Johannes 20

Bibelen på hverdagsdansk

fra Biblica
1 Tidligt søndag morgen, mens det endnu var mørkt, gik Maria Magdalene ud til graven, og hun opdagede, at stenen var rullet fra indgangen. (Matt 28,1; Mark 16,1; Luk 24,1)2 Derfor skyndte hun sig tilbage til Simon Peter og den anden discipel, som Jesus holdt særlig meget af, og sagde til dem: „Der er nogle, der har taget Herren væk fra graven, og vi ved ikke, hvor de har gjort af ham.”3-4 De to disciple løb straks ud til graven. I begyndelsen løb de side om side, men den anden discipel løb hurtigere end Peter og nåede først frem.5 Da han bøjede sig og kiggede ind i graven, så han, at ligklæderne lå der. Men han gik ikke ind i graven.6 Så nåede Peter frem, og han gik derind. Han så også ligklæderne og lagde mærke til,7 at det klæde, som Jesus havde haft over sit hoved, ikke var anbragt ved siden af ligklæderne, men lå foldet sammen på et sted for sig selv.8 Så gik den discipel, som var kommet først til graven, også derind—og da han så det hele, forstod han pludselig, hvad Jesus havde sagt om, hvad der ville ske med ham, og han blev overbevist.[1]9 For indtil da havde de ikke forstået, hvad det betød, når Skriften siger, at han skulle genopstå fra de døde.10 Derefter gik de hjem igen.11 I mellemtiden var Maria vendt tilbage til graven. Grædende bøjede hun sig ned og kiggede ind i gravkammeret,12 og der fik hun øje på to engle klædt i hvidt. Den ene sad, hvor Jesu hoved havde været, og den anden der, hvor fødderne havde været.13 „Hvorfor græder du?” spurgte de. „Fordi der er nogle, der har taget min Herre bort,” svarede hun, „og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.”14 Da hun havde sagt det, vendte hun sig og så Jesus stå der. Men hun genkendte ham ikke.15 „Hvorfor græder du?” spurgte Jesus hende. „Hvem leder du efter?” Hun regnede med, at det var gartneren, og sagde derfor: „Hvis det er dig, der har taget ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan gå hen og hente ham.”16 „Maria!” sagde Jesus. Hun kiggede på ham og udbrød på hebraisk: „Rabbuni!” (det betyder „Mester”).17 „Du skal ikke røre ved mig,” sagde han, „jeg er endnu ikke steget op til min Far. Men gå hen til disciplene og sig til dem, at jeg stiger op til min Far og jeres Far, til min Gud og jeres Gud.”18 Maria løb straks hen til disciplene og sagde: „Jeg har set Herren!” Og hun fortalte dem, hvad han havde sagt.19 Samme aften var disciplene forsamlede inden døre, og de havde låst dørene af frygt for de jødiske ledere. Pludselig stod Jesus midt iblandt dem. „Fred være med jer!” sagde han.20 Så viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så, at det var Herren.21 Jesus sagde igen til dem: „Fred være med jer! Ligesom Faderen sendte mig, sådan sender jeg jer.”22 Derefter åndede han på dem og fortsatte: „Modtag Helligåndens kraft!23 Hvis I tilgiver mennesker deres synder, er de tilgivet, men hvis I nægter at tilgive dem, så bliver de ikke tilgivet.”24 En af de Tolv ved navn Thomas, også kaldet „Tvillingen”, var ikke til stede, da Jesus viste sig for dem. (Mark 16,14; Luk 24,36)25 De andre disciple fortalte ham bagefter: „Vi har set Herren!” Men han svarede: „Det tror jeg ikke på! Kun hvis jeg med mine egne øjne får naglemærkerne i hans hænder at se og stikker fingeren i dem, og hvis jeg stikker hånden i hans side, vil jeg tro på det!”26 Den følgende søndag[2] var disciplene samlet igen, og nu var Thomas sammen med de andre. Dørene var låst, men pludselig stod Jesus midt iblandt dem og sagde: „Fred være med jer!”27 Så vendte han sig til Thomas: „Kom her med din finger,” sagde han. „Se, her er mine hænder. Kom med din hånd og føl på min side. Tro i stedet for at tvivle!”28 „Min Herre og min Gud!” udbrød Thomas.29 „Nu tror du, fordi du har set mig,” sagde Jesus. „Velsignede er de, som ikke har set og alligevel tror.”30 Jesus gjorde mange flere mirakler for øjnene af sine disciple end dem, der er nedskrevet i bogen her.31 Men jeg har skrevet dette, for at I skal tro på, at Jesus er Messias, Guds Søn, og gennem jeres tro få del i det evige liv.

