikke gøre nogen særlige undere iblandt dem, men lagde kun hænderne på nogle få syge og helbredte dem.6 Og han undrede sig meget over deres mangel på tro. Derefter gik han videre til landsbyerne deromkring og underviste folk.7 En dag kaldte Jesus de Tolv sammen og sagde til dem, at han ville sende dem ud to og to sammen, for at de skulle forkynde budskabet om Guds rige. Han gav dem autoritet til at drive onde ånder ud (Matt 10,5; Luk 9,1)8-9 og sagde til dem, at de ikke skulle tage andet med på rejsen end deres vandringsstav. „I skal hverken tage mad eller penge med,” fortsatte han, „heller ikke en taske med ekstra tøj og sandaler.10 Når I kommer til et hjem, hvor de tager imod jer, skal I blive boende dér. Lad være med at flytte fra hus til hus.11 Hvis ingen vil invitere jer indenfor eller høre på jer, så forlad den by og ryst støvet af jeres fødder som tegn på, at fra nu af er de overladt til deres egen skæbne.”12 Så tog disciplene af sted. Overalt hvor de kom frem, forkyndte de, at folk skulle ændre deres indstilling og tro på Jesus.13 De uddrev mange dæmoner og helbredte mange syge, idet de salvede dem med olie.14 Jesus blev mere og mere kendt, og det varede ikke længe, før også kong Herodes hørte rygterne om ham. Man diskuterede, hvem Jesus egentlig var. Nogle mente, at det måtte være Johannes Døber, der var genopstået fra de døde, og at det var derfor, han kunne gøre mirakler. (Matt 14,1; Luk 9,7)15 Andre mente, at det var profeten Elias, som nu var kommet tilbage, mens andre mente, at han var en profet ligesom de kendte profeter fra gamle dage.16 Da Herodes hørte alle rygterne, sagde han: „Det må være Johannes Døber, der er genopstået fra de døde, ham jeg lod halshugge!”17-19 Der var nemlig sket det, at Herodes efter pres fra Herodias havde ladet Johannes arrestere og sætte i fængsel. Herodias var egentlig gift med Filip, en bror til Herodes. Alligevel havde Herodes giftet sig med hende, og derfor havde Johannes sagt til ham: „Du har ikke lov til at leve sammen med din brors kone!” Det var Herodias blevet så rasende over, at hun ville have Johannes slået ihjel. Det gik Herodes dog ikke med til, men lod ham arrestere og sætte i fængsel. Herodias blev ved med at hade Johannes,20 men Herodes var bange for ham og holdt hånden over ham, fordi han vidste, at Johannes var en retskaffen og hellig mand. Hver gang kongen hørte Johannes tale, blev han ilde berørt, men han ville alligevel gerne høre ham.21 Så en dag fik Herodias sin store chance. Det var Herodes’ fødselsdag, og han holdt fest for alle sine hoffolk og officerer samt Galilæas fremstående borgere.22 Herodias’ datter kom ind og dansede for selskabet. De blev alle vildt begejstrede, og kongen svor på, at hun skulle få hvad som helst, hun ville have.23 „Forlang hvad du vil!” råbte han. „Om det så er det halve kongerige, skal du få det!”24 Pigen løb ud til sin mor og spurgte: „Hvad skal jeg forlange?” „Johannes Døbers hoved,” svarede Herodias.25 Pigen løb tilbage til kongen. „Giv mig Johannes Døbers hoved,” sagde hun, „nu med det samme—på et fad!”26 Kongen blev hed om ørerne, men han kunne ikke få sig selv til at bryde den ed, han lige havde svoret foran alle gæsterne.27 Så han gav straks en ordre til en af vagterne, som med det samme gik ned i fængslet og halshuggede Johannes.28 Hovedet blev bragt op på et fad og overrakt til den unge pige, der gav det videre til sin mor.29 Da Johannes’ disciple hørte, hvad der var sket, kom de og