1Da Jesus var færdig med at bede, gik han videre sammen med disciplene. De krydsede Kedrondalen og kom ind i en olivenplantage. (Matt 26,47; Mark 14,43; Luk 22,47)2Men også forræderen, Judas, kendte det sted, for Jesus havde ofte været der sammen med sine disciple.3Judas havde af ypperstepræsterne og farisæerne fået rådighed over templets vagtmandskab og en deling romerske soldater, og med brændende fakler, olielamper og våben nærmede de sig nu olivenplantagen.4Jesus vidste på forhånd, hvad der ville ske. Han trådte frem og spurgte: „Hvem søger I efter?”5„Jesus fra Nazaret,” svarede de. „Det er mig,” sagde Jesus. Også forræderen, Judas, stod dér mellem de andre.6Da Jesus sagde: „Det er mig,” veg de tilbage og faldt til jorden.7Igen spurgte Jesus: „Hvem søger I efter?” „Jesus fra Nazaret,” svarede de.8„Jeg har jo sagt jer, at det er mig,” sagde Jesus. „Når det altså er mig, I vil have fat i, så lad de andre gå!”9Således gik det i opfyldelse, som han tidligere havde sagt om, at ingen af hans disciple skulle gå fortabt.[1]10Simon Peter trak sit sværd, slog ud efter en af ypperstepræstens tjenere og huggede hans højre øre af. (Tjeneren hed Malkus.)11Men Jesus sagde til Peter: „Stik dit sværd i skeden! Skulle jeg ikke tømme det lidelsens bæger, som min Far har givet mig?”12Befalingsmanden gav da ordre til sine soldater og den jødiske tempelvagt om at pågribe Jesus og binde ham.13Derefter trak de af sted med ham. I første omgang førte de ham til Annas, som var svigerfar til Kajfas. Det var Kajfas, der var den officielle ypperstepræst i det år.[2]14Det var også Kajfas, der havde sagt til de jødiske ledere, at det var bedre, at én mand døde, end at hele folket gik til grunde.[3]
Peter svigter Jesus første gang
15Simon Peter fulgte efter Jesus sammen med en af de andre disciple, som kendte ypperstepræsten. Derfor fik den anden discipel tilladelse til at komme indenfor porten i ypperstepræstens gård, (Matt 26,69; Mark 14,66; Luk 22,55)16mens Peter blev stående udenfor. Den anden discipel talte med den pige, der stod vagt ved porten, og Peter fik så lov til at komme med indenfor.17Men da han gik forbi hende, udbrød hun: „Du er da vist en af hans disciple!” „Nej, det er jeg ikke!” røg det ud af Peter.18Vagtmandskabet fra templet og husets tjenestefolk stod og varmede sig omkring nogle trækulsgløder, for det var koldt den nat. Peter stillede sig også derhen for at få varmen.
Ypperstepræsten forhører Jesus
19Inde i huset begyndte ypperstepræsten at udspørge Jesus om hans disciple og om, hvad hans lære egentlig gik ud på.20„Jeg har talt til folk i fuld offentlighed,” svarede Jesus. „Mange gange har jeg undervist i synagogerne og på tempelpladsen, hvor alle har kunnet høre mig. Intet er sket bag lukkede døre.21Hvorfor spørger du mig? Hvorfor ikke spørge dem, der har hørt, når jeg har talt? De ved godt, hvad min undervisning går ud på.”22En af tempelvagterne gav Jesus et slag i ansigtet. „Er det en måde at svare ypperstepræsten på?” sagde han.23„Har jeg sagt noget forkert, så sig hvad det er,” svarede Jesus. „Men hvis det, jeg har sagt, er sandt, hvorfor slår du mig så?”24Annas havde nemlig sendt[4] Jesus videre til ypperstepræsten Kajfas med hænderne bundet.
Peter svigter Jesus anden og tredje gang
25Imens stod Simon Peter ude på gårdspladsen og varmede sig ved gløderne. „Du er da også en af hans disciple!” udbrød en af de omkringstående. „Nej, det er jeg ikke!” røg det ud af Peter endnu en gang. (Matt 26,71; Mark 14,69; Luk 22,58)26Men en af ypperstepræstens tjenere, som var i familie med den mand, hvis øre Peter havde hugget af, udbrød: „Jeg så dig selv ude i olivenplantagen sammen med Jesus!”27Igen benægtede Peter det, og i samme øjeblik var der en hane, der galede.
