fra Biblica1For Zions skyld vil jeg ikke tie. For Jerusalems skyld får jeg ikke ro, før retfærdigheden bryder igennem som morgenrøden, og frelsen som en flammende fakkel.2Folkeslagene skal få øjnene op for, at du er god, og konger skal se din herlighed. Herren giver dig et nyt navn, som han selv vælger.3Da bliver du som en prægtig kongekrone i Herren, din Guds, hånd.4Du skal ikke længere kaldes „Den forkastede”, og dit land skal ikke længere hedde „Det gudsforladte land”. Nej, du skal kaldes „Min elskede” og „Min brud”, for Herren glæder sig over dig og hjemfører dig som sin brud.5Som en ung mand hjemfører en jomfru, vil din Skaber hjemføre dig. Som en brudgom, der fryder sig over sin brud, vil Gud fryde sig over dig.
Bøn og forventning om Jerusalems genrejsning
6På dine mure, Jerusalem, har jeg sat vægtere ud, som dag og nat skal råbe til Gud, indtil hans løfter bliver opfyldt. Lad ikke hænderne synke, I, som beder.7Lad ikke Herren få fred, før han genrejser Jerusalem og lader byen komme til ære og værdighed på jorden.8Herren har aflagt et højtideligt løfte til sit folk, som han vil bakke op med al sin magt: „Jeres fjender skal ikke længere leve af jeres korn. De fremmede skal ikke drikke den vin, I har arbejdet så hårdt på at fremstille.9Nej, I skal få lov at spise af det korn, I har høstet, og I skal prise Herren for det. Og I skal få lov til i templets forgård at drikke vinen fra de druer, I har plukket.”10Gå ud af byen, Jerusalems indbyggere, og ban vej for det hjemvendende folk. Fjern de store sten og hejs et banner som tegn for hele verden.11Herren siger til alle folkeslag på jorden: „Sig til Jerusalems indbyggere: Se, din Frelser er på vej, og han går foran sit frigivne folk.”12De skal kaldes „Guds hellige folk” og „Herrens løskøbte folk”, og Jerusalem skal kaldes „Den foretrukne by” og „Byen, som ikke bliver forladt”.
1Wenn ich dich, Jerusalem, sehe, raubt es mir die Ruhe, ich kann nicht schweigen. Ich muss so lange zu Gott rufen, bis er dir hilft, bis neues Glück für dich aufstrahlt wie die Morgensonne oder wie Fackelschein in der Nacht. (Salm 137,5)2Alle Völker werden erfahren, wie der HERR für dich alles zum Guten wendet; alle Könige werden deine Pracht sehen. Der HERR wird dir einen neuen Namen geben, mit dem sie dich von da an nennen. (Es 60,14; Es 62,12; Åb 2,17)3Du wirst zur prächtigen Krone in der Hand deines Gottes.4Du wirst nicht länger »die Verstoßene« genannt oder dein Land »die verlassene Frau«. Nein, du wirst »Gottes Liebling« heißen und dein Land »die glücklich Vermählte«! Denn der HERR wendet dir seine Liebe wieder zu und vermählt sich mit deinem Land. (Es 54,6; Es 60,15; Hos 2,21)5Wie ein junger Mann sich mit seinem Mädchen verbindet, so wird sich dein Schöpfer[1] für immer mit dir verbinden. Wie ein Bräutigam sich an seiner Braut freut, so wird dein Gott Freude an dir haben.6Ich habe Wächter auf deine Mauern gestellt, Jerusalem! Weder bei Tag noch bei Nacht soll ihr Ruf verstummen. Ihr Wächter seid dazu bestimmt, den HERRN an Jerusalem zu erinnern! Ihr dürft euch keine Ruhe gönnen (Es 52,8)7und ihr dürft Gott keine Ruhe lassen, bis er Jerusalem wiederhergestellt und so herrlich gemacht hat, dass alle Welt es rühmt.8Der HERR hat geschworen, und er hat die Macht es auszuführen: »Euer Korn sollen nicht mehr Feinde essen und euren Wein nicht mehr Fremde trinken, die nicht dafür gearbeitet haben. (Es 65,21)9Wer die Ernte einbringt, soll auch das Brot essen, und wer die Trauben liest, soll auch den Wein trinken. Ihr werdet davon im Vorhof meines Tempels essen und trinken und mich dabei preisen.« (5.Mos 12,7; 5.Mos 12,17)10Ihr Bewohner Jerusalems, zieht hinaus durch die Tore eurer Stadt! Bahnt einen Weg für das heimkehrende Volk! Baut eine Straße, räumt die Steine aus dem Weg! Richtet ein Zeichen auf, dass die Völker es sehen! (Es 40,3; Es 49,22)11Auf der ganzen Erde lässt der HERR ausrufen: »Sagt der Zionsstadt: ›Deine Hilfe ist nahe! Der HERR kommt, und er bringt das Volk mit, das er befreit hat.‹« (Es 40,10)12Es wird »Gottes heiliges Volk« genannt werden, »das Volk, das der HERR gerettet hat«. Du selbst aber heißt dann »die Stadt, die Gott liebt«, »die Stadt, die er wieder angenommen hat«.