hentede hans lig og begravede det.30 De apostle, som Jesus havde sendt ud to og to, kom nu tilbage og fortalte om alt det, de havde udført og undervist om. (Matt 14,13; Luk 9,10; Joh 6,1)31 „I trænger til at hvile jer,” sagde Jesus. „Lad os tage hen til et øde sted, hvor vi kan være alene.” Folk blev nemlig ved med at komme og gå, så de ikke engang havde ro til at spise.32 Så sejlede de ud på søen for at tage hen til et øde sted.33 Men mange mennesker, som havde set dem tage af sted, løb langs bredden og nåede frem til stedet i forvejen. Også mange folk fra byerne deromkring sluttede sig til flokken.34 Da Jesus gik i land, blev han mødt af en stor skare mennesker, der havde samlet sig, og han blev fyldt af medlidenhed, for de var som får uden hyrde. Og han begyndte at undervise dem om mange ting.35 Sidst på eftermiddagen kom hans disciple hen til ham og sagde: „Det er ved at blive sent, og stedet her er øde.36 Du må hellere sende alle de mennesker bort, så de kan gå hen til gårdene og landsbyerne heromkring og købe sig noget at spise.”37 „I kan give dem noget at spise!” svarede Jesus. „Vil du have, at vi skal købe brød for 200 denarer[2] til alle de mennesker!” spurgte de.38 „Gå hen og se efter, hvad vi selv har af brød,” svarede han. Et øjeblik efter kom de igen. „Vi har fem brød og to fisk,” sagde de.39 Han bad dem så om at få folk til at sætte sig ned på rad og række i det grønne græs,40 og de satte sig i rækker med 50 mand i hver. Det blev til 100 rækker.[3]41 Jesus tog nu de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og takkede Gud for dem. Derefter brækkede han brødene i stykker og begyndte at dele ud til disciplene, for at de skulle give dem videre til alle de mennesker, der var til stede. Også de to fisk blev delt ud,42 og alle fik nok og blev mætte.43-44 5000 mænd blev bespist, og bagefter samlede man de tiloversblevne stykker brød og fisk sammen. Det blev til 12 fyldte kurve.45 Straks efter gav Jesus disciplene besked om at gå i båden og sejle i forvejen i retning af Betsajda, mens han selv sendte folkeskaren bort. (Matt 14,22; Joh 6,15)46 Da han havde gjort det, gik han op på bjergskråningen for at bede.47 Det var efterhånden blevet ud på natten, og båden var allerede et godt stykke ude på søen. Inde på land stod Jesus alene,48 og han kunne se, hvordan disciplene sled i det med årerne, for de havde strid modvind. Kort før daggry kom Jesus gående ud til dem på vandet, og han nåede helt op på siden af båden, før de opdagede ham.49 Da de så en skikkelse gå på vandet, skreg de af rædsel, for de troede, det var et spøgelse.50 Men Jesus råbte til dem: „I skal ikke være bange—det er mig!”51 Så klatrede han op i båden til dem, og straks lagde vinden sig. Disciplene var overvældede og ude af stand til at fatte, hvad der foregik.52 At Jesus netop havde udført et mirakel ved at bespise 5000 mennesker, var ikke nok til, at de forstod, at for ham var det overnaturlige naturligt.53 De styrede nu båden ind mod land og lagde til ved et sted, som kaldes Genesaret. (Matt 14,34)54 Aldrig så snart var de kommet ned fra båden, før folk genkendte ham.55 De skyndte sig rundt i hele omegnen for at fortælle, at Jesus var kommet. En masse syge blev bragt til ham på bårer,56 og hvor han end kom i landsbyer og byer og omkring på gårdene, blev de syge lagt ud på åbne pladser. Overalt tiggede lidende mennesker om at få lov at røre ved kvasten på hans bedesjal, og alle, der rørte ved ham, blev raske.