Pilatus bliver presset til at lade Jesus korsfæste
28Meget tidligt om morgenen førte man Jesus videre fra Kajfas’ gård til den romerske guvernørs borg. De jødiske ledere ville ikke gå ind et sted, hvor der boede en ikke-jøde, for det ville gøre dem urene, og så ville de ikke kunne deltage i påskefesten. (Matt 27,1; Matt 27,11; Mark 15,1; Luk 23,1; Luk 23,13)29Derfor gik guvernøren, Pilatus, ud til dem. „Hvad anklager I manden for?” spurgte han.30„Vi ville ikke have arresteret ham og bragt ham herhen, hvis han ikke havde overtrådt loven,” svarede de.31„Nå, men så tag og døm ham ifølge jeres lov!” „Men vi har ikke ret til at korsfæste[5] nogen,” indvendte de.32Dermed opfyldtes Jesu ord om, hvordan han skulle dø.33Pilatus gik nu ind i borgen igen og fik også Jesus ført derind. „Er du jødernes konge?” spurgte han.34„Har du selv fundet på det spørgsmål, eller har andre omtalt mig på den måde?” sagde Jesus.35„Er jeg måske jøde?” svarede Pilatus. „Dit eget folks ypperstepræster har overgivet dig til mig. Hvad har du gjort?”36„Mit rige er ikke af denne verden,” svarede Jesus. „Havde jeg ønsket at oprette et jordisk rige, så ville mine disciple have kæmpet for, at jeg ikke skulle blive fanget af de jødiske ledere.”37„Så er du altså en konge?” spurgte Pilatus. „På en måde er jeg en konge,” svarede Jesus. „Jeg er kommet til denne verden for at fortælle om sandheden. Det var derfor, jeg blev født, og alle, der hører sandheden til, vil adlyde mig.”38„Hvad er sandhed?” afbrød Pilatus. Derefter gik han igen udenfor til de jødiske ledere og sagde: „Jeg finder ham ikke skyldig.39Men nu er der jo tradition for, at jeg giver jer en fange fri hver påske. Ønsker I, at jeg skal løslade ‚jødernes konge’?”40„Nej, ikke ham, men Barabbas!” råbte de. Barabbas var en mand, der var fængslet for oprør mod romerne.
1Nachdem Jesus dies gesagt hatte, brach er mit seinen Jüngern auf. Sie überquerten den Kidronbach. Auf der anderen Seite befand sich ein Garten, und Jesus ging mit seinen Jüngern hinein. (Matt 26,47; Mark 14,32; Mark 14,43; Luk 22,39; Luk 22,47)2Der Verräter Judas kannte diesen Ort gut, denn Jesus war dort oft mit seinen Jüngern zusammen gewesen. (Joh 12,4)3Er nahm also die Soldaten der römischen Besatzung[1] und einige Gerichtspolizisten, die von den führenden Priestern und den Pharisäern mitgeschickt wurden, und kam dorthin. Die Männer waren bewaffnet und trugen Fackeln und Laternen.4Im vollen Wissen um alles, was nun mit ihm geschehen würde, ging Jesus hinaus aus dem Garten, ihnen entgegen, und fragte sie: »Wen sucht ihr?«5»Jesus von Nazaret!«,[2] antworteten sie. »Ich bin es!«,[3] sagte Jesus. Der Verräter Judas stand bei ihnen.6Als Jesus zu ihnen sagte: »Ich bin es«, wichen sie zurück und fielen zu Boden.7Jesus fragte sie noch einmal: »Wen sucht ihr?« »Jesus von Nazaret!«, antworteten sie.8»Ich habe euch gesagt, ich bin es«, sagte Jesus. »Wenn ihr also mich sucht, dann lasst diese hier gehen.«9So bestätigte sich, was Jesus früher gesagt hatte: »Von denen, die du mir gegeben hast, Vater, habe ich keinen verloren.« (Joh 6,39)10Simon Petrus hatte ein Schwert. Er zog es, holte gegen den Bevollmächtigten des Obersten Priesters aus und schlug ihm das rechte Ohr ab. Der Bevollmächtigte hieß Malchus. (Luk 22,36; Luk 22,38)11Jesus sagte zu Petrus: »Steck dein Schwert weg! Diesen Kelch[4] hat mein Vater für mich bestimmt. Muss ich ihn dann nicht trinken?« (Mark 10,38; Mark 14,36; Joh 12,27)
Jesus wird Hannas vorgeführt
12Die römischen Soldaten mit ihrem Kommandanten und die Gerichtspolizisten verhafteten Jesus, fesselten ihn (Matt 26,57; Mark 14,53; Luk 22,54)13und brachten ihn zuerst zu Hannas. Hannas war der Schwiegervater von Kajaphas, der in jenem Jahr das Amt des Obersten Priesters ausübte. (Luk 3,2; Joh 18,24)14Kajaphas war es, der den Ratsmitgliedern[5] klargemacht hatte, dass es von Vorteil sei, wenn ein Einziger für das ganze Volk sterbe. (Joh 11,49)
Petrus verleugnet Jesus
15Simon Petrus und ein anderer Jünger folgten Jesus. Der andere Jünger war mit dem Obersten Priester gut bekannt, deshalb konnte er mit Jesus bis in den Innenhof des Hauses gehen. (Matt 26,69; Mark 14,54; Mark 14,66; Luk 22,55)16Petrus blieb draußen am Tor stehen. Der andere Jünger, der Bekannte des Obersten Priesters, kam wieder zurück, verhandelte mit der Pförtnerin und nahm dann Petrus mit hinein.17Die Pförtnerin fragte Petrus: »Bist du nicht auch ein Jünger von diesem Menschen?« »Nein, das bin ich nicht«, antwortete Petrus.18Es war kalt. Die Diener des Obersten Priesters und die Gerichtspolizisten hatten deshalb einen Stoß Holzkohlen angezündet, standen um das Feuer herum und wärmten sich. Petrus ging hin, stellte sich zu ihnen und wärmte sich auch.
