fra Biblica1Ve jer, I, som udsteder ondskabsfulde dekreter og afsiger uretfærdige domme for at undertrykke de svage, udnytte de hjælpeløse,2frakende de fattige deres rettigheder og udplyndre både enker og faderløse børn.3Hvad vil I gøre, når straffen kommer over jer fra det fjerne? Hvem, tror I, vil hjælpe jer? Hvor vil I opbevare jeres rigdomme?4I bliver enten dræbt i krig eller ført bort som fanger. Alligevel er Herrens vrede ikke forbi. Hans hånd er stadig løftet til slag.
Herrens dom over Assyriens hovmod
5Men jeg vil også dømme assyrerne, min vredes kæp. Det er min vrede, der giver dem sejr,6og jeg bruger dem til at straffe mit frafaldne folk, som har provokeret mig til vrede. Jeg lader den assyriske hær hærge og plyndre dem og trampe dem ned som gadens snavs.7Assyrerkongen ved ikke, at han er mit redskab. Han ønsker bare at tilintetgøre mange folkeslag.8„Er mine stormænd ikke mægtige som konger?” vil han sige.9„Vi indtog Kalno, som vi indtog Karkemish. Hamat måtte overgive sig nøjagtig som Arpad. Det gik Samaria som Damaskus.10Jeg har besejret riger, som havde langt flere guder til at beskytte sig end Jerusalem og Samaria.11Hvem kan så hindre mig i at gøre med Jerusalem og dets guder, som jeg gjorde med Samaria og dets guder?”12Men når Herren har udført sine planer imod Zions bjerg og Jerusalem, vender han sig imod Assyriens konge og straffer ham for hans hovmod, griskhed og praleri.13„Jeg er stærk, jeg er klog, jeg er mægtig!” praler han. „Se blot, hvor mange riger jeg har indtaget. Jeg har overskredet deres grænser, plyndret dem for skatte og stødt deres konger fra tronen.14Jeg har samlet deres rigdomme, som man samler æg fra en forladt fuglerede, uden at nogen gjorde modstand eller gav lyd fra sig!”15Men hør her, assyrerkonge! Praler en økse overfor den person, som svinger den? Bestemmer saven over den, som saver? Er en kæp herre over den, som slår med den? Kan en stok gå af sig selv?16På grund af dit praleri vil Herren, den Almægtige, lade sygdom tynde ud iblandt dine tropper. Under din ydre styrke ulmer ilden.17Lyset fra Israels Hellige vil blive som en fortærende ild. Pludselig vil han gøre det af med dig som tjørne og tidsler, der går op i røg.18Ja, Herren vil tynde ud både i din hær og i dit folk, som når træerne i en skov eller frugthave bliver fældet.19Der bliver så få tilbage, at selv et barn kan tælle dem.
Håb for Israels folks rest
20Til den tid skal den rest, som er tilbage af Israels og Judas folk, ikke længere støtte sig til assyrerne, som forrådte dem. I stedet skal de søge hjælp hos Herren, Israels hellige Gud.21Denne rest skal vende sig til den almægtige Gud.22Selv om Israels folk engang var talrigt som sandet ved stranden, vil kun få af dem vende tilbage. Herren er hellig og retfærdig, og han har besluttet at straffe dem.23Den almægtige Herre og Gud vil gennemføre sin beslutning om at lægge hele landet øde.24Derfor siger Herren, den Almægtige: „Mit folk, som bor i Jerusalem, I skal ikke være bange for assyrerne, der undertrykker jer, som egypterne gjorde engang.25Det kommer ikke til at vare længe. Om kort tid er min vrede imod jer forbi, og så vil jeg vende min vrede mod assyrerne og udrydde dem.”26Herren, den Almægtige, vil svinge sin pisk over dem, ligesom dengang midjanitterne blev slået ved Orebs klippe. Hans stav er udrakt over dem, som dengang han druknede den egyptiske hær i havet.27Han vil løfte byrden fra jeres skuldre og åget fra jeres nakke. I vil nægte at bære åg, fordi Herren har gjort jer så stærke.[1]28-29Assyrerhæren rykkede frem til Ajjat og passerede gennem Migron. Ved Mikmas efterlod de en del af forsyningerne, hvorefter de marcherede over passet. Ved Geba slog de lejr for natten. Rama rystede af skræk, og indbyggerne i Sauls Gibea flygtede for livet.30Skrig af frygt, I folk fra Gallim, råb op, Laisha, stem i, Anatot!31Madmenas indbyggere flygtede, og Gebims indbyggere bragte sig i sikkerhed.32Fjendehæren nåede frem til Nob, hvor de slog lejr og nu truer med knyttede næver mod Jerusalem og Zions bjerg.33Men se! Herren, den Almægtige, fælder dem som grene, der hugges af træerne. Selv de stolteste stammer segner.34Der bliver lyst i skovens tykning. Som skovhuggeren fælder træerne på Libanons bjerge, sådan fælder den Almægtige sine fjender.
