1En bøn af Guds tjener Moses. Herre, du er vores tilflugt, du har hjulpet os fra slægt til slægt.2Du var til, før bjergene blev skabt, du levede, før jorden blev dannet. Din eksistens har ingen begyndelse og kommer aldrig til en afslutning.3Men menneskers liv får ende, på din befaling bliver de til støv.4Tusinde år er for dig som en enkelt dag er for os, den varer nogle timer, og så er den forbi.5Du gør ende på menneskers liv, og de sover ind. Om morgenen er græsset grønt og frisk,6det glinser og er fuldt af liv. Men om aftenen er det tørret ind og vissent.7Vi sygner hen under din fortærende vrede, vi skælver under din voldsomme harme.8Du ser vore skjulte synder, vore fejl ligger udbredt for dine øjne.9Vi mærker din vrede hver dag, vi ender vores liv med et suk.10Vi kan forvente at leve, til vi er halvfjerds, måske nogle kan nå at blive firs. Selv vore bedste år har nok af problemer, men tiden flyver af sted, snart er alt forbi.11Hvem kender styrken af din vrede? Din harme fylder os med ærefrygt.12Hjælp os til at huske, at livet er kort, så vi kan vokse i visdom.13Åh, Herre, se i nåde til os! Hvor længe skal vi lide under din straf? Vær barmhjertig imod dit eget folk.14Mæt os hver morgen med din kærlighed, så vi oplever glæde dag efter dag.15Vi har været ulykkelige i umindelige tider. Giv os nu lige så mange lykkelige år.16Lad dit folk igen opleve dine undere, lad vore børn få din herlighed at se.17Vis os din nåde, Herre, vor Gud, giv os gode tider og fremgang.
1Ein Gebet von Mose, dem Mann Gottes. Herr, seit Menschengedenken warst du unser Schutz.[1]2Du, Gott, warst schon, bevor die Berge geboren wurden und die Erde unter Wehen entstand, und du bleibst in alle Ewigkeit.3Du sagst zum Menschen: »Werde wieder Staub!« So bringst du ihn dorthin zurück, woher er gekommen ist. (1.Mos 3,19; Salm 103,14; Salm 146,4)4Für dich sind tausend Jahre wie ein Tag, so wie gestern – im Nu vergangen, so kurz wie ein paar Nachtstunden. (2.Pet 3,8)5Du scheuchst die Menschen fort, sie verschwinden wie ein Traum.[2] Sie sind vergänglich wie das Gras: (Job 14,2; Salm 102,12; Salm 103,15; Es 40,6; 1.Pet 1,24)6Morgens noch grünt und blüht es, am Abend schon ist es verwelkt.7Weil du zornig bist und dich gegen uns stellst, sind wir verloren und müssen vergehen.8Denn du siehst die geheimsten Fehler; alle unsere Vergehen deckst du auf.9Dein Zorn liegt schwer auf unserem Leben, darum ist es so flüchtig wie ein Seufzer.10Siebzig Jahre sind uns zugemessen, wenn es hoch kommt, achtzig – doch selbst die besten davon sind Mühe und Last! Wie schnell ist alles vorbei und wir sind nicht mehr! (Salm 39,5)11Doch wer begreift schon, wie furchtbar dein Zorn ist, und wer nimmt ihn sich zu Herzen?12Lass uns erkennen, wie kurz unser Leben ist, damit wir zur Einsicht kommen!13HERR, wie lange zürnst du uns noch? Hab doch Erbarmen mit uns und wende dich uns wieder zu! (Salm 13,2)14Lass uns jeden Morgen spüren, dass du zu uns hältst, dann sind unsere Tage erfüllt von Jubel und Dank. (Salm 59,17)15Viele Jahre hast du Unglück über uns gebracht; gib uns nun ebenso viele Freudenjahre!16Lass uns noch erleben, dass du eingreifst, zeig unseren Kindern deine große Macht!17Herr, unser Gott, sei freundlich zu uns! Lass unsere Arbeit nicht vergeblich sein! Ja, Herr, lass gelingen, was wir tun!