1Til korlederen: En lovsang af David.2Når Gud rejser sig,[1] flygter hans fjender, alle hans modstandere løber deres vej.3Han driver dem væk, som røg drives væk af vinden. De onde går til grunde som voks, der smelter i varmen.4Men de gudfrygtige bliver glade, de råber af fryd i Guds nærhed.5Syng lovsange til Gud. Ophøj ham, som rider på skyerne. Hans navn er Jahve, fryd jer i hans nærhed.6Gud er som en far for de faderløse, han taler de hjælpeløses sag. Han regerer fra sin hellige trone.7Han giver de hjemløse et hjem, sætter de undertrykte i frihed og gør dem glade. Men de genstridige forvises til den golde ørken.8Gud, dengang du gik foran dit folk, og de marcherede gennem den udstrakte ørken,9da skælvede jorden af frygt, og skyerne kunne ikke holde på regnen. De rystede for Israels Gud, da han viste sin magt i Sinai.10Du sendte regn i rigelig mængde, du hjalp dit folk, da de var i nød.11Du gav dem et sted at bosætte sig, du sørgede for de svage i din godhed, Gud.12Da hærføreren proklamerede sejren, bragte masser af kvinder nyheden videre:13„Alle fjendens anførere er flygtet!” Så fik kvinderne lov til at fordele byttet.14Selv om de var hjemme ved fårefoldene, blev de nu smykket med sølv og guld, som duen er smykket med glinsende fjer.15Da den Almægtige slog kongerne i landet på flugt, endte de i en snestorm på Zalmons bjerg.16Du strækker dig til himlen, Bashans bjerg, du har mange mægtige tinder.17Hvorfor er du misundelig på det bjerg, som Gud har valgt til sin bolig? Dér vil Herren bo for evigt.18Da Herren kom fra Sinai til sit hellige sted, var han omgivet af tusindvis af stridsvogne.19Han steg op til det høje, førte frigivne fanger med sig. Han tog gaver med til folk, selv de oprørske gav han et sted at bo.[2] (Ef 4,8)20Syng lovsange til Herren hver eneste dag, for han bærer vore byrder og redder os.21Vor Gud er en frelsende Gud, som endog kan redde os fra døden.22Men han knuser sine fjenders hoved, dem, der vælger at gøre oprør mod ham.23Herren siger: „Jeg henter dem ned fra Bashans bjerg, jeg trækker dem op fra dybet,24så I kan vade rundt i fjendeblod, og hundene gnave på deres knogler.”25Et festtog går frem i helligt skrud, de hylder vor konge og vor Gud.26Sangerne går forrest, musikerne bagerst, piger med tamburiner danser i midten.27Lovsyng Gud i den store forsamling, lad alle være med til at prise Herren.28Benjamins lille stamme går forrest, fulgt af lederne fra Judas stamme, og dem fra Zebulon og Naftali.29Vis din magt, Gud, din mægtige styrke, for vi ved, at du kæmper for dit folk.30Når du rejser dig fra dit tempel i Jerusalem, må jordens konger bøje sig i hyldest.31Dit krigsråb gør egypterne bange, selv om de er stærkere end andre nationer. De bøjer sig dybt og giver dig gaver både af guld og sølv, mens de, der tager kampen op, bliver slået og spredt.32Egypterne kommer med kostbare gaver, kushitterne bøjer sig i ærefrygt for dig, Gud.33Lovpris Gud, alle riger på jorden, syng lovsange til Herren.34Fra ældgammel tid har han redet på skyerne, hør blot hans tordnende røst.35Giv al ære til Gud, som regerer over Israel og har magten i himmelrummet.36Ære være Gud i hans helligdom. Israels Gud giver styrke til sit folk. Al ære og pris til ham.
