1-3Herren sagde til Moses: „Det er tid at drage bort herfra med det folk, som du førte ud af Egypten, og gå videre til det land, jeg lovede at give Abrahams, Isaks og Jakobs efterkommere. Det er et rigt og frugtbart land. Jeg vil sende min engel i forvejen, og han skal bortdrive kana’anæerne, amoritterne, hittitterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne. Men selv vil jeg ikke tage med jer, for I er et egenrådigt og oprørsk folk, og hvis jeg er midt iblandt jer, kunne jeg komme til at tilintetgøre jer undervejs.”4-5„Sig til israelitterne, at de er et genstridigt og oprørsk folk,” fortsatte Herren. „Hvis jeg skulle rejse sammen med dem bare en dag, ville de blive tilintetgjort. Sig, at de skal tage deres smykker af, mens jeg overvejer, hvad jeg vil gøre ved dem.” Folket sørgede over de hårde ord,6og der ved Horebs bjerg[1] tog de deres smykker af.
Åbenbaringsteltet
7Moses plejede at rejse det telt, som han kaldte åbenbaringsteltet, et stykke uden for lejren. Enhver, som ønskede at søge Herrens vilje i en sag, gik ud til det telt.8Hver gang Moses gik derud, rejste folket sig og stillede sig i deres teltdøre og holdt øje med ham, indtil han nåede indgangen.9Når han så gik ind i åbenbaringsteltet, sænkede skysøjlen sig og stod ved indgangen, mens Herren talte med Moses.10Når alt folket så skysøjlen stå ved indgangen til åbenbaringsteltet, stillede de sig ved deres teltdøre og lagde sig på knæ med ansigtet mod jorden i ærefrygt.11Inde i teltet talte Herren med Moses ansigt til ansigt, som når to venner taler sammen. Bagefter vendte Moses tilbage til lejren, men Josva, Nuns søn, den unge mand, som var hans hjælper, forlod ikke åbenbaringsteltet.
Herrens herlighed
12Moses sagde til Herren: „Du har sagt, at jeg skal føre folket af sted, men du har ikke fortalt mig, hvem du vil sende med mig. Du har også sagt, at du accepterer mig, og at du holder af mig.13Hvis det virkelig er sandt, så lær mig mere om dig selv, så jeg bedre kan forstå dig og fortsat leve, som du ønsker. Husk på, at det folk, som jeg skal lede, er dit eget folk.”14Da sagde Herren: „Jeg vil være med jer og føre jer til det sted, hvor I kan slå jer ned.”15„Hvis du ikke var med os, var der ingen grund til at gå et skridt videre!” svarede Moses.16„Hvem vil tro, at du har forkærlighed for mig og Israels folk, hvis ikke du går med? Hvad fortrin har vi ellers frem for jordens øvrige folkeslag?”17Herren svarede: „Jeg vil gøre, hvad du beder om, for jeg holder af dig, og du er min ven.”18Da sagde Moses: „Lad mig få lov at se dig i din herlighed!”19Herren svarede: „Jeg vil lade al min herlighed passere forbi dig og samtidig råbe mit navn ‚Jahve’. Jeg viser godhed imod hvem, jeg vil, og jeg viser barmhjertighed mod hvem, jeg vil.20Men du kan ikke få mit ansigt at se, for intet menneske kan se mig i min herlighed og overleve.21Stil dig ved klippen her udenfor.22Når jeg så går forbi i min herlighed, mens du står i klippespalten, vil jeg dække dig med min hånd, indtil jeg har passeret dig.23Så vil jeg tage min hånd til side, og du kan se mig bagfra, men mit ansigt får ingen at se.”
1Der HERR sagte zu Mose: »Brecht jetzt auf! Bring das Volk, das du aus Ägypten hierher geführt hast, in das Land, das ich Abraham, Isaak und Jakob mit einem Eid als Besitz für ihre Nachkommen versprochen habe, (1.Mos 12,7)2-3dieses Land, das von Milch und Honig überfließt! Ich werde einen Engel mitsenden, der vor euch hergeht, und werde die Völker im Land vor euch vertreiben, die Kanaaniter, Amoriter, Hetiter, Perisiter, Hiwiter und Jebusiter. Aber ich selbst werde nicht mit euch ziehen. Ihr seid ein widerspenstiges Volk und ich müsste euch deshalb unterwegs vernichten.«4Als die Leute das hörten, wurden sie traurig, und zum Zeichen ihrer Trauer legten alle ihren Schmuck ab.5Da sagte der HERR zu Mose: »Sag den Leuten von Israel: ›Ihr seid zwar ein widerspenstiges Volk, und wenn ich auf dem Weg ins Land auch nur einen Augenblick in eurer Mitte weilen würde, müsste ich euch vernichten. Aber wenn ihr jetzt euren Schmuck für immer ablegt, will ich sehen, was ich für euch tun kann.‹«6Da trennten sich die Leute von Israel noch am Berg Horeb von ihrem Schmuck.
