1Igen talte Herren til Jonas og sagde:2„Tag af sted til den store by Nineve og udråb over den det budskab, jeg giver dig.”3Denne gang adlød Jonas og tog til Nineve, som Herren havde befalet. Nineve var en umådelig stor by, og det ville tage tre dage at gå igennem[1] den.4Jonas gik nu igennem byen og råbte en hel dag: „Om 40 dage[2] vil Nineve blive lagt i ruiner!”
Nineves indbyggere angrer deres synd og oplever Guds nåde
5Nineves indbyggere tog budskabet alvorligt, og der blev udråbt en faste. Byens ledere og hele befolkningen klædte sig i sæk og aske for at vise, at de angrede deres synder.6-9Så snart Nineves konge havde hørt Jonas’ budskab, havde han nemlig holdt rådslagning med sine ministre. De blev enige om, at følgende befaling skulle bekendtgøres over hele byen: „Kongen og hans ministre bekendtgør hermed, at ingen, hverken dyr eller mennesker, må spise eller drikke noget! Alle skal klæde sig i sæk og aske og råbe til Gud om nåde! Alle skal omvende sig fra deres ondskab og gøre ende på uretfærdighed og vold! Måske vil Gud vise barmhjertighed og ikke ramme os med sin frygtelige straf, men lade os leve.” Derefter tog kongen sin kappe af, klædte sig i sæk og aske og satte sig på jorden.10Da Gud så, at indbyggerne omvendte sig fra deres ondskab, forbarmede han sig og ødelagde ikke byen, som han havde sagt, han ville gøre.
1Zum zweiten Mal erging das Wort des HERRN an Jona, er sagte zu ihm: (Jonas 1,2)2»Geh nach Ninive, der großen Stadt, und rufe dort aus, was ich dir auftrage!«3Diesmal gehorchte Jona dem HERRN und ging nach Ninive. Die Stadt war ungeheuer groß; man brauchte drei Tage, um vom einen Ende zum andern zu kommen.4Jona ging eine Tagesreise weit in die Stadt hinein, dann stellte er sich hin und rief: »Noch vierzig Tage und Ninive ist ein Trümmerhaufen!« (Luk 11,30; Luk 11,32)5Die Leute von Ninive setzten ihre Hoffnung auf Gott. Sie beschlossen zu fasten; und alle, Reiche wie Arme, legten zum Zeichen der Reue den Sack an. (Es 58,5)6Jonas Botschaft war nämlich dem König von Ninive gemeldet worden. Der stieg von seinem Thron, legte den Königsmantel ab, zog den Sack an und setzte sich in die Asche.7Er ließ in der ganzen Stadt ausrufen: »Hört den Befehl des Königs und seiner Minister: ›Niemand darf etwas essen oder trinken, weder Mensch noch Rind noch Schaf!8Menschen und Vieh sollen den Sack anlegen und laut zu Gott rufen. Alle sollen von ihrem bösen Weg umkehren und aufhören, Unrecht zu tun.9Vielleicht lässt Gott sich umstimmen. Vielleicht können wir seinen schweren Zorn besänftigen und er lässt uns am Leben.‹« (Joel 2,14)10Gott sah, dass sie sich von ihrem bösen Treiben abwandten. Da tat es ihm leid, sie zu vernichten, und er führte seine Drohung nicht aus. (Jer 18,7)