1Weh denen, die ihre Macht missbrauchen, um Verordnungen zu erlassen, die Menschen ins Unglück stürzen!2Sie bringen die Armen und Schwachen in meinem Volk um ihr Recht und plündern die Witwen und Waisen aus. (Es 1,17)3Der Tag des Gerichts kommt gewiss und das Unwetter aus der Ferne wird euch mit Sicherheit erreichen. Was wollt ihr dann tun? Zu wem wollt ihr fliehen? Wo wollt ihr dann eure Reichtümer lassen?4Ihr habt nur die Wahl, ob ihr tot oder gefangen sein wollt! Trotzdem legt Gottes Zorn sich nicht, noch ist seine Hand drohend erhoben.
Assyrien geht zu weit!
5Der HERR sagt: »Jetzt bekommt es Assyrien mit mir zu tun! Ich habe es benutzt, um mein Strafgericht zu vollziehen. Assyrien war der Stock, mit dem ich meinen Zorn zu fühlen gab. (Es 5,26; Es 7,20; Es 10,24; Es 14,24; Es 30,27; Es 37,22; Mika 7,11; Nah 1,1; Hab 1,12; Zef 2,13)6Ich habe es gesandt, um ein Volk zu bestrafen, das sich von mir losgesagt und meinen Zorn herausgefordert hat. Ich habe Assyrien erlaubt, dieses Volk zu berauben und auszuplündern und es zu zertreten wie Straßendreck.7Aber der König von Assyrien wollte mehr, er schmiedete seine eigenen Pläne. Vernichten wollte er, ganze Völker ausrotten, so viele wie möglich.8Er sagte sich: ›Alle Befehlshaber meiner Truppen sind so mächtig wie Könige.9Eine Stadt nach der anderen habe ich erobert: Kalne und Karkemisch, Hamat und Arpad, Samaria und Damaskus.10Mit meiner Macht habe ich Königreiche unterworfen, die mehr Götter und Götterbilder haben als Jerusalem und Samaria.11Ich habe Samaria und seine Götter vernichtet. Und ausgerechnet Jerusalem und seine Götterbilder sollten diesem Schicksal entgehen?‹«12Aber der Herr sagt: »Erst will ich zu Ende führen, was ich gegen Jerusalem und den Zionsberg im Sinn habe. Dann werde ich mit dem König von Assyrien abrechnen, mit seiner überheblichen Selbstherrlichkeit und dem Hochmut, mit dem er auf andere herabsieht. (Es 2,12; Es 13,11)13Dieser König hat es gewagt, zu sagen: ›Aus eigener Kraft habe ich das alles getan, durch meine Klugheit habe ich es fertiggebracht. Die Grenzen zwischen den Völkern habe ich beseitigt, ihre Vorräte geplündert und ihre Könige vom Thron gestoßen wie ein Stier.[1]14Wie jemand ein Vogelnest ausnimmt, so habe ich die Schätze der Völker genommen. Wie jemand die Eier einsammelt, die der Vogel verlassen hat, so habe ich alle Länder eingesammelt. Da war keiner, der mit den Flügeln nach mir schlug, keiner, der den Schnabel öffnete und einen Piep von sich gab.‹«15Aber der HERR sagt: »Kann die Axt etwa angeben gegenüber dem, der sie gebraucht? Oder kann die Säge sich für wichtiger halten als den Zimmermann? Das wäre ja, als ob der Stock den schwänge, der ihn erhebt, als ob das tote Stück Holz den Mann bewegte!«16Darum wird der HERR, der Herrscher über die ganze Welt,[2] das reiche, satte Assyrien zum Hungerland machen. Unter seiner Pracht schwelt ein Brand, der alles in Flammen aufgehen lässt.17Der heilige Gott, das Licht Israels, wird zum Feuer, das die Dornen und Disteln ergreift und an einem einzigen Tag verzehrt.18Die prächtigen Wälder und Obstgärten vernichtet es mit Stumpf und Stiel. Assyrien wird dahinsiechen wie ein Sterbenskranker.19Von seinen Wäldern werden nur ein paar Bäume übrig bleiben, so wenige, dass ein Kind sie zählen kann.
