1-2Til korlederen: En sang af David i anledning af, at han havde besejret de aramæiske hære fra Naharajim og Zoba, og af, at Joab havde slået 12.000 edomitter i Saltdalen. Sangen er gavnlig til belæring og synges til melodien „Pagtens lilje.”3Hvorfor har du forkastet os, Gud? Du har straffet os, fordi du var vred på os. Men se i nåde til os og hjælp os.4Det var, som blev vi ramt af et jordskælv, det føltes, som vores verden brød sammen.5Du har været hård mod dit folk, vi ravede omkring, som var vi fulde.6Men du kalder på de gudfrygtige, så de kan komme til dig og blive reddet.7Hør min bøn og gør brug af din magt, så dit elskede folk kan blive reddet.8Gud talte jo fra sin helligdom: „Med glæde vil jeg udstykke Sikem, jeg vil udmåle Sukkots dal.9Gilead tilhører mig, Manasse er min ejendom. Kongerne kommer fra Juda, og dygtige krigere fra Efraim.10Moabitterne skal tjene mig, og edomitterne være mine slaver. Jeg vinder sejr over filistrene.”11Hvem tager med os til den befæstede by? Hvem vil gå med os mod Edom?12Herre, har du forkastet os? Hvorfor drager du ikke med os i krig?13Hjælp os dog mod vore fjender, for menneskers hjælp er intet værd.14Med Guds hjælp vinder vi sejr, for du kan trampe vore fjender ned.
1(Verse 7-14: 108,7-14) Ein Lied Davids, nach der Melodie »Lilie der Mahnung«.2Er dichtete es während des Krieges mit den Syrern in Mesopotamien und in Zoba, als Joab auf dem Rückweg das Heer der Edomiter – 12000 Mann – im Salztal schlug. (2.Sam 8,3; 1.Krøn 18,12)3Gott, du hast uns verstoßen und unsere Reihen auseinandergerissen. Du bist zornig auf uns gewesen; aber richte uns doch wieder auf!4Du hast den Boden unter uns erschüttert und gespalten; heile seine Risse, damit die Erde nicht auseinanderbricht!5Du hast dein Volk durch harte Proben gehen lassen, uns betäubenden Wein zu trinken gegeben. (Jer 25,15)6Zwar hast du uns durch ein Zeichen gewarnt, uns, die wir dich lieben und ehren; aber es war nur ein Zeichen zur Flucht, damit wir den Pfeilen der Feinde entgingen.[1]7Greif ein mit deiner Macht, gib Antwort auf unser Rufen, rette uns – du liebst uns doch!8Aus seinem Heiligtum gibt Gott die Antwort: »Ich juble über meinen Sieg!«, sagt er. »Ich werde Sichem meinem Volk zuteilen, das Tal von Sukkot für sie vermessen.9Mir gehört Gilead, mir gehört Manasse, Efraïm ist mein Helm und Juda mein Zepter. (1.Mos 49,8; 1.Mos 49,10)10Moab muss mir als Waschschüssel dienen, auf Edom werfe ich meinen Schuh, um mein Besitzrecht anzuzeigen.[2] Ihr Philister, jubelt mir zu!«11Wer bringt mich in die befestigte Stadt, wer führt mich nach Edom?12Wer außer dir, Gott, könnte das tun? Aber du hast uns ja verstoßen und ziehst nicht mehr mit unseren Heeren in den Kampf! (Salm 44,10)13Komm du uns in unserer Not zu Hilfe; auf Hilfe von Menschen ist kein Verlass! (Salm 118,8)14Mit Gott auf unserer Seite vollbringen wir Großes; denn er wird unsere Feinde zertreten.