Jeremias advarer folket imod at flygte til Egypten
1Johanan, Jezanja, de øvrige officerer og et stort antal civile ledere kom nu hen til mig og sagde:2„Gå i forbøn for os hos Herren din Gud, for som du ser, er der ikke mange tilbage af os mere.3Bed Herren, din Gud, om at vise os, hvad vi skal gøre, og hvor vi skal tage hen.”4Jeg gav dem følgende svar: „Godt, jeg vil bede til Herren for jer, og alt, hvad han siger til mig, vil jeg fortælle jer i alle detaljer.”5„Vi lover højtideligt ind for Herrens ansigt, at vi vil adlyde alt, hvad han beder dig om at sige til os,” sagde de.6„Uanset om vi bryder os om det eller ej, vil vi adlyde Herren, din Gud, som vi nu rådspørger gennem dig. For hvis vi gør, hvad han siger, vil det gå os godt.”7Ti dage senere svarede Herren på min bøn,8og jeg kaldte så Johanan, officererne og de øvrige ledere sammen.9Derpå sagde jeg til dem: „I bad mig spørge Herren, Israels Gud, til råds, og her er hans svar:10Bliv boende her i landet. Hvis I gør det, vil jeg velsigne jer og give jer fremgang. Det gør mig ondt at se de lidelser, I har været igennem, selv om jeg var nødt til at straffe jer.11I behøver ikke frygte den babyloniske konge, for jeg vil beskytte jer, så han ikke kan gøre jer noget ondt.12Jeg vil være barmhjertig imod jer og sørge for, at han også er barmhjertig. I kan trygt blive boende i landet.13-14Men hvis I nægter at blive boende i landet, som Herren, jeres Gud, har sagt, og hvis I absolut vil til Egypten, fordi I tror jer sikre for krig og hungersnød dernede,15så hør, hvad Herren siger til den rest af judæere, som er tilbage: Hvis I rejser til Egypten,16vil al den krig og hungersnød I frygter her, følge jer, så I mister livet dernede.17Det er den skæbne, der venter hver eneste af jer: Hvis I slår jer ned i Egypten, vil I dø som ofre for krig, hungersnød og sygdom. Det bliver min straf for jeres ulydighed.18Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: På samme måde som jeg i min vrede straffede Jerusalems indbyggere, vil jeg straffe jer, så snart I ankommer til Egypten. I vil blive afskyet og hadet, forbandet og hånet, og I kommer aldrig hjem til jeres land igen.”19Derefter sagde jeg til dem: „I er en rest af Judas folk, og Herren har advaret jer imod at tage til Egypten. Hvis I vælger ikke at lytte til Herren,20kommer I til at bøde med jeres liv. Det var jer selv, der bad mig søge Herren om råd, og I lovede at adlyde ham, lige meget hvad det var, han sagde.21I dag har jeg så givet jer Herrens svar, men I er åbenbart alligevel ikke villige til at gøre, som han siger.22Derfor skal I vide, at hvis I gør alvor af at rejse til det land, som I ønsker at flygte til, vil I blive ramt af krig, hungersnød og sygdom.”
1Vor dem Aufbruch kamen alle Truppenführer, an ihrer Spitze Johanan, der Sohn von Kareach, und Asarja, der Sohn von Hoschaja, und ebenso alle Flüchtlinge von den Vornehmsten bis zu den Geringsten zum Propheten Jeremia. (Jer 40,7; Jer 40,13)2Sie sagten zu ihm: »Erfülle doch unseren Wunsch und bete für uns zum HERRN, deinem Gott! Wir waren einmal viele; aber du siehst: Nur wenige sind von uns übrig geblieben. (5.Mos 28,62; Jer 7,16)3Bete für uns zum HERRN, deinem Gott, dass er uns sagt, wohin wir gehen und was wir tun sollen!«4Jeremia antwortete ihnen: »Gut, ich will eure Bitte erfüllen und zum HERRN, eurem Gott, beten. Ich werde euch alles sagen, was er mir antwortet; ich werde euch nichts verschweigen.«5Sie versicherten ihm: »Der HERR soll als unbestechlicher Zeuge gegen uns auftreten, wenn wir nicht genau das tun, was er uns durch dich befiehlt! (Jer 29,23)6Ob sein Befehl uns gefällt oder nicht, wir werden unserem Gott, den wir durch dich befragen, gehorchen. Denn dann wird es uns gut gehen.«7Es dauerte zehn Tage, bis das Wort des HERRN an Jeremia erging. (Jer 28,12)8Der Prophet rief Johanan, die Truppenführer und das ganze Volk zusammen, von den Vornehmsten bis zu den Geringsten,9und sagte zu ihnen: »Ihr habt mich gebeten, dem HERRN, dem Gott Israels, euer Anliegen vorzutragen. Hört, was er euch darauf antwortet:10›Wenn ihr ruhig in diesem Land wohnen bleibt, werde ich euch einpflanzen und nicht ausreißen; ich werde euch aufbauen und nicht niederreißen. Denn es tut mir leid, dass ich Unglück über euch bringen musste. (Jer 1,10; Jer 18,8)11Ihr habt jetzt Angst vor dem König von Babylonien. Aber ich, der HERR, sage euch: Ihr braucht keine Angst vor ihm zu haben; denn ich bin bei euch, ich werde euch aus seiner Hand retten. (Jer 1,8; Jer 41,17)12Ich bringe ihn dazu, dass er Erbarmen mit euch hat und euch in eure Häuser zurückkehren lässt.‹13Aber ihr müsst dem HERRN, eurem Gott, gehorchen und dürft dieses Land nicht verlassen.14Ihr dürft nicht sagen: ›Wir wollen nach Ägypten ziehen, wo wir keine Kriegshörner mehr hören, keine Kämpfe mehr miterleben und auch nicht mehr hungern müssen; dort wollen wir bleiben!‹ (4.Mos 14,3; Jer 4,5)15Für diesen Fall lässt euch der HERR, der Herrscher der Welt,[1] der Gott Israels, sagen: ›Ihr Leute von Juda, die ihr noch übrig geblieben seid! Wenn ihr auf eurem Plan besteht und nach Ägypten auswandert,16dann wird der Krieg, dem ihr entgehen wollt, euch dort erreichen und der Hunger, der euch Angst macht, euch dorthin verfolgen; ihr werdet in Ägypten umkommen.17Alle, die sich entschließen, nach Ägypten auszuwandern, werden dort durch Krieg, Hunger und Pest sterben. Keiner wird entkommen, niemand wird dem Unheil entrinnen, das ich über euch bringen werde.‹ (Jer 24,10; Jer 44,14)18Denn so spricht der HERR, der Herrscher der Welt, der Gott Israels: ›Wenn ihr nach Ägypten flieht, wird euch mein Zorn genauso treffen, wie er die Bewohner Jerusalems getroffen hat. Wer euch dann sieht, wird vor euch entsetzt sein. Alle werden über euch spotten und euren Namen als Fluchwort verwenden. Dieses Land aber werdet ihr nie wiedersehen.‹«[2] (Jer 24,9)