1Kom, lad os lovprise Herren med sang, lad os råbe af fryd for vor Frelser.2Lad os komme til ham med tak, lad os spille og synge til hans ære.3For Herren er den almægtige Gud, Kongen over alle guder.4Han hersker over havenes dyb, de mægtige bjerge tilhører ham.5Han skabte både hav og land, derfor tilhører det hele ham.6Kom, lad os bøje os og tilbede vor Gud, lad os knæle for Herren, vor Skaber.7Han er vor Gud, og vi er hans folk, den hjord, han vogter og tager sig af. Gid I ville lytte til, hvad han siger i dag:8Lad være med at lukke af for mit ord, som da jeres forfædre gjorde oprør ved Meriba[1] og satte sig op imod mig ved Massa i ørkenen. (2.Mos 17,7)9De provokerede mig og satte mig på prøve, selv om de havde set mine undere i 40 år.10Jeg blev vred på dem og sagde: „De går altid deres egne veje, i stedet for at følge mine.”11Så svor jeg i min vrede: „De skal ikke få lov at opleve min hvile.”
1Kommt und jauchzt vor dem HERRN, wir begrüßen ihn mit Freudengeschrei; denn er ist unser starker Helfer!2Wir treten vor ihn mit unserem Dank, wir ehren ihn mit unseren Liedern!3Denn der HERR ist der höchste Gott, der große König über alle Götter:4In seiner Gewalt sind die Tiefen der Erde und ihm gehören die Gipfel der Berge.5Das Meer gehört ihm – er hat es gemacht, und auch das Land – er hat es geformt.6Kommt, verneigt euch, werft euch nieder, geht auf die Knie und betet ihn an, ihn, den HERRN, unseren Schöpfer!7Denn er ist unser Gott und wir sind sein Volk, er sorgt für uns wie ein Hirt, er leitet uns wie eine Herde. Heute gilt es! Hört, was er euch sagt: (Salm 74,1; Heb 3,7)8»Seid doch nicht so starrsinnig wie eure Vorfahren damals in Meriba oder an dem Tag von Massa in der Wüste! (2.Mos 17,2)9Sie haben mich dort herausgefordert, mich haben sie auf die Probe gestellt und hatten doch meine Taten selber gesehen!10Angewidert haben sie mich, die ganze Generation, vierzig lange Jahre! Schließlich musste ich mir sagen: ›Alles, was sie wollen, ist verkehrt; nach meinem Willen haben sie nie gefragt.‹11Darum habe ich geschworen in meinem Zorn: ›Niemals werden sie das Land betreten, wo ich ihnen Ruhe geben wollte!‹« (4.Mos 14,21)