1Nu sagde Herren til Moses: „Jeg vil sende endnu en sidste katastrofe over Farao og egypterne. Når den kommer, vil han lade jer rejse. Ja, han vil være så opsat på at blive af med jer, at han vil jage jer ud af landet.2Sig nu til alle israelitiske mænd og kvinder, at de skal bede deres egyptiske naboer om guld- og sølvsmykker.”3Herren havde nemlig gjort egypterne venlig stemt overfor israelitterne. Desuden var Moses en mand, som både Faraos hoffolk og alle egypterne havde stor respekt for.4Moses sendte så besked ind til Farao: „Herren siger: ‚Ved midnatstid vil jeg gå gennem Egypten.5Da vil alle førstefødte sønner i hvert hjem dø, lige fra Faraos ældste søn, som er arving til tronen, til den førstefødte af den ringeste slavinde, som arbejder ved håndkværnen. Selv de førstefødte blandt jeres husdyr skal dø.6Hjerteskærende dødsklager vil runge gennem natten i hele Egypten. Aldrig før har landet oplevet en sådan sorg, og aldrig siden skal det blive så slemt.7Men hos israelitterne vil alt være så fredeligt, at ikke en eneste hund vil knurre, hverken mod mennesker eller dyr. Da vil du indse, at jeg gør forskel på egypterne og israelitterne.’8Og alle dine embedsmænd skal komme løbende til mig og bøje sig til jorden og tigge: ‚Skynd jer at rejse—alle sammen!’ Når det sker, vil vi rejse!” Så forlod Moses Faraos palads i stor vrede.9Herren havde jo sagt til Moses: „Farao vil ikke høre på jer før til allersidst, men det giver mig anledning til at vise min magt og gøre mange undere og tegn i Egypten.”10Derfor gjorde Herren Farao stædig, så han ikke ville lade folket rejse—på trods af at Moses og Aron udførte alle de her undere for øjnene af ham.
1Da sagte der HERR zu Mose: »Noch einen einzigen Schlag werde ich gegen den Pharao und gegen ganz Ägypten führen. Danach wird er euch ziehen lassen. Ja, er wird euch nicht nur ziehen lassen, er wird euch von hier fortjagen! (2.Mos 6,1)2Deshalb sag deinem Volk, dass Männer und Frauen sich von ihren ägyptischen Nachbarn und Nachbarinnen Schmuckstücke aus Silber und Gold erbitten sollen.« (2.Mos 3,21)3Der HERR sorgte dafür, dass die Ägypter den Israeliten wohlgesinnt waren. Mose genoss sogar hohes Ansehen bei den Ministern des Pharaos und beim ganzen ägyptischen Volk.4Bevor Mose ging, sagte er zum Pharao: »So spricht der HERR: ›Um Mitternacht werde ich durch Ägypten gehen.5Dann werden alle Erstgeborenen in Ägypten sterben, von deinem eigenen Sohn, der dein Nachfolger auf dem Thron werden soll, bis zum Sohn der Sklavin, die an der Handmühle kniet. Auch beim Vieh werden alle Erstgeburten sterben. (2.Mos 12,29)6In ganz Ägypten wird es ein Wehklagen geben, wie man es noch nie gehört hat und auch nie wieder hören wird.‹7Aber den Leuten von Israel wird kein Haar gekrümmt werden, auch ihren Tieren wird nichts geschehen. Daran sollt ihr Ägypter erkennen, dass der HERR zwischen euch und den Israeliten genau unterscheidet.8Dann werden alle deine Minister zu mir kommen und mich auf den Knien anflehen: ›Geh endlich fort, du und dein ganzes Volk!‹ Und dann werde ich das Land verlassen.« So ging Mose voll Zorn vom Pharao weg.9Der HERR hatte zu Mose gesagt: »Der Pharao wird nicht auf eure Forderung hören, damit ich in Ägypten durch viele Wunder meine ganze Macht zeigen kann.«10Alle diese Wunder hatten Mose und Aaron vor den Augen des Pharaos getan; aber der HERR hatte den Pharao starrsinnig gemacht, sodass er das Volk Israel nicht aus dem Land gehen ließ. (2.Mos 4,21)