1Ein Lied Davids.2Gott steht auf, seine Feinde zerstieben; alle, die ihn hassen, fliehen vor ihm. (4.Mos 10,35)3Er treibt sie fort wie Rauch, der verweht. Wenn Gott sich zeigt, vergehen alle, die sich ihm entgegenstellen, wie Wachs, das am Feuer zerfließt.4Doch die Treuen, die zu ihm halten, freuen sich und jubeln vor ihm in überschäumender Freude.5Singt zur Ehre Gottes, preist ihn mit Liedern! Baut eine Straße für den Wolkenreiter[1] – HERR ist sein Name – freut euch und jubelt vor ihm! (5.Mos 33,26)6Vater der Waisen, Beistand der Witwen – das ist Gott in seiner heiligen Wohnung! (Salm 9,13; Salm 10,14)7Den Einsamen schafft er eine Familie, die Gefangenen führt er in Freiheit und Glück; doch die Rebellen müssen zwischen kahlen Felsen wohnen.8Gott, als du auszogst an der Spitze deines Volkes, als du es durch die Wüste führtest, (2.Mos 13,21; Dom 5,4; Salm 77,18)9da bebte die Erde, da troff der Himmel vor dir, dem Gott vom Sinai, Israels Gott.10Du ließest reichlichen Regen fallen, um dein erschöpftes Land neu zu beleben.11Dein Volk hat dort eine Heimat gefunden, so gütig sorgtest du für die Armen.12Der Herr spricht das entscheidende Wort und schon sind überall die Frauen unterwegs, um die Nachricht vom Sieg zu verkünden:13»Die feindlichen Könige fliehen, ihre Heere sind auf der Flucht! Für die Frauen zu Hause gibt’s reiche Beute zu teilen.14Wer bleibt da noch bei den Herden liegen?« Die Flügel der Taube schimmern von Silber und ihr Gefieder ist bedeckt mit hellem Gold.[2]15Als der Gewaltige die Könige vertrieb, da fiel Schnee auf dem Schwarzen Berg.16Der Berg Baschan ist ein mächtiges Gebirge,[3] ein Gebirge mit vielen Kuppen.17Warum bist du neidisch, du mit deinen vielen Kuppen, warum schielst du auf den Berg, den Gott sich als Wohnsitz erwählt hat? Für immer wird der HERR dort bleiben! (Salm 76,3)18Zehntausende von blitzenden Wagen hat Gott, in ihrer Mitte der Herr selber, der Heilige in seiner Herrlichkeit.[4]19Er fährt zur Höhe hinauf und führt Gefangene mit. Menschen huldigen ihm mit Gaben, sogar die Rebellen unterwerfen sich und dürfen wohnen bei dem HERRN, unserem Gott. (Ef 4,8)20Tag für Tag sei der Herr gepriesen; denn er trägt uns, er ist unser Helfer! (Es 46,3)21Er ist ein Gott, der mit Taten eingreift; er ist unser Herr, der uns rettet vor dem Tod. (Salm 30,4)22Doch seinen Feinden wird er den Schädel zertrümmern, allen, die bei ihren Verbrechen bleiben.23Der Herr hat angekündigt: »Ich bringe sie zurück vom Baschanberg und sogar vom Grund des Meeres.24Du wirst waten im Blut der Feinde und deine Hunde sollen davon lecken, bis sie satt sind.«25Gott, deinen Triumphzug haben alle gesehen, deinen Einzug ins Heiligtum, du mein Gott und König! (Salm 9,13; Salm 24,7)26An der Spitze die Sänger, danach die Harfenspieler, ringsum mit Handpauken die Mädchen.27»Dankt Gott, wenn ihr euch zum Fest versammelt! Dankt dem HERRN, ihr Nachkommen Jakobs!«[5]28Benjamin führt sie an, der kleinste der Stämme. Ihm folgen die Fürsten von Juda mit ihren fröhlich lärmenden Scharen, dann die Fürsten von Sebulon und von Naftali.29Du sollst stark sein, Israel; so hat es dein Gott beschlossen. »Gott, festige, was du für uns vollbracht hast!30In deinem Tempel in Jerusalem bringen die Könige dir ihren Tribut. (Salm 96,7; Es 18,7)31Herrsche sie an, bedrohe sie: Ägypten, diese Bestie im Schilf, die Völker, diese Herde von Stieren und Kälbern, sie alle, die sich vor dir niederwerfen mit Silberstücken in den Händen!«[6] Er hat die Völker zerstreut, die an Kriegen ihre Freude haben.32Aus Ägypten bringt man ihm rote Stoffe, aus Äthiopien eilen sie herbei und huldigen Gott mit Geschenken.33Ihr Mächtigen der Erde, singt zur Ehre Gottes, preist den Herrn mit Liedern!34Er reitet am Himmel dahin, der seit Urzeiten besteht. Hört, wie mächtig seine Stimme erschallt! (5.Mos 33,26; Salm 29,3)35Erkennt seine Herrschaft an! In seiner Hoheit regiert er Israel und seine Macht zeigt sich in den Wolken.36Ehrfurcht gebietend ist Gott, wenn er aus seinem Heiligtum hervortritt! Er ist der Gott Israels, er verleiht seinem Volk Stärke und Macht. Gott sei gepriesen!