1Denne bog indeholder de budskaber, som Herren åbenbarede for mig. Jeg hedder Jeremias, er præst og søn af Hilkija, og jeg kommer fra Anatot i Benjamins land.2Herren begyndte at tale til mig i kong Josias[1] af Judas 13. regeringsår,3og budskaberne fortsatte med at komme, mens Josias’ søn, Jojakim, var konge, helt frem til den femte måned i Zidkijas 11. regeringsår, da Jerusalem blev indtaget og indbyggerne ført i eksil.[2] (2.Kong 22,1)4Herren sagde til mig:5„Længe før jeg dannede dig i din mors liv, havde jeg planer for dig. Før du blev født, udvalgte jeg dig til at være profet for folkeslagene.”6„Åh, almægtige Gud!” svarede jeg. „Jeg er alt for ung. Jeg har slet ikke autoritet til at kunne tale som profet.”7„Du skal ikke undskylde dig med, at du er for ung,” svarede Herren. „Du skal bare gå, hvor jeg sender dig, og sige alt, hvad jeg befaler dig.8Du skal ikke være bange for, hvordan folk vil reagere, for jeg går med dig og beskytter dig.”9Så rakte Herren hånden ud og rørte ved min mund. „Jeg vil lægge mine ord i din mund,” sagde han.10„Jeg giver dig hermed autoritet over folkeslag og kongeriger. Noget skal rykkes op med rode, mens andet skal plantes på ny. Noget skal rives ned til grunden, mens andet skal genopbygges.”
To syner, som bekræfter kaldet
11Derefter sagde Herren til mig: „Jeremias! Hvad ser du?” „Jeg ser en gren fra et mandeltræ,” svarede jeg.12„Det er rigtigt,” svarede Herren. „For jeg våger[3] over mit ord for at opfylde det.”13Lidt efter spurgte Herren: „Hvad ser du nu?” „Jeg ser en gryde med kogende vand mod nord, og den er ved at vælte hen imod os,” svarede jeg.14„Rigtigt,” svarede Gud. „For ulykken vil komme nordfra og strømme ud over alle landets indbyggere.15Jeg tilkalder alle nordens konger med deres hære, så de kommer og belejrer Jerusalem og alle Judas byer.16På den måde vil jeg dømme og straffe mit folk, fordi de har forladt mig og vendt sig til andre folks guder. Nu tilbeder de afgudsbilleder, som de selv har lavet.17Gør dig parat til at stå frem og fortælle dem alt, hvad jeg befaler dig. Vær ikke bange for at konfrontere dem, ellers skal jeg give dig noget at være bange for.18-19Jeg vil gøre dig hård over for deres kritik. Jeg gør dig stærk som en befæstet by, der er umulig at indtage, urokkelig som en jernsøjle, massiv som en mur af bronze. Hele folket med kongerne, embedsmændene og præsterne i spidsen vil være imod dig, men de vil ikke kunne vinde over dig, for jeg går med dig og beskytter dig.”
1In diesem Buch ist aufgeschrieben, was Jeremia verkündet und erlebt hat. Er war der Sohn von Hilkija und gehörte zur Priesterschaft von Anatot, einem Dorf im Gebiet des Stammes Benjamin. (Jer 11,21)2Das Wort des HERRN erging zum ersten Mal an ihn im 13. Regierungsjahr des Königs Joschija von Juda, des Sohnes Amons, (2.Kong 22,1)3und es erging an ihn weiterhin während der Regierungszeit von Joschijas Sohn Jojakim und dann bis zum Ende der Regierungszeit von Joschijas Sohn Zidkija, als im 5. Monat von dessen elftem Regierungsjahr die Bevölkerung Jerusalems in die Verbannung geführt wurde. (2.Kong 23,36)
Jeremia wird zum Propheten berufen
4Das Wort des HERRN erging an mich, er sagte zu mir:5»Noch bevor ich dich im Leib deiner Mutter entstehen ließ, hatte ich schon meinen Plan mit dir. Noch ehe du aus dem Mutterschoß kamst, hatte ich bereits die Hand auf dich gelegt. Denn zum Propheten für die Völker habe ich dich bestimmt.« (Es 49,1)6Ich wehrte ab: »Ach, HERR, du mächtiger Gott! Ich kann doch nicht reden, ich bin noch zu jung!« (2.Mos 4,10; Dom 6,15)7Aber der HERR antwortete mir: »Sag nicht: ›Ich bin zu jung!‹ Geh, wohin ich dich sende, und verkünde, was ich dir auftrage!8Hab keine Angst vor Menschen, denn ich bin bei dir und schütze dich. Das sage ich, der HERR.« (Jer 15,20; Jer 30,11; Jer 42,11)9Dann streckte der HERR seine Hand aus, berührte meine Lippen und sagte: »Ich lege meine Worte in deinen Mund. (Es 6,7; Ez 2,8; Dan 10,16)10Von heute an hast du Macht über Völker und Königreiche. Reiße aus und zerstöre, vernichte und verheere, baue auf und pflanze an!« (Es 42,1; Jer 1,5; Jer 18,7; Jer 18,9; Jer 24,6; Jer 25,15; Jer 31,28; Jer 42,10; Jer 46,1; Ez 36,36; Amos 9,15; Sir 49,7)11Wieder erging das Wort des HERRN an mich, er sagte: »Was siehst du, Jeremia?« Ich antwortete: »Einen Wacholderzweig!«[1] (Jer 24,3; Amos 7,8; Amos 8,2; Zak 4,2; Zak 5,2)12»Du hast richtig gesehen«, sagte der HERR, »ich wache darüber, dass geschieht, was ich dir sage.«13Und noch einmal erging das Wort des HERRN an mich, er sagte: »Was siehst du?« Ich antwortete: »Einen dampfenden Kessel, dessen Rand sich von Norden her gegen mich neigt.«14»Du hast richtig gesehen«, sagte der HERR, »so ergießt sich von Norden her Unheil über alle Bewohner dieses Landes. (Jer 4,6; Jer 6,1; Jer 6,22; Jer 10,22; Jer 25,9; Jer 46,20; Jer 46,24; Jer 47,2; Jer 50,3; Jer 50,41; Ez 38,15)15Hör, was ich dir sage: Ich rufe alle Völker des Nordens! Ihre Könige sollen kommen und ihre Throne rings um die Mauern Jerusalems und um die Mauern aller anderen Städte in Juda aufstellen.16Dann will ich mein Urteil über die Leute von Juda sprechen und sie strafen für alles Böse, das sie getan haben. Denn sie haben mich verlassen und haben anderen Göttern geopfert; sie haben sich Götzenbilder gemacht und sie angebetet. (Jer 2,13)17Du aber mach dich bereit, tritt vor sie hin und verkünde ihnen alles, was ich dir auftrage! Erschrick nicht vor ihnen, sonst sorge ich dafür, dass du wirklich vor ihnen erschrecken musst!18Ich gebe dir Kraft, damit du dastehst wie eine Festung, wie eine eiserne Säule, wie eine stahlharte Mauer. Das ganze Land wirst du gegen dich haben, die Könige, die Beamten, die Priester und die Männer von Juda. (Jer 15,20)19Sie werden gegen dich kämpfen, aber sie werden dich nicht bezwingen, denn ich bin bei dir und schütze dich. Das sage ich, der HERR.«