Johannes 20

King James Version

1 The first day of the week cometh Mary Magdalene early, when it was yet dark, unto the sepulchre, and seeth the stone taken away from the sepulchre.2 Then she runneth, and cometh to Simon Peter, and to the other disciple, whom Jesus loved, and saith unto them, They have taken away the Lord out of the sepulchre, and we know not where they have laid him.3 Peter therefore went forth, and that other disciple, and came to the sepulchre.4 So they ran both together: and the other disciple did outrun Peter, and came first to the sepulchre.5 And he stooping down, and looking in, saw the linen clothes lying; yet went he not in.6 Then cometh Simon Peter following him, and went into the sepulchre, and seeth the linen clothes lie,7 And the napkin, that was about his head, not lying with the linen clothes, but wrapped together in a place by itself.8 Then went in also that other disciple, which came first to the sepulchre, and he saw, and believed.9 For as yet they knew not the scripture, that he must rise again from the dead.10 Then the disciples went away again unto their own home.11 But Mary stood without at the sepulchre weeping: and as she wept, she stooped down, and looked into the sepulchre,12 And seeth two angels in white sitting, the one at the head, and the other at the feet, where the body of Jesus had lain.13 And they say unto her, Woman, why weepest thou? She saith unto them, Because they have taken away my Lord, and I know not where they have laid him.14 And when she had thus said, she turned herself back, and saw Jesus standing, and knew not that it was Jesus.15 Jesus saith unto her, Woman, why weepest thou? whom seekest thou? She, supposing him to be the gardener, saith unto him, Sir, if thou have borne him hence, tell me where thou hast laid him, and I will take him away.16 Jesus saith unto her, Mary. She turned herself, and saith unto him, Rabboni; which is to say, Master.17 Jesus saith unto her, Touch me not; for I am not yet ascended to my Father: but go to my brethren, and say unto them, I ascend unto my Father, and your Father; and to my God, and your God.18 Mary Magdalene came and told the disciples that she had seen the Lord, and that he had spoken these things unto her.19 Then the same day at evening, being the first day of the week, when the doors were shut where the disciples were assembled for fear of the Jews, came Jesus and stood in the midst, and saith unto them, Peace be unto you.20 And when he had so said, he shewed unto them his hands and his side. Then were the disciples glad, when they saw the Lord.21 Then said Jesus to them again, Peace be unto you: as my Father hath sent me, even so send I you.22 And when he had said this, he breathed on them, and saith unto them, Receive ye the Holy Ghost:23 Whose soever sins ye remit, they are remitted unto them; and whose soever sins ye retain, they are retained.24 But Thomas, one of the twelve, called Didymus, was not with them when Jesus came.25 The other disciples therefore said unto him, We have seen the Lord. But he said unto them, Except I shall see in his hands the print of the nails, and put my finger into the print of the nails, and thrust my hand into his side, I will not believe.26 And after eight days again his disciples were within, and Thomas with them: then came Jesus, the doors being shut, and stood in the midst, and said, Peace be unto you.27 Then saith he to Thomas, reach hither thy finger, and behold my hands; and reach hither thy hand, and thrust it into my side: and be not faithless, but believing.28 And Thomas answered and said unto him, My Lord and my God.29 Jesus saith unto him, Thomas, because thou hast seen me, thou hast believed: blessed are they that have not seen, and yet have believed.30 And many other signs truly did Jesus in the presence of his disciples, which are not written in this book:31 But these are written, that ye might believe that Jesus is the Christ, the Son of God; and that believing ye might have life through his name.