Hannas verhört Jesus
19Der Oberste Priester fragte Jesus nach seinen Jüngern und nach seiner Lehre.20Jesus antwortete: »Ich habe immer offen vor aller Welt gesprochen. Ich habe in den Synagogen und im Tempel gelehrt, wo sich alle Juden treffen, und habe niemals etwas im Geheimen gesagt. (Matt 4,23; Mark 14,49; Joh 6,59; Ap G 26,26)21Warum fragst du dann mich? Frag doch die Leute, die meine Worte gehört haben! Sie wissen es.«22Als Jesus das sagte, schlug ihn einer der Gerichtspolizisten ins Gesicht und sagte: »Wie kannst du es wagen, so mit dem Obersten Priester zu sprechen?« (Joh 19,3; Ap G 23,2)23Jesus erwiderte ihm: »Wenn ich etwas Unrechtes gesagt habe, dann weise es mir nach! Bin ich aber im Recht, warum schlägst du mich?«24Hannas schickte darauf Jesus in Fesseln zum Obersten Priester Kajaphas.
Petrus verleugnet Jesus noch einmal
25Simon Petrus stand noch immer beim Feuer und wärmte sich. Da sagten die anderen zu ihm: »Bist du nicht auch einer von seinen Jüngern?« Petrus erwiderte: »Nein, ich bin es nicht!« (Matt 26,71; Mark 14,69; Luk 22,58)26Ein Diener des Obersten Priesters, ein Verwandter des Mannes, dem Petrus das Ohr abgeschlagen hatte, sagte: »Ich habe dich doch mit eigenen Augen bei ihm in dem Garten gesehen!« (Joh 18,10)27Wieder stritt Petrus es ab, und in diesem Augenblick krähte ein Hahn.
Jesus vor Pilatus
28Die führenden Priester[6] brachten Jesus am frühen Morgen von Kajaphas zum Palast des römischen Statthalters.[7] Sie selbst gingen nicht in den Palast hinein, weil sie nicht unrein werden wollten. Sonst hätten sie nicht am Passamahl teilnehmen können. (Matt 27,1; Matt 27,11; Mark 15,1; Luk 23,1)29Pilatus kam zu ihnen heraus und fragte: »Welche Anklage erhebt ihr gegen diesen Mann?«30Sie antworteten: »Wenn er kein Verbrecher wäre, hätten wir ihn dir nicht übergeben.«31»Nehmt ihr ihn doch«, sagte Pilatus, »und verurteilt ihn nach eurem eigenen Gesetz!« »Wir dürfen ja niemand hinrichten!«, erwiderten sie.32So ging in Erfüllung, was Jesus gesagt hatte, als er von der Art seines Todes sprach. (Matt 20,19; Joh 12,32)33Pilatus ging in den Palast zurück und ließ Jesus vorführen. »Bist du der König der Juden?«, fragte er ihn.34Jesus antwortete: »Bist du selbst auf diese Frage gekommen, oder haben dir andere von mir erzählt?«35Pilatus erwiderte: »Bin ich etwa ein Jude? Dein eigenes Volk und die führenden Priester[8] haben dich mir übergeben. Was hast du getan?«36Jesus sagte: »Mein Königtum stammt nicht von dieser Welt. Sonst hätten meine Leute dafür gekämpft, dass ich den Juden nicht in die Hände falle. Nein, mein Königtum ist von ganz anderer Art!« (Joh 6,15)37Da fragte Pilatus ihn: »Du bist also doch ein König?« Jesus antwortete: »Ja, ich bin ein König. Ich wurde geboren und bin in die Welt gekommen, um die Wahrheit offenbar zu machen und als Zeuge für sie einzutreten. Wem es um die Wahrheit geht, der hört auf mich.« (Joh 3,32; Joh 8,47; Joh 19,12; 1.Tim 6,13; 1.Joh 4,6)
Das Todesurteil
38»Wahrheit«, meinte Pilatus, »was ist das?« Pilatus ging wieder zu den führenden Priestern hinaus und sagte zu ihnen: »Ich sehe keinen Grund, ihn zu verurteilen. (Matt 27,15; Mark 15,6; Luk 23,13)39Es ist aber üblich, dass ich euch jedes Jahr zum Passafest einen Gefangenen freilasse. Soll ich euch den König der Juden freigeben?«40Sie schrien: »Nein, den nicht! Wir wollen Barabbas!« Barabbas aber war ein Straßenräuber.