Gott gewährt den Israeliten seine Nähe
7Von da an schlug Mose jedes Mal, wenn das Volk Rast machte, außerhalb des Lagers ein Zelt auf. Er nannte es das Zelt der Begegnung mit Gott.[1] Wer von den Leuten im Volk eine Weisung oder Entscheidung des HERRN suchte, ging aus dem Lager hinaus zum Zelt der Begegnung.8Immer wenn Mose zu diesem Zelt ging, standen alle auf und traten an den Eingang ihrer Zelte. Sie blickten ihm nach, bis er ins Zelt hineingegangen war.9Sobald Mose hineinging, kam die Wolkensäule herab und blieb am Eingang des Zeltes stehen. Dann redete der HERR mit Mose. (2.Mos 19,9)10Wenn die Leute von Israel die Wolkensäule über dem Zelt stehen sahen, warfen sich alle anbetend am Eingang ihrer Zelte nieder.11Der HERR sprach mit Mose Auge in Auge wie ein Mensch mit einem andern. Darauf kehrte Mose ins Lager zurück. Sein Diener Josua aber, der Sohn Nuns, damals noch ein junger Mann, blieb stets als Hüter im Zelt. (4.Mos 12,6; 5.Mos 34,10)
Mose bittet um Gottes Mitkommen
12Mose sagte zum HERRN: »Du befiehlst mir: ›Führe das Volk in sein Land!‹, aber du hast mir nicht gesagt, wen du mitschicken wirst. Du hast mir versichert, dass ich in deiner Gunst stehe und dass du mich als deinen Vertrauten betrachtest.13Wenn ich wirklich in deiner Gunst stehe, dann bestätige es jetzt und sag mir, was du vorhast. Und bedenke doch, dass diese Leute dein Volk sind!«14Der HERR erwiderte: »Ich werde mitgehen,[2] du kannst ruhig sein.«15Mose sagte: »Wenn du nicht mitgehst, wäre es besser, du ließest uns hier bleiben.16Woran sollen wir denn erkennen, dass wir in deiner Gunst stehen, ich und dein Volk? Doch nur daran, dass du mit uns ziehst und uns dadurch vor allen anderen Bewohnern der Erde auszeichnest, nicht nur mich, sondern auch dein ganzes Volk!«17Der HERR antwortete: »Ich werde auch diese Bitte erfüllen, weil du in meiner Gunst stehst und mein Vertrauter bist.«
Mose möchte Gottes Herrlichkeit schauen
18Nun bat Mose den HERRN: »Lass mich doch den Glanz deiner Herrlichkeit sehen!« (2.Mos 16,7)19Der HERR erwiderte: »Ich werde in meiner ganzen Pracht und Hoheit an dir vorüberziehen und meinen Namen ›der HERR‹ vor dir ausrufen. Es liegt in meiner freien Entscheidung, wem ich meine Gnade erweise; es ist allein meine Sache, wem ich mein Erbarmen schenke. (Rom 9,15)20Trotzdem darfst du mein Gesicht nicht sehen; denn niemand, der mich sieht, bleibt am Leben.« (1.Mos 32,31; 3.Mos 16,1; 5.Mos 5,24; Dom 6,22; Dom 13,22; Es 6,5)21Weiter sagte der HERR: »Hier auf dem Felsen neben mir kannst du stehen.22Wenn meine Herrlichkeit vorüberzieht, werde ich dich in einen Felsspalt stellen und dich mit meiner Hand bedecken, bis ich vorüber bin. (1.Kong 19,13)23Dann werde ich meine Hand wegnehmen und du kannst mir nachschauen. Aber von vorn darf mich niemand sehen.«