Nur wenige bleiben übrig
20Es kommt eine Zeit, da wird der Rest Israels, die Überlebenden der Nachkommen Jakobs, sich nicht mehr auf Assyrien stützen, den Stock, der sie geschlagen hat. Auf den HERRN werden sie sich stützen, an den heiligen Gott Israels werden sie sich halten und ihm treu bleiben. (Es 10,5; Hos 5,13)21Ein Rest wird zurückkehren; was übrig geblieben ist von den Nachkommen Jakobs, kehrt um zum starken Gott. (5.Mos 4,29; Es 4,3; Es 7,3)22Israel, selbst wenn dein Volk so zahlreich wäre wie der Sand am Meer, nur ein kleiner Rest wird zurückkehren. Dein Untergang ist beschlossene Sache; er kommt wie eine Flut und verschafft dem Recht Geltung. (1.Mos 22,17; 5.Mos 4,27; Es 11,11; Es 37,32; Zef 3,12; Rom 9,27)23Der HERR, der Herrscher über die ganze Welt, ist fest entschlossen, dich zu vernichten vor den Augen aller Völker.
Keine Angst vor Assyrien!
24Der HERR, der Herrscher über die ganze Welt, sagt zu seinem Volk, das auf dem Zionsberg wohnt: »Habt keine Angst vor Assyrien, auch wenn es den Stock über euch schwingt und euch schlägt, wie es früher die Ägypter taten.25Nur noch einen ganz kleinen Augenblick, dann kehrt sich mein Zorn von euch ab und wendet sich gegen Assyrien.26Dann werde ich, der Herrscher der Welt,[3] strafend die Geißel über die Assyrer schwingen, so wie ich damals am Rabenfelsen auf die Midianiter eingeschlagen habe. Ich werde meinen Stock über das Meer ausstrecken, wie ich es gegen die Ägypter getan habe. (2.Mos 14,16; 2.Mos 14,26; Dom 7,25)27Wenn die Zeit gekommen ist, dann wird die Last Assyriens von euren Schultern gleiten und sein Joch von eurem Nacken gerissen.«[4] (Jer 30,8)
Der Feind rückt auf Jerusalem zu
28Die Assyrer überfallen Aja, sie ziehen durch Migron, lassen ihren Tross in Michmas,29marschieren durch die Talschlucht, um in Geba zu übernachten. Rama zittert vor Angst, Gibea, die Stadt Sauls, ergreift die Flucht.30Schrei gellend, Gallim! Lausche, Lajescha! Antworte,[5] Anatot!31Madmena flieht, die Bewohner von Gebim laufen um ihr Leben.32Schon steht der Feind in Nob und streckt seine Hand aus nach Jerusalem und dem Zionsberg!33Seht doch, wie der HERR, der Herrscher über die ganze Welt, mit erschreckender Gewalt die Äste von den Bäumen schlägt! Die größten Bäume werden gefällt, die hochragenden niedrig gemacht.34Das Dickicht des Waldes wird mit der Axt gelichtet, die Pracht des Libanons sinkt zu Boden.