Markus 6

King James Version

1 And he went out from thence, and came into his own country; and his disciples follow him.2 And when the sabbath day was come, he began to teach in the synagogue: and many hearing him were astonished, saying, From whence hath this man these things? and what wisdom is this which is given unto him, that even such mighty works are wrought by his hands?3 Is not this the carpenter, the son of Mary, the brother of James, and Joses, and of Juda, and Simon? and are not his sisters here with us? And they were offended at him.4 But Jesus said unto them, A prophet is not without honour, but in his own country, and among his own kin, and in his own house.5 And he could there do no mighty work, save that he laid his hands upon a few sick folk, and healed them.6 And he marvelled because of their unbelief. And he went round about the villages, teaching.7 And he called unto him the twelve, and began to send them forth by two and two; and gave them power over unclean spirits;8 And commanded them that they should take nothing for their journey, save a staff only; no scrip, no bread, no money in their purse:9 But be shod with sandals; and not put on two coats.10 And he said unto them, In what place soever ye enter into an house, there abide till ye depart from that place.11 And whosoever shall not receive you, nor hear you, when ye depart thence, shake off the dust under your feet for a testimony against them. Verily I say unto you, It shall be more tolerable for Sodom and Gomorrha in the day of judgment, than for that city.12 And they went out, and preached that men should repent.13 And they cast out many devils, and anointed with oil many that were sick, and healed them.14 And king Herod heard of him; (for his name was spread abroad:) and he said, That John the Baptist was risen from the dead, and therefore mighty works do shew forth themselves in him.15 Others said, That it is Elias. And others said, That it is a prophet, or as one of the prophets.16 But when Herod heard thereof, he said, It is John, whom I beheaded: he is risen from the dead.17 For Herod himself had sent forth and laid hold upon John, and bound him in prison for Herodias' sake, his brother Philip's wife: for he had married her.18 For John had said unto Herod, It is not lawful for thee to have thy brother's wife.19 Therefore Herodias had a quarrel against him, and would have killed him; but she could not:20 For Herod feared John, knowing that he was a just man and an holy, and observed him; and when he heard him, he did many things, and heard him gladly.21 And when a convenient day was come, that Herod on his birthday made a supper to his lords, high captains, and chief estates of Galilee;22 And when the daughter of the said Herodias came in, and danced, and pleased Herod and them that sat with him, the king said unto the damsel, Ask of me whatsoever thou wilt, and I will give it thee.23 And he sware unto her, Whatsoever thou shalt ask of me, I will give it thee, unto the half of my kingdom.24 And she went forth, and said unto her mother, What shall I ask? And she said, The head of John the Baptist.25 And she came in straightway with haste unto the king, and asked, saying, I will that thou give me by and by in a charger the head of John the Baptist.26 And the king was exceeding sorry; yet for his oath's sake, and for their sakes which sat with him, he would not reject her.27 And immediately the king sent an executioner, and commanded his head to be brought: and he went and beheaded him in the prison,28 And brought his head in a charger, and gave it to the damsel: and the damsel gave it to her mother.29 And when his disciples heard of it, they came and took up his corpse, and laid it in a tomb.30 And the apostles gathered themselves together unto Jesus, and told him all things, both what they had done, and what they had taught.31 And he said unto them, Come ye yourselves apart into a desert place, and rest a while: for there were many coming and going, and they had no leisure so much as to eat.32 And they departed into a desert place by ship privately.33 And the people saw them departing, and many knew him, and ran afoot thither out of all cities, and outwent them, and came together unto him.34 And Jesus, when he came out, saw much people, and was moved with compassion toward them, because they were as sheep not having a shepherd: and he began to teach them many things.35 And when the day was now far spent, his disciples came unto him, and said, This is a desert place, and now the time is far passed:36 Send them away, that they may go into the country round about, and into the villages, and buy themselves bread: for they have nothing to eat.37 He answered and said unto them, Give ye them to eat. And they say unto him, Shall we go and buy two hundred pennyworth of bread, and give them to eat?38 He saith unto them, How many loaves have ye? go and see. And when they knew, they say, Five, and two fishes.39 And he commanded them to make all sit down by companies upon the green grass.40 And they sat down in ranks, by hundreds, and by fifties.41 And when he had taken the five loaves and the two fishes, he looked up to heaven, and blessed, and brake the loaves, and gave them to his disciples to set before them; and the two fishes divided he among them all.42 And they did all eat, and were filled.43 And they took up twelve baskets full of the fragments, and of the fishes.44 And they that did eat of the loaves were about five thousand men.45 And straightway he constrained his disciples to get into the ship, and to go to the other side before unto Bethsaida, while he sent away the people.46 And when he had sent them away, he departed into a mountain to pray.47 And when even was come, the ship was in the midst of the sea, and he alone on the land.48 And he saw them toiling in rowing; for the wind was contrary unto them: and about the fourth watch of the night he cometh unto them, walking upon the sea, and would have passed by them.49 But when they saw him walking upon the sea, they supposed it had been a spirit, and cried out:50 For they all saw him, and were troubled. And immediately he talked with them, and saith unto them, Be of good cheer: it is I; be not afraid.51 And he went up unto them into the ship; and the wind ceased: and they were sore amazed in themselves beyond measure, and wondered.52 For they considered not the miracle of the loaves: for their heart was hardened.53 And when they had passed over, they came into the land of Gennesaret, and drew to the shore.54 And when they were come out of the ship, straightway they knew him,55 And ran through that whole region round about, and began to carry about in beds those that were sick, where they heard he was.56 And whithersoever he entered, into villages, or cities, or country, they laid the sick in the streets, and besought him that they might touch if it were but the border of his garment: and as many as touched him were made whole.