Markus 3

Bibelen på hverdagsdansk

fra Biblica
1 Jesus og disciplene gik ind i en synagoge, og dér var der en mand med en forkrøblet hånd. (Matt 12,9; Luk 6,6)2 Farisæerne holdt øje med Jesus for at se, om han ville helbrede manden på en sabbat, for så havde de noget at anklage ham for.3 Jesus sagde nu til manden med den forkrøblede hånd: „Rejs dig op og stå her i midten.”4 Derefter spurgte han forsamlingen: „Hvad siger Guds lov? Skal hviledagen bruges til noget godt eller til noget ondt, til at redde liv eller til at ødelægge liv?” Men ingen svarede.5 Jesus så rundt på forsamlingen, vred og bedrøvet over deres stenhårde hjerter. Så sagde han til manden: „Ræk hånden frem!” Det gjorde han—og straks blev hånden rask.6 Farisæerne rejste sig øjeblikkeligt og forlod synagogen. Kort efter mødtes de med herodianerne for at drøfte, hvordan de kunne få skaffet Jesus af vejen.7 Jesus og hans disciple gik nu ned mod søen, og en masse mennesker fulgte efter dem. De fleste kom fra Galilæa, men mange kom helt fra Judæa,8 Jerusalem, Idumæa og fra landet på den anden side af Jordanfloden—ja, endog helt fra Tyrus og Sidon. De store undere, Jesus gjorde, rygtedes vidt omkring, og folk kom strømmende for at se, hvad der foregik.9 Jesus gav sine disciple besked på at holde en båd klar, så han kunne gå om bord i den, hvis han blev for voldsomt trængt af folkeskaren på bredden.10 For han helbredte så mange mennesker, at de syge pressede på fra alle sider for at røre ved ham.11 Når de, som var plaget af dæmoner, så ham, faldt de på knæ foran ham og skreg: „Du er Guds Søn!”12 Men Jesus forbød dem strengt at røbe, hvem han var.13 En dag gik Jesus op på en bakketop for at bede. Deredter kaldte han på de disciple, som han ønskede, og de kom til ham. (Matt 10,1; Luk 6,12)14 På den måde gjorde han 12 af sine disciple til apostle. De skulle stå i lære hos ham, så han senere kunne sende dem ud med fuldmagt til at forkynde det glædelige budskab15 og til at uddrive onde ånder.16 Her er navnene på de 12: Simon, som Jesus senere gav navnet Peter;17 Jakob og Johannes, der var sønner af Zebedæus (de blev kaldt „Tordensønnerne”);18 Andreas; Filip; Bartolomæus; Mattæus; Thomas; Jakob, søn af Alfæus; Taddæus; Simon Frihedskæmper[1]19 og Judas Iskariot, der senere forrådte Jesus.20 Når Jesus og hans disciple gik hjem, fulgte der ofte så mange mennesker med ind i huset, at de ikke engang kunne komme til at spise. (Matt 12,24; Luk 11,15; Luk 12,10)21 Da hans familie hørte om det, tog de af sted for at få fat i ham, for de mente, at han var gået fra forstanden.22 Nogle skriftlærde, der var kommet helt fra Jerusalem, gik rundt og sagde: „Jesus står i ledtog med Satan,[2] de onde ånders fyrste. Det er derfor, han kan uddrive de onde ånder!” (2.Kong 1,1)23 Jesus kaldte dem til sig og talte til dem i billeder:24 „Hvordan kan Satan uddrive sine egne onde ånder?” spurgte han. „Et land, som ligger i krig med sig selv, kan ikke bestå,25 og et hjem, der er i splid med sig selv, går snart i opløsning.26 Hvis Satan nu er begyndt at kæmpe mod sine egne, så er han kommet i krig med sig selv, og det er ude med ham.27 Man kan ikke bare bryde ind i en stærk mands hus og tage, hvad han har. Man må først binde ham. Derefter kan man tage, hvad han har i sit hus.28 Det siger jeg jer: Mennesker kan få tilgivelse for al deres synd og al deres gudsbespottelse,29 men hvis de håner Helligånden, så er der ingen tilgivelse længere. Det er en synd med evige konsekvenser.”30 Det sagde Jesus til dem, fordi de påstod, at det var ved Satans kraft og ikke ved Helligåndens kraft, han uddrev de onde ånder.31-32 Nu kom så Jesu mor og brødre til det overfyldte hus, hvor han underviste. De sendte bud ind til ham og bad ham komme udenfor. „Din mor og dine brødre står udenfor og vil tale med dig,” sagde de, der sad nærmest ved ham. (Matt 12,46; Luk 8,19)33 „Hvem er i virkeligheden min mor og mine brødre?” spurgte Jesus og lod blikket glide rundt på den forsamling, der sad omkring ham:34 „Min mor og mine brødre sidder her!35 For den, der gør Guds vilje, er min bror eller søster eller mor.”

Markus 3

Gute Nachricht Bibel 2018

fra Deutsche Bibelgesellschaft
1 Wieder einmal ging Jesus in eine Synagoge. Dort war ein Mann mit einer abgestorbenen Hand. (Matt 12,9; Mark 2,27; Luk 6,6)2 Die Pharisäer hätten Jesus gerne angezeigt; darum beobachteten sie genau, ob er es wagen würde, ihn am Sabbat zu heilen.3 Jesus sagte zu dem Mann mit der abgestorbenen Hand: »Steh auf und stell dich in die Mitte!«4 Darauf fragte er die anderen: »Was darf man nach dem Gesetz am Sabbat tun? Gutes oder Böses? Einem Menschen das Leben retten oder ihn umkommen lassen?« Er bekam keine Antwort.5 Da sah er sie zornig der Reihe nach an. Zugleich war er traurig, weil sie so engstirnig und hartherzig waren. Dann sagte er zu dem Mann: »Streck deine Hand aus!« Er streckte sie aus und sie wurde wieder gesund.6 Da gingen die Pharisäer hinaus. Sie trafen sich sogleich mit den Parteigängern von Herodes und sie beschlossen miteinander, dass Jesus sterben müsse. (Joh 7,1)7 Jesus zog sich mit seinen Jüngern an den See zurück. Viele Menschen aus Galiläa folgten ihm. Auch aus Judäa (Matt 4,23; Matt 12,15; Luk 6,17)8 und aus Jerusalem, aus Idumäa und dem Gebiet auf der anderen Seite des Jordans und aus der Gegend der Städte Tyrus und Sidon kamen viele zu Jesus. Sie hatten von seinen Taten gehört und wollten ihn sehen.9 Jesus wies seine Jünger an, ein Boot für ihn bereitzuhalten; denn die Menge war so groß, dass sie ihn fast erdrückte.10 Weil er schon so viele geheilt hatte, stürzten sich alle Kranken auf ihn und wollten ihn berühren.11 Menschen, die von bösen Geistern besessen waren, warfen sich vor ihm nieder, sobald sie ihn sahen, und schrien: »Du bist der Sohn Gottes!« (Mark 1,1; Mark 1,24; Mark 5,7; Luk 4,41)12 Aber Jesus verbot ihnen nachdrücklich, ihn bekannt zu machen. (Mark 1,34)13 Dann stieg Jesus auf einen Berg[1] und rief von seinen Jüngern die zu sich, die er für eine besondere Aufgabe vorgesehen hatte. Sie kamen zu ihm, (Matt 10,1; Luk 6,12)14 und er setzte sie ein als die Zwölf.[2] Sie sollten ständig bei ihm sein. Sie sollten dann auch von ihm ausgesandt werden, um die Gute Nachricht zu verkünden,15 und sollten die Vollmacht bekommen, die bösen Geister auszutreiben. (Mark 6,12; Mark 16,17)16 Die zwölf, die Jesus dafür bestimmte, waren: Simon, dem er den Namen Petrus gab; (Joh 1,40; Ap G 1,13)17 Jakobus und sein Bruder Johannes, die er Donnersöhne[3] nannte;18 dazu Andreas, Philippus, Bartholomäus, Matthäus, Thomas, Jakobus, der Sohn von Alphäus, Thaddäus, Simon, der zur Partei der Zeloten gehört hatte,[4]19 und Judas Iskariot, der Jesus später verriet.20 Dann ging Jesus nach Hause.[5] Wieder strömte eine so große Menge zusammen, dass er und seine Jünger nicht einmal zum Essen kamen. (Matt 12,22; Luk 11,14; Luk 12,10)21 Als das seine Angehörigen erfuhren, machten sie sich auf den Weg, um ihn mit Gewalt wegzuholen, denn sie sagten sich: »Er muss verrückt geworden sein.« (Joh 7,5; Joh 8,48)22 Einige Gesetzeslehrer, die aus Jerusalem gekommen waren, sagten: »Er ist von Beelzebul besessen! Der oberste aller bösen Geister gibt ihm die Macht, die Geister auszutreiben.« (Matt 9,34; Joh 8,48)23 Da rief Jesus die Gesetzeslehrer zu sich und erklärte ihnen die Sache durch Bilder: »Wie kann der Satan sich selbst austreiben?24 Ein Staat muss doch untergehen, wenn seine Machthaber einander befehden.25 Eine Familie muss zerfallen, wenn ihre Glieder miteinander im Streit liegen.26 Würde also der Satan gegen sich selbst aufstehen und mit sich selbst im Streit liegen, dann müsste er ja untergehen; er würde sich selbst das Ende bereiten!27 Hier gilt eine ganz andere Regel, als ihr meint:[6] Niemand kann in das Haus eines Starken eindringen und ihm seinen Besitz rauben, wenn er den Starken nicht zuvor gefesselt hat. Dann erst kann er sein Haus ausrauben! (Es 49,24)28 Das versichere ich euch: Alles kann den Menschen vergeben werden, jede Sünde, auch jede Gotteslästerung, wie schlimm sie auch sei.29 Wer aber den Heiligen Geist beleidigt, für den gibt es keine Vergebung; er ist auf ewig schuldig geworden.«30 Das sagte Jesus, weil sie behauptet hatten: »Er ist von einem bösen Geist besessen.«31 Inzwischen waren die Mutter und die Brüder von Jesus angekommen. Sie standen vor dem Haus und schickten jemand, um ihn herauszurufen. (Matt 12,46; Mark 3,21; Luk 8,19)32 Rings um Jesus saßen die Menschen dicht gedrängt. Sie gaben die Nachricht an ihn weiter: »Deine Mutter und deine Brüder[7] stehen draußen und fragen nach dir!«33 Jesus antwortete: »Wer sind meine Mutter und meine Brüder?«34 Er sah auf die Leute, die um ihn herumsaßen, und sagte: »Das hier sind meine Mutter und meine Brüder!35 Wer tut, was Gott will, der ist mein Bruder, meine Schwester und meine Mutter!« (Matt 6,10)